Nyhed

Et år med corona

Den 11. marts 2020 lukkede store dele af det danske samfund ned og siden har coronakrisen præget alles hverdag og liv. Det gælder også i Kirkens Korshær, hvor det sidste år på godt og ondt har stået i covid-19s skygge.

Trækvogn med Kirkens Korshær flag, der holder foran varmestuen i Herning.

- Er der nogen, som kan huske, hvad der skete i starten af 2020?

Sådan lyder spørgsmålet, som regionschef for Nord-, Vest- og Midtjylland Jonas Jakobsen indleder sin årsberetning med. Han fortsætter:

- Vi kom formentligt godt ind i det nye år og vi så helt sikker frem til et 2020 med masser af gode og meningsfulde indsatser og aktiviteter i Kirkens Korshær. Januar og februar gjorde ikke meget syne af sig sammenlignet med årets resterende 10 måneder.

Dermed sætter han ord på et år, som på alle måder kom til at stå i covid-19s skygge. For fra Brønderslev i nord til Nykøbing Falster i syd ændrede hverdagen sig for Kirkens Korshærs medarbejdere, frivillige og brugere, da statsministeren for et år siden lukkede store dele af samfundet ned. Som Jonas Jakobsen skriver i sin årsberetning:

-  Den dag midt i marts ændredes alting, og vi kunne ikke længere gøre alt det, vi gerne ville. Covid-19 gav en ekstra opgave at løse for alle ansatte og frivillige medarbejdere i Kirkens Korshær i 2020. Selvom ikke alt kunne gøres, som vi gerne ville, så voksede der alligevel noget godt ud krisen på trods. Vi insisterede på fortsat at være til stede for og blandt hjemløse og udsatte mennesker.

Dér, hvor ingen andre er

Fra start var det over hele landet en prioritet, at det sociale arbejde så vidt muligt skulle fortsætte. Det lykkedes langt hen af vejen. Gennem hele forårets nedlukning og den efterfølgende langsomme genåbning var 90 procent af det sociale arbejde helt eller delvist åbent.

-  Det ville være helt ubærligt at skulle lukke vores varmestuer for vores daglige brugere i en tid, hvor alt andet lukkede. En enorm iderigdom og mange kreative løsninger kom i spil. Der blev etableret ’varmestue-to-go’, televarmestue, havevarmestue og der blev kørt mad ud. Heldigvis fandt vi også løsninger, så vi kunne holde selve varmestuerne åbne, skriver regionschef for Sjælland og øerne Susanne Lodberg i sin årsberetning.

Det skal vi som organisation være stolte af, skriver regionschef for Østjylland Niels Bjørnø i sin årsberetning. For efter et år med corona, kan der ikke længere være nogen tvivl om, hvor vigtigt Kirkens Korshærs arbejde er.

- Korshæren har i 2020 været en helt essentiel aktør i arbejdet med at sikre socialt udsattes ve og vel i en samfundssvær tid. Det har været vigtigt for mange, når man oplever at ens verden falder sammen, skriver han.

Samværet var savnet

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og Kirkens Korshærs tilpassede sig den nye virkelighed og de mange restriktioner. Der blev lavet varmestuer to-go, spisning i hold og på afmålt tid, digitale møder og meget mere, for at få hverdagen til at kører i det sociale arbejde. Det fungerede, men kunne ikke erstatte det fysiske samvær mellem medarbejdere, brugere og frivillige, som regionschef for Syd- og Sønderjylland og Fyn Britt Gaarn-Larsen skriver i sin årsberetning. Det var og er noget, som mange har savnet.

- Den direkte kontakt, nærværet og netværksdannelsen med de andre brugere, er for mange brugeres vedkommende årsagen til, at de kommer i Kirkens Korshær. Derfor kan det, der sker i varmestuen, ikke erstattes af andre samværsformer, skriver hun.

Samme oplevelse har regionschef i Storkøbenhavn og Bornholm Winnie Berndtson haft. For selvom kun ganske få aktiviteter i regionen i perioder måtte lukke ned, så har covid-19 udfordret selve kernen i Kirkens Korshærs arbejde. Relationen mellem mennesker.

Genbrugsguld og gode initiativer

Samfundsnedlukningen i foråret og igen i julen 2020 betød, at Kirkens Korshærs genbrugsbutikker i lange perioder måtte lukke ned. Det betød et stort indtægtstab og en stor del af finansieringen under det sociale arbejde forsvandt. Medarbejdere blev sendt hjem, åbningstider forkortet og enkelte arbejdssteder helt lukket ned.

Men lukningen af butikkerne var også et svært farvel til de vigtige fællesskaber som butikkerne danner rammer for. Mange frivillige var triste over at blive sendt hjem. De savnede de andre i butikken, kunderne og den følelse af at gøre en forskel, som er en vigtig del af butiksarbejdet. Men, som Britt Gaarn-Larsen skriver, skulle der mere til at slå garvede korshærsfolk ud.

- Frivillige medarbejdere valgte at arbejde bag de låste butiksdøre og forberede en genåbning med nye regler; der skulle sprittes af, holdes afstand, bruges mundbind og hilses uden håndtryk, skriver hun.

Efter to måneder med lukkede butikker strømmede kunderne til butikkerne, da de igen åbnede i maj og genåbningsugen slog alle hidtidige salgsrekorder. Det holdt ved gennem resten af året, hvor der blev langet varer over disken i et omfang, som aldrig før. Det på trods kom Kirkens Korshær ud af 2020 med et underskud på flere millioner, som skal indhentes over de næste år.

- De frivillige i vores butikker landet over har i 2020 gjort en ihærdig indsats, som gør, at et potentielt skræmmende og voldsomt stort underskud hen over året blev gjort væsentligt mindre og meget overkommeligt, så korshærens – og dermed også brugernes – verden kom til at se lys ud igen, skriver Niels Bjørnø.

Uden fællesskabet var det ikke muligt

Selvom det har været bump på vejen, så er det i fællesskabet lykkedes at gøre det, som Kirkens Korshær er sat i verden for: Med nærvær, omsorg og respekt at være der, hvor ingen andre er.

Noget som kun har været muligt, fordi frivillige, medarbejdere og støtter har stået sammen i arbejdet med at finde løsninger.  Derfor lyder der fra alle regionscheferne et stort og rungende ’TAK!’ til alle dem, der har gjort det muligt.

-  Der er absolut ingen tvivl om, at det arbejde, som vi udfører i dagligdagen i Kirkens Korshær – hvad enten vi er frivillige eller lønnede, gør en enorm forskel for socialt udsatte mennesker i Danmark. Og der er uanset, hvor vi yder vores bidrag, skriver Susanne Lodberg.

- Coronakrisen har understreget hvor afhængig vi er af hinanden, og hvor meningsfyldt og uvurderligt vores arbejde er, uanset om vi arbejder i genbrugsbutik, i en varmestue, eller i en strikkeklub eller på anden måde bidrager med vores indsats.