“Lær ikke blot de ulykkelige at bøje knæ – dygtiggør dem”
Kirkens Korshær blev stiftet en kold oktoberaften i 1912 af 12 mennesker, der var forenet i ønsket om at hjælpe dem, som ingen andre hjalp. Om at være der, hvor ingen andre var. Hos de fattigste og allermest nødlidende mennesker.
Tekst: Charlotte Lund, foto:
København i begyndelsen af 1900-tallet var en forarmet by. Her klumpede arbejderfamilier med 7-8 børn sig sammen i fugtige og uopvarmede rum under dårlige sanitære forhold. Sygdomme florerede, alkoholforbruget var højt og det samme var antallet af selvmord.
Det var længe før den danske stats første egentlige sociallov, der først kom til i 1933. Fattighjælpen var utilstrækkelig og blev ofte kun givet til dem, som blev vurderet som “værdigt trængende”. Så byens allermest udsatte mennesker var langt hen ad vejen overladt til sig selv.
Disse forhold var helt uacceptable. Det mente de 12 ildsjæle, der den 12. oktober 1912 mødtes i Frihavnskirken på Østerbro i København. Og som den aften holdt det stiftende møde i den organisation, der skulle blive til Kirkens Korshær.
Grundtanken, dengang som nu, var, at alle mennesker har en værdi – uagtet situation, baggrund og tro. Og at alle fortjente en håndsrækning til at finde støtte, værdighed og til at rejse sig igen, særligt de som ingen andre ville hjælpe.
Bønner kræver omsorg
De 12 stiftere var anført af Frihavnskirkens karismatiske præst Hans Peter Mollerup. Han var meget inspireret af det sociale arbejde, som kristne organisationer som The Church Army udførte for de allermest udsatte mennesker i England. Og af den viljestærke Kirsten Prip, der var sygeplejerske, enke, mor til tre og drev sin egen tehandel.
Sammen drog den nye organisation, der havde fået navnet Kirkens Korshær, ind i byens mest forråede værtshuskvarterer. Her opsøgte korsbrødrene og -søstrene, som de kaldte sig, folk i den yderste armod. I første omgang med det evangeliske budskab om frelse.
Men hurtigt gik det op for dem, at det ikke var nok med forkyndelse. Hvis et menneske levede i den dybeste armod og desperation, måtte ordene følges op af omsorg. Den omsorg betød for Kirkens Korshær, at de fromme ord skulle kombineres med konkret hjælp til de mennesker, der levede i akut nød. Derfor igangsatte de allerede tidligt uddeling af mad og tøj. Og de lavede sociale tilbud i form af missionsstationer med kaffe- og spisehuse, et vaskeri, nattelogier og et syværksted.
Ikke bare snak
I 1915, bare to år senere, var antallet af korsbrødre og -søstre vokset fra de første 12 til knap 200. Kirkens Korshær drev nu varmestuer, læsegrupper og en arresttjeneste. Arresttjenesten hjalp de rådvilde indsatte i kvindefængslet i Christianshavns Straffeanstalt, der endnu ikke var dømt og derfor ikke vidste, hvad deres fremtid ville bringe, med rådgivning og sjælesorg.
Det stod hurtigt klart for den nystiftede organisation, at hele Danmark havde brug for den omsorg, som Kirkens Korshær kunne give. Og den 18. april 1918 stiftedes arbejdet i Aarhus på opfordring af en tilflyttet korshærssøster, Edel Jensen, der havde samlet en kreds af lokale ildsjæle.
Stiftelsen af det aarhusianske arbejde skete med en gudstjeneste i Aarhus domkirke, hvor både H. P. Mollerup og biskoppen talte. Kort efter havde den voksende gruppe af korshærsbrødre og -søstre oprettet et værested for udsatte kvinder i Fiskegade og et omfattende opsøgende arbejde på værtshuse og i bykernens slum.
I øjenhøjde og uden krav
Fra Aarhus rullede snebolden, og Kirkens Korshær voksede ud over hele landet. Varmestuer er den dag i dag fortsat et grundelement i Kirkens Korshærs arbejde. Retten til at blive mødt med værdighed og uden krav er centralt for organisationens menneskesyn. Det kan give et pusterum i en kaotisk tilværelse og et par timers sammenhængende tryg søvn, og det giver os samtidig mulighed for at tale om tilbud og muligheder, uden at stille krav om forandring.
I dag har Kirkens Korshær 38 varmestuer landet over. Hver af dem adskiller sig i større eller mindre grad fra de andre. De er farvet af de behov, der er i netop deres område. Men fælles er, at Kirkens Korshær har en ambition om at være der, hvor ingen andre er. Så alle mennesker – også de allermest udsatte – kan opleve den værdighed, finde det fællesskab, som vi alle har brug for.
Artiklen blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #3 2022. Du kan læse mere om bladet, og hvordan du modtager det her.