Tro er kærlighed
Hver søndag holdes der korshærsgudstjeneste i Mariakirken på Vesterbro. I søndags prædikede chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, med udgangspunkt i Lukasevangeliet, om kærlighed og tro, at give og tilgive.
Søndag den 28. august prædikede chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, i Mariakirken på Vesterbro. Læs hendes prædiken her:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by.
Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.
Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«
Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!«
»En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«
Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.«
Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«
Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.«
De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
Den, der elsker meget, skal få meget. Den, der elsker lidt får kun lidt. Det er noget, vi kan forstå, ikke? Det virker da meget fair. Man giver noget, man får noget.
Teksten til i dag taler om noget, vi bliver ved med at høre om. Særligt i politik: Noget for noget. Faktisk er det hele grundlaget for det samfund, vi har bygget op her i Danmark. Man har nogle rettigheder, og så har man nogle pligter. Hvis man vil nyde, så må man yde.
Måske er det det, folk mener, når nogle med et smil på læben siger, at Jesus er en af menneskehedens største socialdemokrater. For på mange måder er teksten til i dag jo et herligt forvarsel om det danske velfærdssamfund. Man yder noget, man får noget. Du giver, du tager.
Jeg ved ikke med dig, men for mig er det faktisk også det, der gør dagens tekst svær.
Den skubber til os – og jeg ved ikke med dig – men den irriterer mig faktisk. Ret meget! Som en uldtrøje, der kradser. Som en lynlås, der niver en i halsen.
Og det er da helt mærkeligt det der. Bevares, vi har da hørt om alt det der i det gamle testamente med øje for øj, tand for tand. Men alt det gør Jesus jo op med. Gør han ikke?
Altså, helt ærligt!
Vi hører da ikke andet end at Jesus, Guds søn, en del af den hellige tre-enighed, han elsker os. Uanset hvad. Betingelsesløst. At der intet, vi kan gøre, sige eller mene, som kan rokke ved Guds uendelige kærlighed. Uanset hvad du har gjort. Uanset hvem du har gjort noget i mod.
Det hører vi jo også i teksten i dag – selv de største syndere er omfattet af Guds kærlighed.
Så hvorfor, hvorfor skal vi dog nu lige pludselig til at gøre noget for at fortjene kærligheden?
Jeg troede da at Guds kærlighed var til mig, bare fordi jeg er et menneske? Fordi Gud har skabt mig i sit billede. Har skabt mig som et menneske, umistelig og uendeligt værdifuld.
Mariatjenesten er et anonymt tilbud for alle socialt udsatte, hjemløse og ensomme, som har brug for ro, hvile og et afbræk fra hverdagen. Uanset køn, kulturel baggrund eller andet – alle er velkomne. Mariatjenesten holder til i Mariakirken på Istedgade.
Skal jeg nu til at gøre alt muligt?
Rende rundt ligesom kvinden i dagens tekst og synde til højre og venstre, bryde ind i fester og middage, jeg ikke er inviteret til, og begynde at gøre gode gerninger for middagsgæsterne? Skal jeg tage en gammel dame under armen og følge hende over fodgængerfeltet herude foran kirken på Istedgade?
Hvad er det egentlig for noget?!
Ro på. Læs lige med igen.
Læse, læse, læse … Jo her. Til slut! Pointen.
»Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« siger Jesus til kvinden.
Åh. Aha. Nu forstår jeg. Det er ikke alt det, hun gør. Det er ikke, da hun vasker Jesus’ fødder med sine salte tårer. Eller da hun tørrer dem igen med sit hår. Det er ikke, da hun olierer hans fødder og bliver ved med at kysse dem.
Det er ikke det. Faktisk slet ikke. Slet ikke.
Det er det, alle de gerninger udtrykker. De udtrykker noget helt grundlæggende:
De udtrykker hendes tro. Gerningerne udtrykker hendes kærlighed til Jesus.
Det er det, han mener, når han siger, at den, der elsker meget, får meget.
Hun tror. Hurra og halleluja. Det er så simpelt, som det hele tiden har været. Jeg skal bare tro.
Farisæeren – ham husker du nok – han tror ikke, for han er jøde.
Og hvad gør han? Ja, han gør intet af det, man normalt ville gøre, når man indbyder en gæst; byder ham velkommen, gør, hvad man kan for, at han er tilpas.
Men det gør kvinden. For hun tror. Og med troen har hun noget ægte værdifuldt. Hun kan elske. Og hun kan elske med sine handlinger. Hun kan vise omfanget af sin kærlighed med alt det, hun gør for Jesus.
Og det er også her vi som moderne mennesker på Vesterbro virkelig kan spejle os i kvinden. Nok er hun en af de største syndere i byen, men hun tror, hun elsker og hun er elsket. Og derfor er hun tilgivet.
I dag opdager vi, hvor stor og stærk en forbindelse der er mellem vores tro og vores kærlighed.
At de hænger sammen. At tro er kærlighed. Og at når vi elsker allermest, kan vi også tilgive allermest. Og når vi elsker og tilgiver, så er vi allermest mennesker, skabt i Guds billede.
For når vi tror, når vi elsker og tilgiver, så er vi der for hinanden.
Vi giver slip på os selv og overgiver os til hinanden. Og den kærlighed – hvad enten den er mellem et kærestepar eller mellem venner – uanset karakteren af kærligheden, så er den et udtryk for den gave, vi har fået af Gud.
Vi åbner den op med vores tro, og vi deler ud af den med hengivenhed og håb.
Hver søndag aften holdes der en særlig korshærsgudstjeneste i Maria Kirken på Vesterbro. En gudstjeneste som holdes i Kirkens Korshærs ånd, hvor der er højt til loftet og en lidt løsere form, som spejler livet som socialt udsat menneske.
Fire gang om året er der chef for Kirkens Korshær Jeanette Bauer, som står for gudstjenesten.
I Kirkens Korshær og her i Mariatjenesten lever vi den tro.
Vi deler ud af den uden krav og forventninger. Vi lever troen med vores gerninger for at støtte og hjælpe et medmenneske. For at give håb. For at give fællesskab. Et sted at høre til. En pause fra livet udenfor. Fra hverdagen.
Men i modsætning til Jesus i dagens tekst, så er der ingen krav fra os. Vi vil ikke have noget af dig. Du skal ikke give os noget. Du skal ikke gøre noget. Du skal ikke engang være i live, for vi er der også for dig i døden. Og når du er væk, husker vi dig.
For i Kirkens Korshær og Mariatjenesten er ikke noget for noget.
Vi er noget for nogen.