Kirkens Korshær og verdensmålene

I Kirkens Korshær arbejder vi med seks ud af FN's 17 verdensmål. Vi vil sætte en stopper for fattigdom, sult og ulighed. Og vi vil fremme sundhed, boliger, der er til at betale og trivsel hos udsatte. Og så vil vi sikre bæredygtigt og ansvarligt forbrug.

Kirkens Korshær arbejder med FNs verdensmål

Afskaf fattigdom

Der burde ikke være mennesker i Danmark, der kæmper med fattigdom. Men det er der. Vi møder dem hver dag i vores sociale arbejde. Det er eksempelvis børnefamilier, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Hvor forældrene springer måltider over eller ikke køber vigtig medicin. Familier, hvor madpakker og vinterjakker er basale mangler. 

Kirkens Korshær arbejder med verdensmål 1

Stop sult

Ingen i Danmark skal sulte. Alligevel hjælper vi dagligt mennesker i Danmark med at få noget at spise - og nok at spise. Det kan være et måltid i en af vores varmestuer. Det kan være en pose madvarer til at klare weekenden - eller det kan være en madpakke til resten af dagen. I Børnecaféen på Christianshavn smører de hver dag 15 madpakker til skolebørn.

Kirkens Korshær arbejder med verdensmål 2

Sundhed og trivsel

Livet på gaden er hårdt. Det tærer på både psyken og fysikken. Udsatte mennesker i Danmark kæmper med et ringere helbred end andre. Når gaden er dit hjem, er det ikke bare lige at få kontakt til lægen. Det er blandt andet derfor vi driver sundhedsrum eller har udkørende sundhedspersonale. 

Kirkens Korshær arbejder med verdensmål 3

Mindre ulighed

Når skellet mellem toppen og bunden i samfundet vokser, bliver vi allesammen fattigere. Udsatte mennesker i Danmark har svære livsvilkår. Er man blevet fattig som barn, kan det sætte kedelige spor i resten af tilværelsen; vanskeligheder med at gennemføre en uddannelse og ringere helbred.  

Kirkens Korshær arbejder med verdensmål 10

Bæredygtige byer og lokalsamfund

Det burde være en selvfølge - en bolig, der er til at betale. Men sådan er det ikke i Danmark. Alt for mange lever et hårdt liv uden et hjem. Det skal vi gøre noget ved. I Kirkens Korshær giver vi tag over hovedet til nogle af dem, der mangler ly i den kolde nat. Vi bakker op om 'Housing First'-tilgangen, når den bliver parret med den rigtige støtte og hjælp til den enkelte. 

Kirkens Korshær arbejder med verdensmål 11

Ansvarligt forbrug og produktion

Genbrug og bæredygtighed går hånd i hånd. Når du handler i en af vores genbrugsbutikker, eller donerer tøj, ting eller møbler til os, hjælper du ikke kun udsatte mennesker i Danmark. Du hjælper også vores fælles omverden og klima. 

Kirkens Korshær arbejder med verdensmål 12