Stofindtagelsesrum redder liv! Derfor har Kirkens Korshær siden 2013 arbejdet med at tiblyde værdige forhold for landets stofbrugere.

Stofindtagelsesrum

Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum henvender sig til mennesker, som har en stærk afhængighed af stoffer. Her kan man, som stofbruger, indtage egne medbragte stoffer under værdige og trygge forhold.

Kirkens Korshærs holdning er klar: Alle mennesker har umistelig værdi og krav på at blive mødt med forståelse frem for fordømmelse. Også dem, som lever med et aktivt stofbrug. Derfor driver vi stofindtagelsesrum.

Siden 2013 har Kirkens Korshær drevet stofindtagelsesrum. Først i Odense, siden i Aarhus og Vejle. I dag driver vi tre ud af de fem stofindtagelsesrum i Danmark – heraf alle stofindtagelsesrum udenfor København.  

Der er behov for stofindtagelsesrum i Danmark. Det ser vi hver eneste dag. Alene i 2022 var der 41.342 stofindtag i Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum.

Skadesreduktion og akutte behandlinger

I Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum kan stofbrugere indtage egne medbragte stoffer under værdige og trygge forhold. Formålet med stofindtagelsesrummene er at mildne de konsekvenser, som et liv med stofbrug har.

Der er altid uddannet personale til stede i stofindtagelsesrummene. De hjælper og vejleder brugerne, så deres stofindtag bliver så sikkert og sundhedsmæssigt forsvarligt som muligt. Det gør de blandt andet ved at udlevere nyt værktøj til stofindtag – for eksempel kanyler og nåle. Derudover hjælper de brugerne med at scanne for brugbare blodåre. Samtidig har personalet et stort fokus på at uddanne stofbrugerene i god hygiejne. Både i stofindtagelsesrummet og udenfor. Tilsammen er indsatsen med til at mindske antallet af skader og fejlfix i forbindelse med stofindtag.

Derudover giver personalet modgift og ilt i tilfælde af forgiftninger og overdoser. Og så er de ikke mindst klar til at ringe efter akut og livsnødvendig hjælp. Samlet set er der udført 267 akutte behandlinger i vores tre stofindtagelsesrum siden deres oprettelse til og med 2022. Det er potentielt 267 liv, der er reddet. 

Den vigtige brobygning

Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum er placeret sammen med andre sociale arbejdssteder. For eksempel varmestuer og sundhedsrum. Og det er ikke tilfældigt. For det er vigtigt også at kunne tilbyde omsorg, nærvær og respekt. Et måltid mad, rent tøj og nogen at tale med.

Den tætte placering giver endnu flere muligheder for relationsarbejde. Det skaber stor tillid. Det medvirker til - at vi i Kirkens Korshær - kan hjælpe stofbrugerne med det, de ønsker hjælp til. Vi bygger bro til sundhedsfaglige tilbud, socialfaglige tilbud og rusmiddelsbehandling.

Stofindtagelsesrum er medmenneskelig omsorg. De sikrer tryghed og værdighed i ellers kaotiske liv. De bygger bro til et andet liv. Og så sikrer de ikke mindst, at vi møder mennesker i øjenhøjde - også når de ligger ned.

Kontakt
Sille Alstrup Yrt - politisk konsulent

Sille Alstrup Yrt

Politisk konsulent

40 29 15 67

Say@kirkenskorshaer.dk