Kirkens Korshærs sociale arbejde på Drejervej fylder 80

Fredag d. 6. maj var det 80 år siden huset på Drejervej 6 i Nordvest blev indviet som hjemsted for Kirkens Korshærs sociale hjælpearbejde i København. Dengang skrev vi 1942 og var besat af tyskerne. Nådesløs fattigdom var mange menneskers hverdagskost, og der var mangel på især brændsel, tøj, kartofler og andre grøntsager. 

Korshæren manglede kvadratmeter til at yde den nødvendige hjælp, og valget faldt på Drejervej 6 i fabrikskvarteret Nordvest, dengang et af landets fattigste kvarterer. Her blev opbevaret og uddelt donerede madvarer, brændstof og tøj til mennesker, der manglede stort set alt. Man anviste ligeledes folk betalte arbejdsopgaver i forbindelse med den daglige drift. Huset kostede 10.000 kr., og omtrent 10.000 nødstedte mennesker fik hjælp her i de første år. 

Fordelingscentralen 

Især tøjuddelingen blev et varemærke for Drejervej i 40’erne, hvor den akutte, materielle fattigdom var fjende nummer ét, og enorme mængder af tøj væltede ind fra donationer og ud til halvnøgne mennesker på daglig basis. Stedet blev landskendt gennem radioen, hvor daværende korshærschef og Københavns biskop spredte budskabet om den ekstreme tøjmangel i København og fik lytterne til at sende tøj, sko og lignende til de fattige kvarterer. Også juleindsamlinger var med til at sætte Drejervej på kortet. Her blev der samlet nok ind til at 1000-2000 fattige familier kunne få julepakker hver december. 

Således blev Drejervej hurtigt kendt som et socialt center i Nordvest – stedet man vidste, man kunne gå hen, hvis man havde brug for hjælp. Hvem disse mennesker var og hvilken slags hjælp der var brug for kom, som på alle steder som dette, til at udvikle sig i takt med samfundet i de kommende 80 år. 

Mødrene og syværkstedet 

Krigen efterlod mange hjemløse, herunder flygtninge, hjemvendte arbejdere, krigsenker og enlige mødre. Der var ikke herberger nok, og de daværende nødherberger fungerede ikke. Udsatte unge kvinder med børn kom til Drejervej for materiel og moralsk opbakning. De var hjemløse eller fra vanskelige hjem, enlige eller i problematiske ægteskaber. Syværkstedet blev et omdrejningspunkt i det såkaldte kvindearbejde.  

Symaskinen havde været en del af motivet på Drejervej siden begyndelsen, hvor der var brug for omsyning og reparation af det donerede tøj. Ved en udvidelse i 1957 blev der bygget et stort syværksted, hvor blandt andet krigsenker og udsatte unge mødre med anden etnisk baggrund kom for at arbejde på deres tøj, socialisere og få det bedre. 

Hotel Jens 

Foruden familiemøder for kvinderne med kaffe og underholdning, blev der ugentlig holdt en sammenkomst for fattige, enlige mænd. Mændene var i 40-50 års-alderen, hjemløse og både fysisk og psykisk svækkede. De var kendt i gaden som klunsere og sprittere, og havde bosat sig i halvrådne cykelskure, kasserede biler og lignende rundt omkring i kvarteret.  

I 1971 indrettede man en skurvogn til nødherberg med sovepladser til otte mænd, samt køkken og bad bag huset på Drejervej. Hotel Jens, som skurvognen blev døbt, fik positiv omtale i aviserne og modtog et væld af pengegaver og frivillige hænder. Her kom mændene først på aftenen til fedtemadder, kaffe og te med de frivillige, fik en sludder og gik til ro for natten.  

I 1980, da herbergsbehovet blev opfyldt andetsteds, blev Hotel Jens til en varmestue – et populært sted for brugerskaren på Drejervej fra starten og endnu den dag i dag. Efter jævnlige udvidelser gennem årene er Hotel Jens nu fire skurvogne lang og ligger ud til den lille have bag huset, hvor man kan sidde ude. Stamklientellet lider under fattigdom, ensomhed og i nogles tilfælde stofmisbrug og/eller psykisk sygdom. På Hotel Jens kan man spise og hygge sig sammen eller alene. Her fejres fødselsdage og mærkedage, og arrangeres sammenkomster og udflugter. 

