Trækvogn med Kirkens Korshær flag, der holder foran varmestuen i Herning.

Kirkens Korshærs sociale arbejde under nedlukningen af Danmark

Analysenotat om nedlukningen af samfundet i foråret 2020.

Sammenfatning

Den 13. marts 2020 lukkede store dele af det danske samfund ned i et forsøg på at dæmpe smitten af covid-19. En nedlukning og efterfølgende gradvis genåbning af samfundet, som havde konsekvenser for alle, ikke mindst samfundets allermest udsatte borgere.

Fælles for mange af dem har været en forvirring og usikkerhed, som opstod da samfundet omkring dem lukkede ned. At de havde svært ved at få dækket helt basale behov som mad, bad og varme. Men også, at det var en periode, der blev oplevet som værende meget ensom, og hvor den manglende kontakt til andre mennesker har tynget psyken, ført til mistrivsel og for nogen betydet er øget misbrug.

Som samfund skal vi tage hånd om landets mest sårbare mennesker, og særligt i en krisetid skal vi sørge for den nødvendige hjælp. Derfor valgte Kirkens Korshær at fortsætte sit sociale arbejde, da store dele af den private og offentlige sektor lukkede ned i marts 2020. 

Under nedlukningen har knap 90 pct. af Kirkens Korshærs sociale arbejde været åbent eller delvist åbent og har skullet tilpasse sig en ny virkelighed. Derfor har man mange steder fundet på nye måder at gå til arbejdet på i form af et øget fokus på det opsøgende arbejde, televarmestuer, varmestuer to-go og med nødherberger.  

Samtidigt har man flere steder i landet haft fokus på et øget samarbejde med det offentlige system. Blandt andet i Slagelse, hvor kommune og varmestue gik sammen om at lave visitation og målrettede tilbud til socialt udsatte borgere.

Analysenotatet er blevet til på baggrund af både kvalitativt og kvantitativt materiale, samt en dybdegående case fra Slagelse. Det er en beskrivelse af, hvilkårene for socialt udsatte under de første måneders nedlukning, og hvordan Kirkens Korshærs sociale arbejde har arbejdet med det.

Anbefalinger

1. Behov for kortlægning af formål og status som kritisk funktion
Der bør laves en kortlægning af formål og status for kritiske funktioner på socialområdet. Den kunne med fordel indeholde retningslinjer for, hvordan man vurderer de enkelte arbejdssteder status som værende kritisk eller ikke-kritisk funktion, samt betydningen deraf.

2. Klarere retningslinjer og procedure
Der bør derfor fra myndighedernes side være fokus på at lave klarere retningslinjer og procedure for, hvordan det sociale arbejde kan og bør udføres i en krisetid. Det gælder ikke mindst ift. hjemløse borgere, der ikke har noget hjem at isolere eller opholde sig i.

3. Fysisk tilstedeværelse skal prioriteres
Mange socialt udsatte mistrivedes og kæmpede med ensomhed, isolation og forvirring under nedlukningen, som revet tæppet væk under dem. Ikke mindst, fordi de fysiske mødepunkter og den fysiske kontakt med andre forsvandt. I tilfælde af nye nedlukninger eller yderligere restriktioner, skal det derfor prioriteres, at man finder måder, hvor det fysiske møde mellem brugere og medarbejdere kan bevares.

4. Udvidede åbningstider
Erfaringer fra blandt andet Slagelse har vist, hvordan udvidede åbningstider i varmestuerne har haft en positiv effekt.Der bør derfor kigges på, hvordan det bevillingsmæssigt kan gøres muligt at arbejde videre med de udvidede åbningstider.

5. Tværfaglighed, samarbejde og erfaringsudveksling
Det styrkede samarbejde mellem de offentlige myndigheder og de enkelte varmestuer er kommet brugerne til gavn. Derfor bør man fremadrettet kigge på, hvordan det kan blive en fast del af helhedsindsatsen omkring socialt udsatte borgere.

Samtidigt viser Kirkens Korshærs erfaringer, at det har betydet en større forståelse og erfaringsudveksling mellem kommunale medarbejdere, frivillige og det lønnede personale i Kirkens Korshær.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               

Uddrag fra analysenotatet

 

Tak

Coronakrisen har været et forstørrelsesglas på godt og ondt. Det gælder både for kirkens Korshærs brugere, men også for medarbejdere, frivillige som lønnede. Der har været stort engagement og lyst til at få det til at fungere. Det vil Kirkens Korshær gerne benytte denne lejlighed til at sige alle en stor tak for. Også en tak til de fonde, erhvervsdrivende, private, kommuner og staten, som er trådt til med midler til at vi kunne fortsætte, selv da vores økonomiske situation så allerværst ud. Tak.

Kontakt
Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær

Jeanette Bauer

Chef for Kirkens Korshær

jb@kirkenskorshaer.dk