Fortællinger fra Paradiset

26. maj 2021

Fortalt af leder af Eva Tufte til Martin Lundager Pedersen.

”Jeg har jo været kontormenneske en stor del af mit liv, og lige pludselig var jeg meget udendørs. Alle de her indtryk, alle de her livshistorier. I starten syntes jeg, at jeg blev set meget an. ”Hvad er det for et menneske, der er kommet her? Er hun sådan en myndighedstype, kan vi stole på hende?” Men jeg synes rimelig hurtigt, at vi fik hul på det.”

”Der kan være mange ting, man ikke ved, men som man skal tage højde for, når man kommer ud et nyt sted som Paradiset. Så hvis jeg skulle blive klogere på det her, måtte jeg starte ved brugerne. Så jeg har fået drukket rigtigt meget kaffe med dem på bænkene udenfor!”

”Jeg har været i de blødende hjerters branche hele mit liv. Jeg startede i Ældre Sagen i organisationens begyndelse. Men på et tidspunkt holdt jeg en pause ’, fordi det faktisk sled så meget, at jeg var ved at gå ned med stress. Det er mange år siden, og jeg blev meget klogere af det. Men sådan er det lidt i de ’Blødende Hjerter’. Kunsten er også at kunne passe på sig selv og sige ”nu er jeg hjemme ved ungerne – så er jeg ikke Eva fra Paradiset”. Det har jeg virkelig skullet arbejde på.”

Paradiset 2.0

”De fysiske rammer omkring Paradiset trængte virkelig til en kærlig hånd, da jeg kom til. Vi har dog fået løftet det en del.  Det har været et kæmpe arbejde, men alle har hjulpet til! Brugerne har hjulpet med at slæbe ting ud og ind og gøre det mere charmerende at være her. Det rodede lidt herude, og badeværelset havde bl.a. været brugt til opbevaring. Da vi fik pillet alle de ting, der stod derude, ud, kunne vi simpelthen have åbnet et museum for de sidste 30 års rengøringsmidler!”

Eva peger på to malerier, der pryder væggen. Det ene er et modernistisk maleri, det andet er et klassisk guldaldermotiv af den danske natur.

”De drillede mig lidt i starten og sagde, ”du er da ved at lave et værre mormor-rum her!”

 

Og det kan da godt være, at det ikke er så æstetisk ’korrekt,’ men det er alligevel med til at gøre det lidt hyggeligt at være her. Det bliver endnu mere hyggeligt, når vi får en masse planter herind! Vi har arbejdet med at gøre det lidt mere behageligt at være her, både udendørs og indendørs. Lamperne og malerierne har vi fået ude fra Korshærens lager.”

Eva stopper interviewet et kort øjeblik for lige at ordne noget ude i gården, så jeg sætter mig ved klaveret og spiller lidt for at få tiden til at gå. Efter Eva kommer tilbage, og vi starter interviewet igen, kommer en bruger ind ad døren til skurvognen, vi sidder i, og spørger, om det var mig, der spillede.

”Spiller du klaver?” spørger Eva. ”Vi har lige fået det stemt. Det stemte frygteligt! K (bruger anonymiseret, red.) sagde, at der var en af tangenterne, der lød så dårligt, at han var ved at kaste op, haha.”

”Vi har også en tanke om at starte en sangeftermiddag, når det er blevet lidt mere forår og lidt mindre corona. Selvfølgelig skal vi passe på, så det bliver med afstand og alt dét der. Men der er allerede frivillige, der har meldt sig, og der er flere herude, der spiller musik. Vi er ved at lave et sanghæfte nu, og der er flere, der så kan spille til det. Så kan vi lave lidt kaffe og småkager til, og så kan det jo være, at man ender med at blive hængende efter lukketid og spise lidt pizza sammen. Det er en af de fede ting ved at være herude, at man kan blive her efter lukketid”

”Det handler jo om at blive synlige”

”Sociale medier er noget, jeg arbejder en del med. Jeg synes faktisk, at det er vigtigt at fortælle vores historier – af mange grunde. Det er noget, jeg drømmer om, at vi bliver bedre til. Vi har jo frivillige, der kan hjælpe os dér. Det handler jo om at blive synlige – ikke for at lokke folk til at komme ned og ’glo på os’ men for at styrke kendskabet til vores arbejde, og skabe positive billeder af vores sted.”