Det grønne i det grå 

I dag ledes Drejervej af Hanne Okwera, som er socialpædagog og diakon, og har arbejdet på Drejervej de sidste 30 år. Én af hendes prioriteter har været at bringe mere natur til stedet. Naturen er vigtig for mennesket med sine farver, dufte og liv, påpeger hun, og savnes af mange i det mere cementfarvede Nordvest. Noget af det første Hanne gjorde som leder af Drejervej var derfor at plante en række paradisæbler foran huset. De har noget at byde på hele året rundt – først blade, så blomster, så bær. Kort efter de sidste bær er faldet af skyder det igen på ny.  

Selve huset er i 1996 blevet udvidet med en øvre etage. Bag huset, foran Hotel Jens, er en lille have med græsplæne, petanque-bane og et drivhus hvor der dyrkes diverse planter. Ved siden af står genbrugsladen, hvor der holdes ladesalg hver tirsdag. En del kender Drejervej og deres arbejde via disse markeder, hvis overskud går til hjælpearbejdet. 

Ensomhed og fællesskaber 

I dag er det ikke længere den materielle fattigdom, men ensomhed, der er fjende nummer ét, fortæller Hanne. Man kan stadig få udleveret tøj ved forespørgsel, og maden er fortsat en vigtig del af samtlige aktiviteter, men Drejervej har løbende og især inden for de senere år udviklet sig fra fordelingscentral til et hjemligt omdrejningspunkt for en række forskellige fællesskaber.  

Drejervej er et multihus for mennesker af alle køn, aldre og etniciteter. Her er man til stede fra vugge til grav, fra unge kvinder ankommer endnu gravide til der afholdes begravelser på den anden side af livet. Det relationelle arbejde, altså dyrkelsen af relationer mellem medarbejdere og brugere, er i højsædet. 

Målrettede tilbud 

Man erfarede på Drejervej, at mange følte sig udenfor i store blandede grupper, mens små grupper centreret om specifikke aktiviteter eller for specifikke grupper af mennesker bedre inkluderede alle og gav dem tilhørsforhold. Der er en motions- og afspændingsgruppe, en læsegruppe og en gruppe der deltager i havearbejdet. En familiegruppe bestående af enlige mødre og deres børn mødes en gang om ugen over fællesspisning og en aktivitet. En anden dag kommer mødrene fra familienetværket forbi for at socialisere uden deres børn. Det såkaldte kvindearbejde sker i en række grupper og -værksteder. Nogle gange om ugen er der varmestuelignende tilbud for henholdsvis indvandrere og etnisk danske kvinder i alle aldre. I håndværkstedet Sommerfuglen mødes skrøbelige kvinder med angst og depression over håndarbejde, og i syværkstedet Solsikken sys der puder, tasker m.m. ud af genbrugstøjet. 

Til børnene har man malet en campingvogn rød og indrettet den til et omrejsende kulturværksted, døbt Den Røde Drage. Dragen rejser rundt i byen og giver børn med vanskelige liv en pause fra hverdagen. Der holdes tre sommerlejre for brugerne på Drejervej – én for de danske mødre, én for indvandrermødre og én for brugerne på Hotel Jens. Ud over familienetværket er tyve familier tilknyttet, som der rækkes ud til i forbindelse med udflugter og ferier.  

Sideløbende med aktiviteterne fungerer Drejervej som en åben socialrådgivning, og støtter brugerne i kommunikation med det offentlige, sundhedsvæsen m.m. De er en stadig mere synlig og fast forankret aktør i nærområdet via samarbejde med blandt andet sundhedsplejersker, læger, præster, fritidshjem, væresteder og beboerforeninger. 

Den røde tråd 

Meget har således ændret sig siden åbningen af Drejervej i 1942, mens meget andet er forblevet det samme. Tiden har bragt nye mennesker og nye sociale udfordringer med sig, en opgave Drejervej er vokset med i både bogstavelig og metaforisk forstand. Der er blevet bygget nyt i Nordvest, hvor der nu bor en masse studerende. Hvad der til gengæld forbliver det samme, er at der findes mennesker med alvorligt ondt i livet, og at de finder et åndehul på Drejervej 6. ”Al ære og kredit til mine forgængere, der har lagt virkelig meget hjerteblod i det her sted” siger Hanne. ”Det er så smukt. De har levet og åndet for det.” 

Drejervej fejrede dagen med åbent hus, loppemarked og livemusik.