Nyhed

Hvor skal hjemløse sættes i karantæne?

Kirkens Korshær mangler svar på, hvad organisationen skal gøre, hvis hjemløse udviser tegn på coronasmitte. På trods af, hjemløse ofte er tynget af dårligt helbred og svækket immunforsvar, og at de lever under udsatte forhold på gader og herberger, bliver de fortsat ikke udråbt som værende i »særlig risiko«.

Hjemløs i busstoppested

Altinget bringer en artikel, hvor sociale organisationer efterlyser svar på, hvordan socialt udsatte beskyttes mod coronasmitte. For at kunne forebygge smitte, mangler Kirkens Korshær præcise informationer om, hvordan de skal kommunikere om coronavirus til borgere, der ikke nødvendigvis holder sig opdateret på myndighedernes anbefalinger.

I forhold til konkret beredskab mangler Kirkens Korshær også svar på, hvad medarbejderne skal gøre for at hjælpe udsatte borgere, der udviser tegn på coronasmitte. 

Kirkens Korshær slår hver dag dørene op for væresteder og samværstilbud for hjemløse og socialt udsatte i 29 byer. Her bydes folk fra gaden på et måltid mad, et varmt bad og en seng at sove i. Medarbejdere og frivillige er derfor i tæt kontakt med mennesker, der er særlig udsatte i forhold til at opretholde helbred og hygiejne.

Som organisation tager Kirkens Korshær denne opgave alvorligt, og medarbejderne gør alt hvad de kan, for at mindske risiko for coronasmitte blandt vores brugere.

Desværre oplever organisationen, at sundhedsmyndighederne ikke er tæt nok på i forhold til at rådgive og vejlede om de konkrete udfordringer i forhold til socialt udsatte. Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær, efterlyser mere og bedre vejledning fra centralt hold. 

- Hvis en person, der bor på gaden, skal i karantæne, hvor skal vedkommende så i karantæne henne? Det kan vi ikke umiddelbart finde noget svar på, fortæller Helle Christiansen til Altinget.

En stor andel af de danske hjemløse døjer med dårligt helbred. 24 procent har en fysisk sygdom og hele 59 procent har en psykisk sygdom. Hvis der ikke er plads til dem på hospitalet, så er de syge på gaden.

Indtil videre har Kirkens Korshær fået besked på at kontakte borgerservice eller sundhedsmyndighederne, men organisationen afventer mere konkret rådgivning fra officiel hold.

- Vi synes ikke, at vi er blevet ordentligt vejledt om vilkårene og forholdene omkring de mest udsatte borgere, slutter Helle Christiansen.