Ensomheden opstår, når det koster penge at få fællesskab
Vi har spurgt fire repræsentanter for Kirkens Korshærs sociale arbejde, hvordan de i hverdagen oplever ensomheden og arbejder med at skabe mere fællesskab i brugernes liv. I dag fortæller Maria Mistarz Benzon, leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Lolland og Falster.
Af Maria Mistarz Benzon, leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Lolland og Falster.
Vi skiller os ud på Lolland og Falster på grund af geografien. Vi har mange spredte byer, og ensomheden er stor, især for de hjemløse og dem, der bor udenfor de større byer. Vi oplever, at det er en anden form for ensomhed, vi har her, end den, der findes i storbyerne. De udesovende laver ikke fælles lejre, som de gør andre steder. Langt de fleste sover alene i skoven, under en presenning eller på et toilet på banegården.
Mange, som flytter hertil, har en romantisk fantasi om, at det er lidt som en Morten Korch-film på landet. Men lægen ligger to busser og en togtur væk, og det er dyrt i transport. Bare det at handle eller finde fællesskab betyder udgifter til transport. Ensomheden opstår, når det koster penge at få fællesskab. Sat på spidsen, skal du være heldig, hvis der går én bus om dagen i små byer som Errindlev og Rødbyhavn. Derfor har vi oprettet en udekørende enhed, hvor vi tager ud til de udesovende mennesker. Vi tager ud og hilser på og ser, hvad vi kan hjælpe med.
Her er de frivillige lige så meget socialarbejdere, som de lønnede. Der er ingen løn og ingen egen vinding i relationen. Ingen er bundet op på noget. Kommer der nogen, som har overskud, så kan de blive frivillige. Så spørger vi for eksempel: Kan du ikke vande blomster? Det betyder, at man får en rolle, at man bliver betydningsfuld.
Det vigtigste som frivillig er, at man er her. Vi har en frivillig sygeplejerske, som gerne til at begynde med ville komme en gang om måneden. Hun blev ikke en del af os. Men da hun begyndte at komme en gang om ugen og også serverede kaffe og sad og strikkede, så fik brugerne tillid til hende. Vi har også prøvet det med socialrådgivere, der gerne ville give nogle timer. Men det duer ikke. Tilliden opstår først, når man sidder og taler med hinanden. Når der er god tid.
Det, vi øver os meget i her, er, at vi har et fællesskab med brugerne. For eksempel har vi fællesspisning kl. 12. Alle sidder med. Hvis en bruger sidder alene, går en fra personalet over og spørger, om man må sidde der. Vi blander os med hinanden; frivillige, ansatte og brugere.
Vores faglighed består blandt andet i at skabe den gode relation. Det kan være svært at tale med et menneske, der har ondt i livet. Man har lyst til at gøre noget: Ringe til lægen, følge vedkommende til tandlægen. Vi er så vant til at fixe ting. Men her skal du kunne være til stede i relation med et menneske, der lider, uden at fixe det. Og det kan være svært. Vi har sindslidende, prostituerede og hjemløse blandt brugerne. Det kribler jo i os for at tage dem med hjem.
Den første juleaften, jeg var her, havde jeg min familie med. Da vi gik herfra, havde min mand tårer i øjnene. Han kunne ikke rumme, at tre mennesker skulle ud i skoven og sove på en juleaften. Vi har jo et gæsteværelse, sagde han. Men husk, de er hjemløse de andre 364 dage om året. Det er ikke en invitation til gæsteværelset, der hjælper, for hvis det kun handlede om en bolig, så var der ikke hjemløshed. Det at være frivillig hos os er at kunne være til stede med et menneske, der lider. Vi skal kunne være sammen om at have det svært. Det kan skabe håb om, at det kan blive bedre. Og vi kan give lindring: Mad, et bad, en henvisning til noget tandpleje.
Og det er så fedt, når det lykkes! Vi har en gut, som er sidst i 50’erne, som har været sindslidende det meste af sit liv. Han var meget plaget, frygtelig ensom, dybt forgældet og fik masser af medicin, da vi mødte ham første gang, men ingenting hjalp. Lige så stille fik vi lidt overblik over økonomien. Han var på førtidspension og skyldte 600.000 kroner til Skat. Dem fik han eftergivet, blev gældfri og fik en ny psykiater. I dag er han næsten ude af medicinen, har et fritidsjob og har kontakt til alle sine børn. Nu kommer han her for at sige tak for hjælpen.
Det er det, vores fællesskab kan – give det lille puf. Det er fagligheden og det, at vi er oprigtige. Vores metode går ud på at spørge og lytte, at give empowerment - magten er din, det er dit liv. Jeg præsenterer mulighederne for dig, men du vælger. Jeg dømmer ikke, giver ingen råd og laver ingen handleplaner. Ingen forpligter dig. Du kan komme næste dag igen og være pilskæv. Vi har ingen forventninger. Netop det betyder enormt meget. Og de er fantastiske, de frivillige, der tør være i det. Det, at nogen siger: Jeg sidder her, selv om du har det svært. Det kan faktisk give forandringen.
Vi er på ”gøre-holdet” i stedet for ”snakke-holdet”. Jeg er ikke en smart akademiker – jeg er socialhåndværker. Og fællesskabet opstår, når vi gør noget sammen. Vi har for eksempel lige været på tur til Femern Bælt, og om en måneds tid skal vi til Knuthenborg. Vi har ikke en masse smarte ord, men vi gør noget, og det virker.
Indlægget blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #2 2022. Du kan læse mere om Korshærsbladet, og hvordan du kan modtage det her.