”Kort efter, jeg var startet, havde vi et opslag på Facebook, hvor vi søgte frivillige. Det gav ikke rigtigt pote. Vi er jo lige så vigtige for vores lokalsamfund, som banken og kommunekontoret og børnehaven er. Da jeg var ude og hente nogle ting, vi havde ønsket os og fået via Facebook-siden: ”Bortgives i Lyngby-Taarbæk,” – var der mange, der sagde ”Paradiset? Det har jeg aldrig har hørt om.” Dog kan det selvfølgelig være godt for brugerne, at det er lidt afskærmet, så det er lidt nemmere at komme herned og bare være sig selv. Samtidig er fordelen ved denne beliggenhed, at den er vanvittigt central. Vi er jo i gåafstand fra både Lyngby Taarbæk Kommunes Borgerservice, Storcenteret, hovedgaden og stationen. På den måde er det et fedt sted.”

”Vi har jo desværre ikke kunnet holde brugermøder her i starten på grund af corona, men så holder vi ’enkeltmands-brugermøder’ i stedet! Det går ud på, at brugerne skal have lov til at tale om og forholde sig til udviklingen i Paradiset – ”hvordan gør vi mon dét og dét bedst?”  En af mine opgaver er at få talt snakket med dem, der kommer her, og høre, hvad de tænker om de overvejelser, jeg går og gør mig. Og så må jeg selv kode det sammen til et samlet fundament for de strategiske tanker og planer. Der er jo ikke noget, der forhindrer en i at involvere brugerne, selv i corona-tiden. Det bliver bare på en anden måde, end man plejer.”

”Efter at den tidligere leder gik på pension sidste år, og indtil jeg kom til som ny leder, var der nogle måneder, hvor der var usikkerhed om bemandingen, og det har betydet, at der har været en del lukkedage – så mange, at brugerne faktisk henvendte sig til lokale politikere. Jeg synes, det er vigtigt, at vi gør alt for at levere den indsats, som brugerne har brug for!

Eva Tufte overtog lederposten i Paradiset i november 2020, efter den tidligere leder gik på pension. 

Der var vist lidt et rygte om, at det var et lidt utrygt sted at komme. Så vi lavede en ny Facebook-side, og her begyndte vi at tegne et mere positivt billede af stedet, hvor vi kunne fortælle alle de varme og rare historier og dele billeder af nogle af de aktive frivillige. Derudover har vi også ’snyltet’ lidt på nogle af de lokale Facebook-sider i Lyngby. Der er sådan en ”vi hjælper hinanden i Lyngby”-side, som jeg vist drev lidt rovdrift på ved inden for en uge at lægge tre opslag op, som de så pillede de ned igen. Så jeg henvendte mig og forklarede, at det jo ikke var reklame eller noget kommercielt, og at det jo bare var gode historier om noget, der er vigtigt for os alle sammen. Og så kom opslagene op igen. Dér gav det pote, tror jeg. Siden bliver fulgt af omkring 9000 mennesker, og det er jo en stor del af Lyngby. Jeg kunne også se, at der var lokalpolitikere derinde, som begyndte at ’like’ vores opslag. Så det har vi arbejdet og arbejdet på.”

”Vi må jo ikke vise billeder af brugerne (qua Korshærens billedpolitik, red), men vi fik eksempelvis en donation af noget strik, som vi tog et billede af. En af vores brugere bruger størrelse 52 i sko. Han havde fundet et par strømper, der var lyserøde med sådan nogle små gule dutter. Så jeg tænkte, ”jeg tager da et billede af de her kæmpe sko og de her strømper.” Så bliver det en historie om strikkeklubben og hans kæmpe fødder. Sådan nogle billeder må vi jo godt lægge op. Det lagde vi op omkring første februar, og så kom der ellers henvendelser! Det er jo en kommunikativ udfordring ikke at måtte tage billeder af brugerne, men så må man jo sige ”godt, jeg tager imod den ’challenge’.” Hvis historien er god, så gør det ikke noget, at man ikke kan se personen på billedet.”

Bouillonterning af leder-visdom

”Jeg har jo bl.a. siddet i Røde Kors førhen, og derfra ved jeg jo også, at et af deres store værktøjer til at rekruttere frivillige, det er bare Facebook. Og når jeg tænker, at alt det, jeg har lavet tidligere – det kan være alt lige fra kommunikation til fundraising over ledelse, interessevaretagelse, socialfagligt arbejde og strategi – alt det kan jeg koge ned til en bouillonterning, der nu hedder ”Paradiset” og bruge til at lede værestedet. Det er sindssygt fint at opleve, at jeg er gået fra at blive mødt af den dér skepsis i starten, til at brugerne er glade og positive og synes, at det, der sker, er fedt.”

