Morgencafeen YouPeople serverer grin og kærlighed

3. november 2020

Af: Martin Lundager Pedersen

Mens de nye frivillige bliver sat ind i de opgaver, der skal løses, før brugerne i Morgencaféen YouPeople ankommer, begynder solens stråler lige så langsomt at dugge ruderne til i Folkets Hus, hvor det nyopstartede tilbud har fået lokaler. Det leder tankerne hen på, at der ikke går længe, før efterår bliver afløst af vinter, og end ikke solen vil være nok til at holde de mennesker varme, som hver morgen bliver sluset ud i byens gader, når Københavns nødherberger lukker.

De har få steder at gå hen. YouPeople er et af dem.

Blandt de frivillige bliver der talt en glidende blanding af dansk og engelsk. Dagens emne synes at handle om, hvorvidt de nye retningslinjer om, at alle skal bære mundbind, også gælder Morgencaféen. Det bliver besluttet, at forsigtighed må være det vigtigste, og at frivillige, ansatte og brugere alle fra næste dag skal have mundbind, når de bevæger sig rundt i lokalet.

Formbrud og forholdsregler

Selv om det måske ikke ligefrem er almen viden, så er det for de fleste skribenter en selvfølge, at man skal skrive ’man’, selv når man egentligt mener ’jeg’. At overtræde dette dogme bliver af mange i bedste fald betragtet som blogger-agtig selvfedme, i værste fald noget nær en journalistisk dødssynd. Alligevel virker ’jeg’-formen netop som den mest passende, da mit besøg i Morgencaféen faktisk gjorde indtryk på mig og tvang mig til at genoverveje og påskønne mine egne privilegier.

En knugende fornemmelse i maven manifesterede sig lige så stille, da ’M’ fortalte om førhen ikke at have haft et sted at være om morgenen. Jeg huskede tilbage på den dag på kontoret, da vi talte om, hvornår det ville passe dem bedst at få mig på besøg for at skrive denne artikel. Aicha foreslog, at vi kunne mødes sammen med de frivillige klokken 07, når de begynder at gøre klar til at tage imod brugerne. Min første tanke som ’b-menneske,’ der aldrig møder før klokken 09, var, ”tænk, at jeg skal så tidligt op!” Jeg fik rent faktisk en smule ondt af mig selv. Og her sad jeg så pludseligt med en person, for hvem ’a- og b-menneske’ nok i bedste fald må lyde som en ret forkælet måde at beskrive sig selv på.

Mens jeg føler mig lidt ussel over min – med et moderne ord – ’privilegieblindhed’, sidder Aicha og ’P’ og taler om hans datter. Han viser billeder frem af en pige, der smiler stort.

”Hun ligner jo enhver anden pige på sin alder, glad og tilfreds,” når jeg at tænke, før fordomsfuldheden i tanken står klar for mig. For hvorfor skulle hun egentligt ikke også det – hvad havde jeg forventet?

Sociale frirum

Flere og flere brugere kommer lige så stille ind ad døren. De fleste spiser deres morgenmad og går relativt hurtigt igen.

En gruppe har dog samlet sig udenfor, hvor de står og drikker deres morgenkaffe i efterårssolen. Der opstår imidlertid en mindre uoverensstemmelse mellem en kvinde og nogle af de andre i gruppen. Det står ikke helt klart, hvad konflikten handler om, da de to parter taler deres modersmål.

Hvad, der til gengæld er klart, er, at Aicha lynhurtigt er på pletten til at få løst, hvad end uenigheden handlede om. Kvinden snakker med Aicha og sætter sig derefter lidt væk fra de andre for at ryge en cigaret. Kort tid efter går en anden bruger over til hende. De taler lidt og går så begge tilbage til gruppen.

Spurgt ind til hvilke værdier, Morgencaféen YouPeople sætter i højsædet, er et socialt frirum, hvor alle kan være sammen, da også i værdigrundlagets top, fortæller Tine.

”Vi er jo alle sammen fyldt med fordomme om andre mennesker, men det er tillært. Derfor synes jeg også, at det er rigtigt spændende at blive konfronteret med mine egne idéer om folk – for stereotyperne holder virkeligt sjældent!” fortæller Tine og uddyber:

”Der er jo for eksempel mange, der har en fordom om, at afrikanske migranter er her illegalt og kommer til Danmark for enten at nasse på vores velfærd eller stjæle vores pant – hvilket jo er absurd! De har stort set alle sammen ret til at være i EU, og det er i øvrigt de færreste, der har ret til velfærdsydelser. Det er ofte unge mennesker, som har fået fast arbejds- eller opholdstilladelse i Sydeuropa, der kommer herop fulde af energi med drømme om et bedre liv. Men drømme kan briste, og mange ender med at leve under miserable forhold.”

