“Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen"

Tekst: Ian Ørtenblad, sognepræst og formand for Kirkens Korshærs hovedbestyrelse

I det første nummer af Korshærsbladet i 1912 er der en hilsen til ”den nye Broder” (Kirkens Korshær) fra Harald Ostenfeld, der var biskop over Sjællands Stift (1911-1922), og da Københavns Stift blev oprettet, blev han dets første biskop (1922-1932). Så i en vis forstand var det en hilsen fra Folkekirkens førstemand til Kirkens Korshær og et udtryk for det gode samarbejde, der skulle tage sin begyndelse.

Ostenfeld tager afsæt i dette skriftsted: ”Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen.” (1. Kor. 9,22a). Og det er tydeligt, at den nye arbejdsform, som Kirkens Korshær står for, i en vis grad bydes velkommen, fordi der i arbejdet kan rækkes ud til dem, der ellers var uden for rækkevidde, ja, til så mange som muligt skal ”Jesu Kristi Evangelium” rækkes, for ”at de maa erfare dets frelsende Kraft”. Og når man medtænker, at der på den tid nærmest var en vækkelse i København, så aner man, at målet med det nye arbejde også er, at flere må blive frelst – og færre være fortabt. Ikke kun fortabt i forhold til at klare deres liv, men fortabt i den betydning, at de på dommens dag står uden for Guds kærlighed.

Som Johannes Nissen skriver i sin bog ”Diakoni og menneskesyn” (2008), er det indimellem hændt, at ”den hjælp, som er blevet givet til fattige og sultne mennesker, [er] blevet set som en genvej til at omvende mennesker, for at de kan blive kristne”. Det vil sige, at hjælpen til den nødstedte mere er et middel end et mål. Og det vil sige, at der sker en opdeling af dem, der har deres på tørre og så dem, der er på vej til gå planken ud, de frelste og de fortabte.

Sådan tænker vi ikke i Kirkens Korshær her 110 år senere. I dag skal man ikke bede Fadervor, før man får sin suppe – men vil man bede Fadervor med nogle, når man har spist, er det bare at sige til. I dag ser de frivillige og ansatte ikke sig selv som frelste og brugerne som nogen, der er på vej til at være fortabte – men vi ser os som ligestillede i vores fælles håb om Guds nåde på den yderste dag, hvor ingen af os kan retfærdiggøre os selv.

”Jesu Kristi Evangelium” har stadig betydning, men det er som en drivkraft for frivillige og ansatte og som et værdigrundlag, der står som et fortegn for arbejdet. Og der er stadig et godt samarbejde mellem Folkekirken og Kirkens Korshær her 110 år senere, hvor der er mere end 20 korshærspræster landet over. Og selvom vi ikke kan gøre alt for alle, så kan vi gøre noget for nogen, når vi skaber øjeblikke af nærvær, omsorg og respekt.

Artiklen blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #3 2022. Du kan læse mere om bladet, og hvordan du modtager det her.