“Noget af det fede ved at være i en organisation som Kirkens Korshær er jo lige præcis dét der med værdierne (”omsorg, nærhed og respekt”, red). Det er ikke bare et eller andet mantra, som man kan bruge som ’pay off’ (en lille tekst eller slogan under et logo, red). Vi er simpelthen nødt til at ’walk the walk’ og ikke kun ’talk the talk’. Også når det handler om pludselige lukkedage.”

Påskudskage

”Det føles virkelig som en storfamilie herude. Der er ret skægt, for folk er meget forskellige. Vi har en del psykisk sårbare, så er der dem med stofbrug, dem med en småkriminel baggrund, de ældre ensomme – det er en sjov blanding. De smelter måske ikke helt sammen, men alligevel sidder de og spiser sammen, deltager i aktiviteter og samtaler. Nogle af dem har kendt hinanden i ret mange år, og kan finde på at drille hinanden. Men det er oftest med en omsorgsfuld undertone. Man siger netop sådan noget til hinanden, fordi man har kendt hinanden og oplevet lidt af hvert sammen i ret mange år. Det er ligesom hvis du siger et eller andet åndssvagt til din storebror, og så bliver der sagt noget igen.”

”Det er ikke længe siden, at jeg oplevede, at der var en af brugerne, der ringede oppe fra stationen og sagde ”jeg stod lige og tænkte, Eva… Har du set X (bruger anonymiseret, red) for nyligt?” X er en af de personer, der er stofbrugende. Jeg havde så godt nok lige set ham to dage forinden, da han var her for lige at hente en ny hue, nogle vanter og et tørklæde. Det fortalte jeg ham, der ringede. Men der havde været en lang periode, hvor X ikke havde været her. ”Aaah, okay,” svarede brugeren, som er en af de lidt mere rå typer. ”Godt, for jeg var begyndt at blive lidt bekymret. Så hvis du ikke lige havde set ham, ville jeg være gået forbi ham og banket på døren!””

“Det er lidt det, der er hernede. Man spotter lige, at der er en anden, som altid plejede at sidde her, som altid kom hver morgen klokken ni – og pludselig var der gået noget tid, hvor han ikke havde været her. Det skete helt konkret i januar, og der tænkte jeg lidt ”hvad gør jeg lige her?” Jeg er jo ansat og kan ikke bare gå ud og banke på en brugers dør – det ville være grænseoverskridende for ham. Men så kom vi i tanke om, at den pågældende bruger havde haft en kage med for nyligt. Vi kunne ikke finde ud af, om det var en gave til os, eller om han havde glemt den og skulle have haft den selv. Så jeg snakkede med nogle af brugerne, og vi blev enige om at tage kagen med, og så var der en af dem, der vidste, hvor han boede.  Vi kørte derop, og en af brugerne, der kendte ham, bankede på og spurgte om ”denne her kage var til os, eller var det din?”. Kagen blev et påskud for at vi kunne besøge ham og finde ud af om han var okay. Det viste sig så, at han havde haft rigtigt mange smerter i sit ben og ikke kunne gå i kulden. Normalt går han ret langt ned til Paradiset. Han blev simpelthen så glad for, at vi kom forbi og for at vi bekymrede os om ham. Så her var det altså en af brugerne fra én gruppe, der bekymrede sig om en af brugerne fra en anden gruppe. Jeg synes, at det er så fint, at de har med hinanden at gøre og tænker på hinanden.”

”De siger ’ej, her er meget hyggeligere at være, end jeg havde troet!’”

”Jeg har fået fortalt, at der har været en periode for år tilbage, hvor nogle følte sig utrygge ved at komme her. Vi har jo både et anegalleri med fotos af tidligere brugere og begivenheder i Paradiset og fotoalbums ovre i billardrummet. De ’gamle’ brugere siger, at 80% af alle dem, der er på billederne, er døde. Det er måske ikke så mærkeligt med det liv, som nogle af vores brugere har levet og lever. Men kommer jo hele tiden nye til. Derfor synes jeg, at det er så sindssygt vigtigt at få Paradiset til at være et sted, hvor man kan være tryg ved at komme. Så kan det godt være, at vi er nogle kantede mennesker – jeg er også et kantet menneske – men kantede mennesker holder vi af!”

