Magiske øjeblikke i natten
Betty var 14 år første gang, hun sov på gaden, og har været ramt hjemløse i flere perioder af sit liv. Mens hun boede på gaden, kom hun i kontakt med Kirkens Korshær, der i en periode blev noget, der minder om et hjem.
Aftenmørket har lagt sig over Aarhus, og gruppen er ved at bryde op. Som så mange gange før skal Betty til at finde et sted, hvor hun finde lidt læ og et sted at sove for natten. Noget, der igennem årene er blevet stadigt sværere i takt med, at byens bygninger har fået installeret dørtelefoner og portene låse.
- Hvorfor sover du egentligt aldrig nede hos Kirkens Korshær?, spørger en af de andre.
Betty trækker på det. Hun kender godt til Kirkens Korshærs døgnvarmestue og har været forbi et par gange, når hun har ledt efter sin pusher eller manglet en kop billig kaffe at varme sig på. Men hun føler ikke rigtigt, at det et sted for hende. Nu har vinteren midlertidigt lagt sig over Aarhus og det er frysende koldt. Så denne aften lader hun sig overtale og følger med ned til Nørre Allé.
I døgnvarmestuen får hun hjælp med at skrive sig op til overnatning. Kommer på listen over dem, der godt kunne tænke sig en af de fire sengepladser, der er i et separat rum og kommer med dyne og hovedpuden. Pladser som personalet hver aften giver til de mest trængende. Hun får at vide, at det ellers er muligt at sove på en af sofaerne eller i den store fælles sovesal, hvor man selv skal have sovepose med, og lyden og lugten af mange sovende mennesker ligger tungt.
Hun er heldig. Får en seng og bliver ført ind i det lille lokale, som bliver låst af om natten. Hun kravler ned i sengen og putter sig under dynen, hviler hovedet på hovedpuden. Da hun ligger der, begynder tårerne stille at trille ned ad kinderne. For første gang i meget, meget lang tid kan hun få lov til at sove i fred og ro. Følelsen er ubeskrivelig.
Den aften står lysende klart i hendes hukommelse selv flere år efter. Ikke fordi, at den blev et vendepunkt i hendes liv, det som fik hende tilbage på rette spor. Men fordi… Betty, som ellers aldrig mangler ord, kæmper med at finde de helt rette.
- Omsorg, siger hun til sidst og lader ordet hænge i luften.
Magiske øjeblikke i natten
En aften bliver til to, der bliver til mange. Betty begynder at sove fast hos Kirkens Korshær, og med tiden begynder hun også at komme i varmestuen på andre tider af døgnet. Om dagen er der et evigt rend ind og ud ad dørene på det store røde murstens hus på Nørre Allé. En hektisk aktivitet og en masse praktiske gøremål, som personalet skal klare. Derfor er det også tiden efter, at mørket og roen af sænket sig over stedet, som hun holder mest af hos Kirkens Korshær.
Når aftenroen sænker sig, er der der overskud til, at man skubber sofaerne sammen og ser en film i fællesskab. Eller at man tager ludospillet frem fra skabet. Og mens terningerne ruller over brættet, for en stund glemmer alle andre bekymringer.
- I de øjeblikke var der næsten en hjemlig hygge, og det er det tætteste nogen af os kommer på duften af hjemmebrygget kaffe og et sted at høre til, fortæller hun.
- Om aftenen og natten opstår nogle helt magiske øjeblikke.
Nogen skal række ud
Med tiden bliver Betty et fast indslag hos Kirkens Korshær og Værestedet, et aarhusiansk tilbud til socialt udsatte, men hun har stadig svært ved at se sig selv som en af brugerne. Selvom hun gennem flere perioder af sit liv har levet på gaden og kæmpet med et stofmisbrug, vil hun ikke stå ved det. Kan ikke se sig selv som værende, hverken hjemløs eller narkoman. Derfor opsøger hun heller ikke hjælpen og går uden om personalet på både Værestedet og Kirkens Korshær.
- Det er ikke fordi, at jeg nogensinde har set ned på Kirkens Korshær eller de andre brugere. Men jeg vidste godt, at dem som virkelig brugte Kirkens Korshær og Værestedet var nogen, som havde brug for hjælp. Det ville jeg ikke erkende. Derfor endte jeg også med at komme meget langt ud før end, at jeg fik hjælp, siger hun.
Det starter, som de ofte gør i Kirkens Korshær, med en kop kaffe. En aften da roen har sænket sig, sætter en fra personalet sig ved Bettys bord. De falder i snak. Næste gang hun kommer, taler de igen. Langsomt åbner hun op, fortæller sin historie.
Fortæller om barndomshjemmet, som på overfladen var pænt og ordentligt, men præget af faderens druk og sidespring. Om forældrenes skilsmisse, der rev tæppet væk under hende. Om det oprør, som får hende til at stikke af hjemmefra som 14-årig, hvor hun første gang sover på gaden.
Overfor dem i personalet, hun bliver tættest med, begynder hun også at fortælle om sin datter. Om hvordan datteren som 15-årig flyttede hjemmefra, fordi hun ikke længere kunne holde ud at se, hvordan hendes mor forsvandt stadig længere ind i stoffernes tåger.
- Hvis de bare havde spurgt mig om, hvad jeg havde spurgt om, havde jeg nok råbt: ’en bolig’, siger hun og ruller med øjnene af sig selv.
- Men fordi de kommer und under huden på mig, er det andre ting, vi får talt om. Vi taler om mit forhold til min datter, hvordan jeg har smadret hende og vores relation. Hvordan det eneste jeg nogensinde har ville var at give hende alt, men endte med at svigte.
