Analyse
Kirkens Korshær udgiver løbende analyser indenfor de emner, som vi beskæftiger os med i form af vores sociale arbejde, på genbrugsområdet og frivillighed.
Måltider i marts
Juni 2024
Et næringsrigt og mættende måltid mad er afgørende for et menneskes overlevelse og fysiske sundhed. Og så har det stor betydning for det mentale overskud og velvære. Men når man lever et liv udsat og sårbart liv, så er det ikke altid, at der er nok at spise – eller overskuddet til at tænke på mad.
For første gang nogensinde opgjorde Kirkens Korshær i marts 2024, hvor mange måltider mad organisationen serverede. Resultaterne tegner et billede af de massive behov for hjælp til at opfylde de mest basale behov, som organisationen møder.
Fremtidens herberger
September 2022
Hvordan kan herberget som institution bedst muligt understøtte en udrulning af Housing First som tilgang til bekæmpelse af hjemløshed i Danmark?
Det spørgsmål forsøger analysen 'Fremtidens herberger' at svare på. Med udgangspunkt i Kirkens Korshærs herberger i Aarhus, Aalborg og Sønderborg kommer den med en ny model for fremtidens herberger. Modellen er udtryk for et ideal, og fokus er alene på herbergets kernefunktioner. Virkeligheden er som bekendt ofte langt mere kompleks, ligesom udgangspunktet på mange herberger i dag er meget langt fra idealet. Men modellen tilbyder en klar retning, og er som sådan målrettet både politikere og praktikere, der i disse år kæmper for at finde nye og virksomme veje til bekæmpelse af hjemløsheden i Danmark.
Fattigdom i Danmark 2017-2021
November 2021
Ud af den samlede mængde af fattige mennesker i Danmark, er hver fjerde et barn, og i enkelte kommuner er det op mod hvert 10. barn, der vokser op i fattigdom.
Analysenotatet er en opsummering af målinger og tal på omfanget af den registrerede økonomiske fattigdom i Danmark. Men fattigdom kan ikke kun læses med økonomiske briller, hvis man ønsker et retvisende billede, for det handler i høj grad også om indkomstmuligheder og privatøkonomi. I analysenotatet indgår desuden forslag til, hvordan fattigdomsproblemet kan afhjælpes kommunalt.
Fortællinger fra hjemløse
Efterår 2021
Udgivelsen er en beskrivelse af den måde som Kirkens Korshærs selvejende institutioner i Sønderborg arbejder med Housing First i indsatsen mod hjemløshed. Samtidigt indeholder den en række anonymiserede fortællinger om de forskellige mennesker, som medarbejderne i de tre tilbud møder, og hvordan de i kortere eller længere perioder opholder sig på herbergerne og modtager hjælp før, under og efter deres ophold.
Digital inklusion for hjemløse mennesker og hjemløse organisationer
Sommer 2021
Mange hjemløse mennesker oplever udfordringer med at begå sig i det digitaliserede samfund, blandt andet i kontakten med sundhedsvæsnet og andre offentlige myndigheder.
Policy papiret er en indføring i de mange problemstillinger, som vedrører arbejdet med hjemløshed og hjemløse mennesker i det digitaliserede samfund. Samtidigt indeholder det en række konkrete anbefalinger til, hvordan EU og medlemslandene konkret kan arbejde med problematikkerne.
Policy papiret er skrevet og udgivet af FEANTSA, European Federation of National Organisations Working with the Homeless, som Kirkens Korshær er medlem af.
Varmestuemåling 2021
Februar 2021
’Varmestuemålingen 2021’ er en undersøgelse af det sociale arbejde i Kirkens Korshærs varmestuer. Den bygger på semistrukturerede telefoninterviews med ledere fra 35 ud af Kirkens Korshærs 38 varmestuer, som blev foretaget i februar 2021.
Målingen viser blandt andet medarbejdersammensætningen, åbningsgrad og hvad, der fylder i det daglige hjælpearbejde. Samtidigt giver den et indblik i brugergruppens køn og aldersfordeling, samt de problemstillinger, som brugerne har. På baggrund af varmestuemålingen er lavet en række anbefalinger til fremtidens varmestuer.
Kirkens Korshærs sociale arbejde under nedlukning af Danmark
Marts 2020 - Maj 2020
Analysenotatet er en beskrivelse af vilkårene for socialt udsatte under de første måneders nedlukning, og hvordan Kirkens Korshærs gennem sit sociale arbejde har arbejdet med det.
Det er blevet til på baggrund af både kvalitativt og kvantitativt materiale, samt en dybdegående case fra Slagelse.
Covid-19 og hjemløse migranter
Foråret 2020
Baseret på erfaringer, oplevelser og kvalitative interviews, giver analysen et indsigt i forhold og vilkår for hjemløse migranter i Danmark under nedlukningen af samfundet i foråret 2020.
Analysen er udarbejdet af personalet på Kompasset, som er Kirkens Korshærs rådgivningstjeneste for hjemløse migranter med lovligt ophold i Danmark.