”Der var for eksempel en ny i dag, som jeg aldrig har set før. Jeg havde budt ham velkommen og sad og snakkede med ham, og der var også en af brugerne, der var henne og snakke med ham. Han fik at vide, at han var så velkommen til at komme igen. Han havde hørt om stedet, men havde aldrig været her. Han havde et eller andet, som han skulle aflevere til en Kirkens Korshær-butik, og så tænkte han, at lige ville kigge herned først. Jeg tror, at han kommer igen. Jeg har prøvet det flere gange her i løbet af de seneste måneder; folk kommer herned og ser det lidt an. Så snakker vi lidt og får os en kop kaffe. Og så siger de ”ej, her er virkeligt meget hyggeligere, end jeg havde troet!” og kommer derefter dagligt. Det er også derfor, at her skal være pænt og rent og ordentligt – uden at være overdrevet – så man føler, at ”her er jo faktisk meget rart, her kan jeg godt sidde med en kop kaffe! Jeg behøver ikke nødvendigvis at sidde og snakke, jeg kan bare drikke en kop kaffe og så gå igen!””

Livsvidner

”Som menneske har man simpelthen brug for, nogen, der er glad for at se en. Jeg kan sige med hånden på hjertet, at når folk kommer herned… Det er ikke bare noget, hvor jeg sætter et smil på, fordi ”nu er jeg ansat i Kirkens Korshær, og vi har de og de værdier.” Jeg er oprigtigt glad for at se hver eneste af dem, der kommer. Det kan godt være, at de har dårlige dage, og nogle har masser af grunde til at føle sig elendigt tilpas, men jeg har det godt med at arbejde blandt så mange spændende mennesker, og jeg synes, at vi har det dejligt sammen hernede. Vi har mange betydningsfulde samtaler. Det er så vigtigt med livsvidner – mennesker, der ved, hvordan du har det, og måske også ved lidt om hvad du har været igennem. Mennesker, der ved, at du er til!”

”Nu er vi så heldige i Paradiset, at vi har fantastiske frivillige, som også har en fed tilgang til stedet, brugerne og sig selv. Man skal jo have en vis mængde overskud og kunne hvile i sig selv for at kunne give noget til andre. Hvis du for eksempel er enormt bange for stofbrugere eller psykisk sårbare – og dem har jeg da mødt nogle stykker af, altså folk, der kunne finde på at låse døren, for ”tænk, hvis der nu kom en bruger ind” – så skal du nok finde et andet sted at være.”

Varmestuen: lige så uskyldig som caféen nede på hjørnet

”I starten fik jeg at vide, at ”ham dér, han har siddet i fængsel i så og så mange år” og ”hende dér, hende skal du passe på! Hun stjæler alt, hvad hun kommer i nærheden af!” Så tænkte jeg ”hold da op! Godt så… Så putter vi lige alt det der ned i en kasse, og så starter vi forfra og prøver med en anden tilgang; med at starte med at se mennesket.”  Så finder man jo ud af, at hende, ”der stjæler med arme og ben” og som havde så og så mange problemer pludselig begynder at komme her jævnligt og udover mad og fællesskab bliver hjulpet med en masse vigtige ting og med at komme en smule videre i livet. For eksempel til at komme i en lejlighed, hvor døren kan låses, hvilket hun ikke havde før. Der er så mange ting, man kan gøre på et værested – på alle mulige niveauer.”

”Nogle af dem, der kommer her, synes måske i starten, at det er svært at se sig selv som ”en, der kommer på en varmestue”. Men de kan måske ændre lidt på deres billede af en varmestue, når de lærer Paradiset at kende, lige som andre udefra måske også kan ændre lidt på deres billede af varmestue-brugerne. En varmestue er jo lige så ’uskyldigt’ som en café nede om hjørnet, men mere rummelig. Vi vil jo også gerne have, at det er lidt afskærmet, og at man kan få lov til at være kantet for sig selv. Men når man kommer ind, skal man have den der følelse af, at det er ufarligt og trygt, og at det er hyggeligt og rart at være hos os. At der altid er nogen, der bemærker dig, nogen, der lige hilser på dig. Vi siger altid hej – uanset om det er en ny, eller om det er en gammel kending. Det er også der, jeg tænker, at dét der med værdierne – nærvær, omsorg og respekt – er vigtigt. Det handler om at være imødekommende og forstående og om at have en positiv tilgang til folk.”

”Her tror vi på folk. Her har vi tillid til folk. Når man kommer her, skal man kunne være sikker på, at her er der virkelig nogle, der er glade for at se dig og som har lyst til at lytte til dig. Det tror jeg, at vi alle sammen har brug for.”