Sundhedstilstand blandt migranter: George, 33 år, HIV- og Hepatitis-B-smittet

21. juli 2020

Af: Martin Lundager Pedersen

George er en mand på 33 år, der kommer fra et EU-medlemsland. I løbet af de sidste ti år har han periodevist boet i henholdsvis sit hjemland og Danmark, hvor han tjener til dagen og vejen gennem salg af hjemløseaviser og indsamling af flaskepant. Det har han ret til ifølge den europæiske Schengen-lovgivning om retten til fri bevægelighed. George rejser normalt alene, men det hænder, at hans kone tager med til Danmark, hvor de er sover under åben himmel. Under et af sine ophold i København blev han syg og besvimede. Derfor opsøgte han Røde Kors’ sundhedsklinik, som er det eneste sted, uregistrerede migranter kan henvende sig for at modtage sundhedsydelser.

Hvis en uregistreret migrant møder op på et hospital i Danmark, og vedkommendes tilstand bliver vurderet som værende ”ikke-akut” – en kategorisering som den enkelte læge er tvunget til at foretage – bliver vedkommende afvist. Dette gælder også, selv om lægen vurderer, at tilstanden uden tvivl vil blive akut, hvis der ikke igangsættes behandling.

På Røde Kors’ sundhedsklinik blev Georges dog henvist til et hospital, da de frivillige læger mente, at hans tilstand netop var akut behandlingskrævende. Det viste sig at være den rigtige vurdering, da han på hospitalet blev konstateret HIV- og hepatitis-B-positiv. Hospitalet kunne dermed starte et behandlingsforløb for at få Georges sygdomme under kontrol.

”Lejr-lov” er kontraproduktiv i forhold til sundhedsbehandling

Det er aldrig nemt at sove på gaden. Men endnu sværere er det, hvis man er et par. Det har George og hans kone oplevet flere gange gennem mødet med politiet, der har givet dem bøder for overtrædelse af den – bl.a. af Kirkens Korshær – meget kritiserede ”lejr-lov.” Loven betyder, at et par, der på diskret vis har fundet et stille sted at sove i det fri, bliver anset for at udgøre en ”utryghedsskabende” – og dermed ulovlig – ”lejr.”

Det stresser de udendørssovende hjemløse, at de aldrig kan vide sig sikre på, om politiet kommer og vækker dem midt om natten med lommelygte i den ene hånd og bødeblok i den anden. I værste tilfælde kan bødeblokken blive udskiftet med et administrativt indrejseforbud (læs: udvisning), som politiet sammen med Udlændingestyrelsen selv kan udstede uden om domstolene.

Læg så oveni denne stressfaktor at skulle holde styr på og tage sin medicin, som lægen anviser, og resultatet er en situation, hvor stress og manglende overskud kan være decideret kontraproduktivt i et behandlingsforløb, selv om man – ligesom George – faktisk er alvorligt syg.

Udvist på trods af livsvigtig behandling

En dag mødte George op på hospitalet til beskeden om, at han ikke længere kunne modtage behandling, fordi han som uregistreret migrant ikke har et CPR-nummer, og hans tilstand ikke længere blev vurderet som værende akut. Det var først, da George på ny – og på eget initiativ – opsøgte hospitalet, at lægerne fandt ud af, at han ikke havde taget medicinen som foreskrevet. Dermed var han atter i en akut, behandlingskrævende tilstand, og lægerne kunne få lov til at genoptage behandlingen.

Det skulle dog vise sig at være på lånt tid, da George blev udvist af Danmark, fordi han var blevet ”taget” af politiet for at sove på gaden. Udvisningen blev gennemført på trods af, at Georges kone gjorde politiet opmærksom på, at han var midt i et behandlingsforløb for sine HIV- og hepatitis-B-diagnoser – dette ændrede ikke på myndighedernes beslutning.

Sundhedshandling bør ydes i tide

Georges sag er på ingen måde unik. Selv med så alvorlige sygdomme som HIV og hepatitis skal uregistrerede migranter vente på, at deres sygdomme er så fremskredne, at tilstanden bliver anset for at være ”akut.”

Den åbenlyse løsning for både sundhedspersonale og de uregistrerede migranter ville selvfølgelig være, at lade behandlingen starte, før skaden er sket, og før det – i nogle tilfælde – er for sent. Herudover bør politikerne gøre det klart over for politiet, at de skal respektere den lægelige autoritet og ikke udvise migranter, der er midt i et livsvigtigt behandlingsforløb.

Kirkens Korshær Storkøbenhavn og Bornholm mener, at Danmark bør presse på for at få skabt lovgivning i EU, der sikrer, at alle kan få de sundhedsydelser, de har brug for. Og at lovgivningen bør sikre, at man ikke sender alvorligt syge mennesker videre i form af udvisninger.  Samtidig bør vi herhjemme sikre adgang til sundhedsydelser for alle, hvor det er nødvendigt – også for uregistrerede migranter. Personalet i sundhedsvæsnet skal ikke tvinges til at afvise folk på baggrund af nationalitet, mens patienter fuldstændigt grundløst bliver ”tilstrækkeligt” syge – dette i lovens, og altså ikke i sundhedspersonalets, øjne.

Derfor anbefaler Udsatterådet netop på baggrund af denne rapport, at man ændrer Sundhedsloven og indfører retten til ”nødvendig” behandling. Dette defineres af Udsatterådet som ”(…) muligheden for at kunne foretage udredninger og behandlinger, der ikke er akutte, men som er nødvendige for at behandle personens sygdom i tilfælde, hvor der er risiko for, at dennes tilstand forværres uden behandling.”

Det kan vi i Kirkens Korshær Storkøbenhavn og Bornholm kun bakke op om.

Om undersøgelsen

Feltarbejdet og den efterfølgende rapport ”Sundhed blandt uregistrerede og hjemløse migranter” er blevet udført og skrevet på vegne af Rådet for Socialt Udsatte. Kirkens Korshær har – sammen med andre organisationer, der arbejder med hjemløshed og migrantarbejde – været tilknyttet en følgegruppe under tilblivelsen af denne rapport. George er et opdigtet navn for at sikre vedkommendes anonymitet. Billederne i denne artikel er illustrationer og er altså ikke billeder af George.