Der kommer fodfæste i stemmen
Vi har spurgt fire repræsentanter for Kirkens Korshærs sociale arbejde, hvordan de i hverdagen oplever ensomheden og arbejder med at skabe mere fællesskab i brugernes liv. I dag fortæller Lone Lilør Kristensen fra Sct. Nicolai Tjenesten.
Af Lone Lilør Kristensen, Psykolog, Sct. Nicolai Tjenesten, Kirkens Korshærs anonyme rådgivnings- og samtaletjeneste.
Vores brugere har tit svære livsomstændigheder, sorg, smerte og sygdom, som har gjort, at de bliver hægtet af samfundet. Der er vi generelt ikke så gode til at møde det anderledes. Men hvad er det rigtige liv? Der er en fortælling om, at man skal arbejde, til man segner for at være en god samfundsborger. Mange af vores brugere ville gerne være del af arbejdsfællesskabet, men får ikke muligheden. Det ville afhjælpe ensomheden at være en del af noget. Men hvis man aldrig føler sig som en del af noget, så bliver det til ensomhed. Man bliver tilskuer til livet.
Jeg oplever, at ensomhed og kedsomhed går hånd i hånd. Det kan være fint at kede sig i et par dage, det kender alle til. Men hvis der aldrig sker noget som helst, du ser ingen mennesker, dem, du taler med, har du ingen nære relationer til – det gør dig demotiveret og træt. Det kan påvirke både søvnen og den mentale tilstand. At så mange har brug for os, vidner om, at der er mange ude i stuerne, som ikke er inde i fællesskabet. Men hvor kunne de byde ind med meget! Der er så mange hoveder og hjerter, som slet ikke bliver brugt i vores samfund.
Ofte kan jeg høre fastheden i stemmen vende tilbage, når jeg har talt med dem en stund. Der kommer fodfæste i stemmen. Når man er ensom, er det som om, man svæver rundt. Der er ikke noget at holde fast i. Så har man brug for et andet menneske at holde lidt i hånden. Lige at mærke en anden, mærke, at der er en ved min side. Det kalder jeg evangelium i praksis. Det smukkeste er, når vi er der for næsten, ved siden af hinanden.
Jeg talte på et tidspunkt med en meget forsagt kvinde, hvor det viste sig, at hun havde en kæmpe viden om orkidéer. Pludselig fortalte hun løs. Det at få lov at fylde, at få en identitet, at hun for en gangs skyld kunne være den kloge – det vokser man af. Men ensomheden, den gror mug på en. Man glemmer, hvad man kan og ved noget om. Hvad man har med sig.
Det er også vigtigt at kunne være fælles om, at noget er svært. Fælles om det at være menneske. Men vi er ikke ret rummelige overfor mennesker, der er skæve og kantede. Vi skal turde møde hinandens skævheder og psykiske udfordringer, og vi skal være interesserede, ikke kun interessante. Det er, som om vi lytter til andre som afsæt til at tale om os selv. Derfor er det en god øvelse at lade være nogle gange. At tage en sund pause fra sig selv. Vi lever i en tid, hvor det hele handler om mig. Det er Kirkens Korshærs arbejde et forsøg på et brud med. Vores frivillige skal kunne udholde ikke selv at være midtpunkt. Hvis man altid tager afsæt i sig selv, bliver man ikke en god lytter, og så bliver den, der ringer herind, dobbelt ensom.
Jeg synes, det er rart at være alene, når jeg kommer hjem om aftenen. Det er et privilegium at have det sådan, og det er der mange, der ikke oplever. Jeg forbinder det med at føle sig elsket. Der skal nogle ressourcer eller en ”kærlighedsbank” til at kunne udholde være alene og ikke blive ensom af det. Men hvis man hele tiden er alene, bliver det til ensomhed. Hvis man aldrig har været elsket og mødt. Nogle har ikke oplevet, at nogen, bare ét eneste menneske, har syntes, de var fantastiske. Hvis man har det med sig, så er det næsten en evig ensomhedsfølelse, uanset – for den kommer igen. Man har ikke den kærlighedsbank at tage af.
Mennesker har brug for hinandens spejl, for at se, at vi har værdi. Det at blive mødt og træde frem, som den man er, det gør, at man føler sig som en del af noget. At man ikke går i et med tapetet. Man bliver personen, MIG, på stolen. Man fylder lige pludselig med sig. Det er meget smukt. Det har vi brug for! For det bekræfter, at man er i live endnu. Det, at der er nogen at sige godmorgen og godnat til. God påske og glædelig jul. At samtale og være der for hinanden, lytte og ville hinanden, det er lige så vigtigt som at spise, drikke og sove.
Indlægget blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #2 2022. Du kan læse mere om Korshærsbladet, og hvordan du kan modtage det her.