Den overdøvende stilhed
Når man er vant til at leve på gaden, eller komme steder som Kirkens Korshær og Værestedet, så er der selv på de stille dage larm. Der sker altid noget omkring en. Der er frustrationer og glæder. Gode og dårlige dage. Men da Betty efter tre år på gaden, får bevilliget en bolig af Aarhus Kommune tilbage i 2014, er der pludselig stille. En stilhed, som er så overdøvende høj, at hun næsten ikke kan være i den. For med stilheden kommer alle tankerne, dæmonerne, som hun kalder dem.
I mange år har hun kokset, når hun skulle sove. Taget så mange stoffer, at det slog hende ud. Hun har helt glemt, hvad det vil sige at falde i søvn uden. I stedet spjætter hun og roder rundt under dynen, hver eneste aften, mens dæmonerne farer rundt i hovedet.
Om dagen flygter hun fra lejligheden. Tager den første bus indtil midtbyen og den sidste bus hjem. Hun tilbringer dagen på Værestedet eller hos Kirkens Korshær, præcis som hun plejer at gøre det. Indtil en medarbejder en dag trækker hende til side og siger:
- Betty, du bliver nødt til at lære, at være i din egen bolig.
Hun ved, at han har ret. Men det er svært for hende.
Der skal hjælp til
Hjemløshed har aldrig været en permanent tilstand for Betty. Men det er på mange måder det eneste hun kender, det hun kan finde ud af. Med den nye faste adresse kommer også rudekuverterne, og dem ved hun ikke, hvad hun skal gøre med. Så hun vælger bare at lade være med at åbne postkassen, der langsomt fyldes op. Og så en aften, da hun kommer hjem med bussen, er der blevet slukket for strømmen.
Et øjeblik er hun ved at gøre det, hun altid har gjort. At pakke rygsækken og skride fra det hele.
Men i stedet ringer hun til Erik og Jette, som hun gennem Værestedet har fået kontakt til, og som er blevet hendes kontakt- og støttepersoner i overgangen til egen bolig. De kommer med det samme med en batteridrevet lampe under armen. Og et par dage senere tager de hende med i banken for at åbne en budgetkonto - noget hun aldrig har haft. Uden deres hjælp og støtte, var det nok ikke gået, siger hun i dag.
- Jeg har altid sagt, at vi skal have housing first i Danmark. Men i dag er jeg ikke længere så sikker på, at det er nok. Man skal ikke bare følge folk til dørs, men gå med dem helt ind over dørtærsklen og hjælpe dem med at lære det, siger hun.
Et svært farvel
Det er stofferne, der altid har været det helt store problem. Grunden til, at hun gang på gang må flytte eller bliver smidt ud, når regningerne vokser hende over hovedet eller problemerne banker på døren. Hun har prøvet det meste. Har været på misbrugscenter, fået metadon og taget en kold tyrker, har flere gange lagt dem på hylden – men hun er altid faldet i igen. Det eneste hun aldrig har gjort, er at fjerne sig helt fra miljøet. Men nu vender hun ryggen til gaden og siger endegyldigt farvel.
- Det kan lyde mærkeligt, men det var en stor sorg for mig. Gadens folk havde igennem så mange år været min familie, alt jeg havde, men nu vendte jeg det hele ryggen. De første par år havde jeg øjeblikke, hvor jeg spurgte mig selv: ’Hvorfor er det egentligt, at jeg siger farvel til alt det her? Hvor er jeg på vej hen?’. Jeg var så ensom, siger hun.
Det er ikke kun gaden hun ligger bag sig, men også Kirkens Korshær, for hun er bange for at falde i. Da hun holder op med at komme på varmestuen, mister hun kontakten til det personale, som har betydet så meget. Det føles som om, at de aldrig rigtigt har villet hende. Hun er vred, ked af det og føler sig vraget.
- Jeg havde nok forventet, at de stadig ville bekymre sig, men det føltes ikke sådan.
I dag ved hun, at sandheden nok ligger et sted midt i mellem. For når hun møder personalet rundt omkring i Aarhus, hilser de altid på hende. Ikke som en tidligere bruger, men som et menneske. Og en gang imellem ringer telefonen, og en af dem er i røret og vil sige, at de har hørt om hendes seneste succes. Det luner.
- Som mennesker vil vi alle sammen gerne være holdt af. Vi vil gerne have, at de mennesker, vi har med at gøre, bekymre sig oprigtigt og ikke bare gøre et, fordi de får penge for det.
En lykkelig slutning
Det er næsten syv år siden, at hun lukkede døren til det kapitel bag sig. Syv år, hvor hun langsomt har lært at være i egen bolig og at håndtere livets op og nedture uden stoffernes hjælp. Nu er hun flyttet for sidste gang, har efter et rodløst liv endelig fundet et sted, hvor hun har lyst til at slå rødder.
Hun rejser sig fra bordet i spisestuen, hvor hunhar siddet og fortalt sin historie. Går over til køkkendøren og ryger en smøg, mens hun kigger ud over haven mod havet, der kan skimtes gennem vinterdisen.
- Det er stadigt ikke gået op for mig, at jeg er nået helt hertil. At jeg nogensinde skulle være heldig nok til at få et rigtigt hjem. Men jeg har aldrig før følt mig så meget hjemme, som jeg gør her. Jeg føler mig lykkelig. Er lykkelig.
Kirkens Korshær tror på, at de mennesker, som kommer på vores sociale arbejdssteder skal have et fristed hos os. Som udgangspunkt altid anonymitet, når vi fortæller deres historie. Derfor fremstår Betty også kun med fornavn, selvom hun ikke længere er bruger af Kirkens Korshærs tilbud. Organisationen er bekendt med hendes fulde navn.