En god nat for alle
Når temperaturen falder, og behovet for omsorg stiger, træder 26-årige Josefine Betak Højbjerg til som frivillig i Kirkens Korshærs københavnske tilbud om nattely og sikkerhed til sårbare skæbner på farten.
Tekst Rasmus Adserballe. Foto: Rasmus Adserballe og Massimo Fiorentino
Hellig Kors Kirke på Nørrebro og Kompasset i københavnske Nordvest tager varmt imod, når kulden og udmattelsen rammer fattige migranter, som ikke har andre steder at gå hen, når dag bliver til nat. Mennesker, der er kommet hertil på jagt efter et arbejde, der kan give dem råd til at holde sig selv og måske familien derhjemme i live. Mennesker, som har hjemlande, men er hjemløse.
Også den 26-årige statskundskabsstuderende Josefine Betak Højbjerg, frivillig på aftenholdet begge steder, manglede noget. Efter at have arbejdet med nødhjælp på administrationssiden, hvor hun ikke så individet, havde hun brug for at se slutresultatet.
- Jeg ville være med til at udbrede hjælpen. Se, at den rent faktisk kom mennesker til gode. Det er uendeligt vigtigt for mig. De må ikke blive tabt i tal og statistikker. Jeg vil kunne mærke, hvem disse mennesker er, opleve hvad behovene er og selv se, hvor fantastisk et stykke arbejde, der egentlig bliver gjort for at sørge for, at så mange som muligt, har det så godt som muligt i Danmark, siger hun.
Derfor blev det Kirkens Korshærs brugere, der fik glæde af Josefine Betak Højbjerg, og ikke en ”nemmere” gruppe. For de har det svært, de forkomne mænd og kvinder, som finder vej til kirken og Kompasset for at lægge frossenheden bag sig, men også for få hjælp til at se fremad.
Hjælp her & nu
Hvor brugerne af nødovernatningen i Hellig Kors hurtigt finder ro på de sovepladser, som Josefine Betak Højbjerg og kollegerne har gjort klar, er Kompasset hele dagen og ud på aftenen et mere livligt sted, hvor hjemløse migranter kan få rådgivning til, hvordan de skaber sig en bedre tilværelse i Danmark. Her kan man samle sig og samle sig selv op. Med lidt assistance.
- I Kompasset varmer jeg mad, laver te, uddeler madrasser og udleverer håndklæder til dem, der vil i bad. Jeg kan en smule arabisk og kan hjælpe med oversættelser til engelsk. Har nogen helbredsmæssige problemer – måske en flænge i foden – sørger vi selvfølgelig for at få såret renset og finde plaster, fortæller Josefine Betak Højbjerg.
Når hun en enkelt gang om ugen hvert sted møder ind, gælder det for hende om at hjælpe her og nu. Når brugerne efter en lang, opslidende og iskold dag under hovedstadens åbne himmel indfinder sig i Kompasset, har de brug for varme. Også af den menneskelige slags. Hun træder til med begge dele.
- Jeg tænker på, hvordan de får det rart og godt, får en god nat, en god dag i morgen og overskud til at tænke på sig selv og på livet på en god måde. Nogle vil bare gerne lette deres hjerte. Man kan have lyst til og brug for at fortælle, hvem man er, og jeg synes, det er vildt spændende at få folks livshistorie. De bedste arbejdsdage er dem, hvor man får et indblik i et andet menneske, siger hun.
Mission Possible
Det siges, at det er bedre at give end at få. Og Josefine er frivillig i Kirkens Korshær, fordi hun dér får mere tilbage, end hun giver. En 120 minutters lavpraktisk indsats. Det er dét, hun byder ind med. Til gengæld, siger hun, kan hun på hver vagt se kolleger i øjnene, som ”... alle er enormt drevne og sindssygt engagerede”, og som hun har et særligt fællesskab med:
- Vi har den samme mission; Vi skal gøre det her til en god nat for alle.
Når ens arbejde byder på mødet med mennesker, som lider, som savner, sulter og som måske har mistet håbet og troen på et bedre liv, kan det være svært at finde lyspunkter. Ja svært at tro på at man som lønnet eller ulønnet kan være med til at gøre den nok så berømte forskel og holde humøret oppe. Men, siger Josefine Betak Højbjerg:
- Jeg har faktisk aldrig haft en dårlig arbejdsdag. Vi har mange glade brugere i Kompasset, og der er god stemning. Det er helt vildt, hvordan man kan mærke, at hele huset bare summer på en rigtig rar måde. Et af mine yndlingsmomenter på en arbejdsdag, er når jeg snakker med folk, når jeg serverer te. De rumænske brugere er meget glade for sukker. ”Lige én til,” siger de, når jeg har puttet fem skefulde i.
Hvorfor skal man blive frivillig?
Dengang & nu
Men hvorfor har en 26-årig valgt at blive frivillig i en over 100 år gammel organisation, der søgte hænder til at servere suppe for de sultne og sørge for en seng til dem uden? For Josefine Betak Højbjerg har det været et naturligt valg.
- Som barn tog jeg med min oldemor på arbejde i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Hornbæk. Senere blev jeg frivillig samme sted. Jeg kunne godt lide ideen om, at man genererede nogle bidrag til noget meget lokalt.
Genbrugsbutikken var med til at finansiere Kirkens Korshærs varmestue og Herberget Stubben i Helsingør.
- Havde jeg selv overskudsmad efter en fest, donerede jeg det dertil, fortæller Josefine Betak Højbjerg.
- Dengang hjalp nogle af stedets brugere med at køre ting fra genbrugsbutik til genbrugsbutik, så de
også selv hjalp til med finansieringen. Det synes jeg var en enormt fin tanke.
Således den røde tråd fra barndommen i Nordsjælland til brugerne i Nordvest. Man kan bruge et kompas til at finde vej. Men man kan også finde vej til Kompasset. For Josefine Betak Højbjerg ender vejen ikke dér:
- Jeg kan sagtens se mig selv arbejde i Kirkens Korshær på længere sigt, meddeler hun smilende.