Indlæg

110 år - og vi bliver ved

I anledningen af 110 års jubilæet har chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, skrevet om alt det Kirkens Korshær har været og stadig er. Om hvorfor Kirkens Korshær bliver ved med at være der, selvom vi ville ønske, det ikke var nødvendigt

Jeanette Bauer

Skrevet af Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær

Fra starten i 1912 har Kirkens Korshær været der, hvor ingen andre er.

Gennem tiden har det været meget forskellige indsatser. Meget forskellige mennesker. Senge til mennesker, der ellers måtte sove på gaden. Daginstitutioner til småfolk. Kontakt og medmenneskelighed til indsatte i arresthuse. En interesseret lytter til mennesker i ensomhed og fortvivlelse. Et værdigt alternativ til stofindtag på gaden. Dækning af basale behov med mad, tøj, bad.

Nærvær, omsorg og respekt til hver og en.

Og så fortæller vi danskerne om det, vi ser, hører og oplever. Vi taler for nogle af de mennesker, der ikke har så let ved at tale selv. Vi protesterer og råber op. Det er en af vores fremmeste opgaver – og også den bliver vi ved med. I bund og grund kunne jeg ønske, at Kirkens Korshær ikke behøvede at eksistere. At der ikke var mennesker, der havde behov for os. At en sårbar og fattigbørnefamilie kunne leve en tålelig tilværelse uden at skulle stå med hjerteskærende valg mellem mad eller medicin. At ingen skulle bo på gaden.

Samfundet har heldigvis bevæget sig, men der er fortsat armod og nød i Danmark. Derfor bliver vi ved. Vi bliver ved, fordi det er vores pligt. Fordi hvert enkelt menneske er skabt i Guds billede, og som sådanfuldkommen umisteligt og uendeligt værdifuldt. Vi bliver ved, fordi vi i ord og gerning lever evangeliet i en fast tro på, at det at være menneske, det er at være elsket.

Vi kunne ikke være Kirkens Korshær, hvis ikke I var her sammen med alle os andre, og stod skulder ved skulder med os alle
Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær

En kæmpe tak til alle dem, der er gået før og foran os. Tak for alle de kampe, I har kæmpet. Tak for alle de små øjeblikke, I har gjort store. Tak for det, I har skabt i og med Kirkens Korshær. Vi kunne ikke være her med Kirkens Korshær, hvis ikke vi stod på skuldrene af jer, der kom før. Og tak til alle jer, der lige nu er en del af Kirkens Korshær. Vi kunne ikke være Kirkens Korshær, hvis ikke I var her sammen med alle os andre, og stod skulder ved skulder med os alle.

Alle mennesker er lige meget værd. Alle mennesker fortjener at høre til. Og alle mennesker fortjener, at være noget for nogen – og de fortjener, at nogen er noget for dem. Det er vi i Kirkens Korshær. Det har vi været i 110 år – og så længe behovet er der, bliver vi ved.


Indlægget blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #3 2022. Du kan læse mere om bladet, og hvordan du modtager det her.