Samtidig hjælper det bestemt heller ikke, at der til tider opstår en meget fremmedfjendsk, offentlig diskurs – og det har tydelige konsekvenser, mener Tine. Flaskesamlere bliver nemlig ofte udsat for chikane og vold i bybilledet.

”Når man tænder for Debatten (på DR2, red), og der bliver diskuteret migranter, så lyder det som om, at folk kommer herop for at røve statskassen! Når politikerne siger den slags, så tager befolkningen den samme diskurs til sig. Og det betyder jo så også, at når migranter går og samler flasker til f.eks. Distortion, så bliver der spyttet på, kastet ting efter og råbt ad dem. Tænk, at folk kan finde på den slags!” siger Tine rystende på hovedet.

Mens snakken på første sal i Folkets Hus går om forholdsregler i forbindelse med COVID-19, fortæller en nyhedsvært i radioen om demonstrationer i USA mod netop påbud om mundbind. Et lydklip af den amerikanske præsidents kritik af sin egen regering bliver dog hurtigt overdøvet, da de første par brugere ankommer.

Tine og Aicha hilser på dem begge med et smil.

All you need is…

Aicha Lind og Tine Pil Østberg er de to ansatte, der har grundlagt og driver Morgencaféen YouPeople, der er en del af Kirkens Korshærs sociale arbejde. Vi havde aftalt, at jeg kunne komme forbi og skrive en artikel om det tilbud, de længe har arbejdet for at realisere; et tilbud på Nørrebro, hvor hjemløse og udsatte kan komme og få et godt morgenmåltid, og hvor alle er velkomne uanset deres køn, hudfarve, etnicitet eller sprogkundskaber.

Aicha og undertegnede sætter os ned med kaffe og morgenmad sammen med to brugere. På bordene er der sat malertape med teksten ”sit here,” så der er god afstand mellem os. De to brugere, ’M’ og ’P,’ kender begge Aicha og Tine ret godt – også fra før YouPeople slog dørene op. ’M’ fortæller, at han ikke var vant til at spise morgenmad, før han begyndte at komme i Morgencaféen.

”Førhen spiste jeg ikke rigtigt morgenmad. Jeg tænkte ikke, det var særligt vigtigt. Og jeg tror stadig ikke, jeg ville blive ved med at komme her, hvis ikke der var den her store kærlighed og respekt fra Tines og Aichas side!” fortæller ’M’.

Aicha, der har siddet og lyttet til vores samtale, smiler til ‘M’ og siger, halvt i sjov, halvt i alvor:

“Åh, jeg begynder jo snart at græde!”

Et ’b-menneskes’ bekendelser

Mens Aicha og ’P’ taler sammen, spørger jeg ’M,’ hvor han ville opholde sig en dag som i dag, hvis ikke YouPeople havde åbnet deres morgenmadscafé. Han fortæller:

”Jeg ville være på gaden. Vejret er jo ikke så slemt endnu, men det bliver snart vinter, og så er det koldt at være udenfor. Det er ikke alle, der har et sted, de kan tage hen, når man bliver lukket ud fra herbergerne tidligt om morgenen”

”Vi gør meget ud af at danne os et indtryk af, hvem de mennesker, der kommer ind ad døren, er,” forklarer hun og fortsætter:

”Når man kender folk, er det også lettere at afkode folks sindelag. Hvis vi ved, at en person er lidt presset, kan vi sige til dem, at ”du skal måske lige sidde lidt alene ovre i et stille hjørne og få noget mad i ro og mag,” før de begynder at socialisere. Det gør, at vi tager nogle af de mindre konflikter, der altid opstår på sociale arbejdssteder, i opløbet.”

Regler: gode for omgangstonen, dårlige for kiwi-spisning

Der vil i socialt arbejde altid være udfordringer i at finde balancen mellem den gode tone og en rummelige tilgang til mennesker – også i YouPeople.

