Korshærsbladet

Med Korshærsbladet stiller Kirkens Korshær skarpt på socialområdet og på livet for socialt udsatte i Danmark. Samtidigt kan man i bladet læse om, hvordan Kirkens Korshær arbejder med at gøre en forskel for nogle af samfundets mest udsatte og sårbare mennesker.

Med udgangspunkt i folkekirkelige værdier har Kirkens Korshær i mere end 110 år arbejdet med at hjælpe socialt udsatte mennesker i Danmark - hjemløse, misbrugere, psykiske syge, ensomme og fattige. Et arbejde, der tager udgangspunkt i de behov og strømninger, organisationen ser i samfundet, og som derfor er under konstant forandring.

I Korshærsbladet dykker Kirkens Korshær ned i samfundsdebatten på socialområdet, påpeger problematikker, foreslår løsninger - og ikke mindst - protestere, når samfundets mest udsatte mennesker bliver trådt på eller svigtet.

Korshærsbladet udkommer tre gange om året og sendes ud til frivillige, medlemmer og støtter.

Sådan får du Korshærsbladet

Tre gange om året bliver Korshærsbladet sendt ud til medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær. Som medlem får du indflydelse på organisationen og det socialt arbejde. Det sker blandt andet igennem de årlige regionale møder, muligheden for at stille op til de regionale Korshærssamråd og Kirkens Korshærs hovedbestyrelse. Et medlemskab koster 290 kroner årligt og kontingentet opkræves i årets første kvartal.

Bliv medlem


Du kan også modtage Korshærsbladet UDEN AT VÆRE MEDLEM. Korshærsbladet sendes nemlig også ud til bidragsydere og støtter. Som bidragsyder er du med til at sikre, at Kirkens Korshær fortsat kan arbejde med og for socialt udsatte, fattige og ensomme mennesker i Danmark. Du bestemmer selv, hvor meget du vil støtte med og hvor ofte.

Bliv bidragsyder

Seneste udgave af Korshærsbladet

TEMA: Fattigdom og afsavn

Den seneste udgave af Korshærsbladet udkom i april 2024. 

Forside til Korshærsbladet om fattigdom og afsavn

I denne udgave af Korshærsbladet kan du læse om, hvordan fattigdom ser ud i Danmark og - ikke mindst - hvad vi kan gøre for at komme den til livs. For i et land hvor nogle har alt, skal ingen mangle det basale. 

Kirkens Korshær foreslår en fattigdomslov, der skal forpligte politikerne til at leve op til deres eget løfte. Mens dansk fattigdomsforsker, Morten Ejrnæs, kommer med tre bud på, hvordan vi bekæmper fattigdom.

Du kan også læse om, hvorfor Cecilie og hendes søn, kun har 1000 kroner at leve for. Om brillekæden Smarteyes, der donerer briller til brugere af Kirkens Korshærs varmestuer. Peter, som er frivillig gældsrådgiver og meget mere. 

Læs tidligere udgaver