På en varmestue, der har mange forskellige etniciteter og kulturer repræsenteret, skal der selvfølgelig være plads til sproglige fejltrin og misforståelser, forklarer Tine. Men samtidig skal man også sørge for ikke at give rum til bevidst nedladende bemærkninger eller voldelig adfærd.

”Der er nogle ret klare grænser for, hvad man må, når man kommer i YouPeople. Sådan skal det være. Alle skal føle sig trygge her. Det gælder eksempelvis for groft sprogbrug. Hvis jeg hører en racistisk bemærkning, fortæller jeg den, der sagde det, at ”det er sidste gang, jeg hører den slags her!”.” slår Tine fast.

Det virker da også til, at alle er enige om vigtigheden af at kunne komme godt ud af det med hinanden. Mens de frivillige skænker kaffe og serverer pulled beef doneret fra en lokal kantine, sætter en af brugerne reggaemusik på. Og så går snakken ellers videre.

’M’ viser os, hvordan han mener, man skal spise en kiwi – med skallen! Alle kigger lidt skeptisk på ham, da han tager en bid direkte af frugten. Men da vi andre prøver det samme, bliver vi enige om, at det faktisk smager bedre på denne manér – dog på betingelse af, at den er produceret økologisk.

Velfærdsnassere? Absurd!

Under besøget i YouPeople bed jeg mærke i, hvor meget der blev grinet. Det var langt fra den stereotype forestilling (min stereotype forestilling?) om en varmestue, hvor folk sidder ensomme og triste med en tynd kop neskaffe. ”Gutterne,” som Aicha hjertevarmt kalder dem, udviste meget mere socialt overskud, end jeg havde forestillet mig, at hjemløse mennesker i en ofte meget svær situation ville have. YouPeople brød altså igen mine fordomme.

”De er jo vildt hårdføre!”

Det er dog også vigtigt ikke kun at fokusere på den armod, mange hjemløse lever i. Især ikke i samtaler med brugerne. Folk kommer ikke i Morgencaféen for at få sympati fra privilegerede ansatte eller frivillige, der alligevel ikke rigtigt kan sætte sig i deres sted, som Aicha pointerer:

“Nogle melder sig måske som frivillige med en idé om, at de gerne vil ud og ’redde verdenen’. Så starter de lidt voldsomt ud med ved første møde at spørge brugere ind til, hvor hård deres barndom har været. Men folk kommer ikke i YouPeople for at føle sig svage eller under andre. De kommer her for at have et sted, hvor de netop bliver set som mennesker – ikke som stakler!”

Tine er enig:

”Vi skal væk fra dét her med, at alle hjemløse, at alle migranter er nogle stakler. De er jo vildt hårdføre og tilpasningsdygtige! Jeg tror ikke, jeg kunne overleve én dag i deres sko.” istemmer Tine, før hun pointerer, at det selvfølgelig ikke betyder, at samfundet som helhed ikke skal blive meget bedre til at tage sig af folk i nød.

Ikke ”bare” smalltalk

Den kammeratlige omgangstone, hvor man taler i øjenhøjde med ens medmennesker, er da også tydelig. Vi når omkring mange emner, som absolut intet har med social udsathed at gøre:

Vi taler om, hvordan vores mødre trøstede os på forskellig vis, når vi som børn ikke kunne sove. ’M’ og ’P’ har aldrig hørt om husmorrådet med varm mælk og honning, som undertegnedes mor forsøgte sig med.

Vi taler om, at ’M’ og Aicha bliver ved med at løbe ind i hinanden ude i byen, hvilket har ført til, at Aicha jokende omtaler ’M’ som sin ”bodygaurd” (fordi han ofte cykler 5-10 meter bag hende).

Vi taler som venner og – på trods af vores meget forskellige liv uden for Morgencaféen – som ligeværdige.

De frivillige ryddede op omkring os, uden at jeg rigtigt lagde mærke til det. Da jeg gik derfra, og solens varme på ny havde gjort de duggede ruder klare, havde jeg ikke en fornemmelse af at have været i en varmestue. Vi havde jo bare siddet og talt om og grinet af stort og småt. Men måske bør jeg ikke skrive ”bare,” for det viste sig jo at være hele pointen med Morgencaféen YouPeople; at skabe et sted, hvor man kan få en pause fra en ofte hård hverdag. Et sted, hvor man kan grine og joke med.

Et sted, hvor vi alle ’bare’ er mennesker.