Jeg er jo i familie med Korshæren
Den frivillige forskel: Efter et langt arbejdsliv som tandlæge lægger Hanne Moesmann fra Tønder både knofedt og hjerteblod i Kirkens Korshær. En organisation, som hendes oldemor, Kirsten Prip, var med til at stifte i 1912
Tekst: Charlotte Lund - Foto: Jacob Schultz, JydskeVestkysten
Egentligt har Hanne Moesmann lidt for travlt til at tale om sit arbejde i genbrugsbutikken i Tønder. I denne uge er hun til stævne med sit kor. Sådan har det været, siden hun gik på pension fra jobbet som tandlæge i Løgumkloster. Der har været tryk på.
- Jeg kendte jo godt butikken, men havde ikke tænkt på, at jeg skulle arbejde der. Indtil da havde jeg jo også haft nok at gøre med mit fuldtidsarbejde. Men nu skulle jeg til at vænne mig til at være pensionist og have mere tid. Så jeg tøvede faktisk ikke et øjeblik, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i butikkens arbejde, og sagde, at det ville jeg da gerne. Jeg havde ikke nået at kede mig endnu, fortæller hun.
Kirkens Korshær har 8500 frivillige på landsplan. Uden den store indsats, som de lægger i det sociale arbejde og i genbrugsbutikkerne, kunne Kirkens Korshær ikke eksistere. I hvert nummer af Korshærsbladet interviewes en frivillig medarbejder fra enten det sociale arbejde eller en af vores genbrugs- butikker.
Siden er det gået slag i slag. I dag er hun butiksleder, med i butiksnetværket og i samrådet, så der er nok at se til.
- I netværket mødes én fra hver af områdets butikker tre gange om året og udveksler ideer og erfaringer om vores forskellige butikker. Det er et godt og givende fællesskab. Jeg siger ja tak til det hele. Efter at jeg er gået fra arbejdsmarkedet og er flyttet her til Tønder, er jeg ved at opbygge en ny omgangskreds. Her spiller fællesskabet omkring butikkerne en stor rolle, forklarer hun.
Oldebarn af Korshæren
At det blev i Kirkens Korshær, hun valgte at lægge sine kræfter, har en helt særlig betydning for Hanne Moesmann. For hun er oldebarn af Kirsten Prip, der var en af organisationens grundlæggere helt tilbage i 1912.
- Den her organisation betyder noget særligt for mig, for jeg er jo næsten i familie med Korshæren. Så jeg blev glad for, at det netop var folk fra den butik, der spurgte mig, om jeg ville være med. Slægtskabet med min oldemor betyder meget for mig – og mere og mere jo ældre jeg bliver. Genbrug og butiksarbejdet interesserer mig generelt, så det er ikke kun fordi, det er oldemors fakkel, jeg bærer videre, at jeg er her, fortæller hun.
Kirsten Prip døde nogle år før Hanne Moesmann blev født, så oldemoren har hun aldrig mødt. Men hun voksede op med meget tæt kontakt til sin mormor, der var Kirsten Prips yngste barn.
- Jeg så min mormor flere gange om ugen gennem min barndom, og vi var meget tætte. Jeg snakker med min mor om Kirsten Prip. Min mor er 93 år og har mange skønne minder om sin mormor. Jeg er med alderen begyndt at interessere mig for mine rødder og nok endnu mere, efter jeg er kommet ind i Korshæren, siger hun.
Hanne Moesmanns oldemor Kirsten Prip (1876-1948) stiftede i 1912, sammen med blandt andre pastor H.P. Mollerup, Kirkens Korshær. Frem til sin død i 1948 var hun en aktiv skikkelse i Kirkens Korshær, i de første mange år som en frivillig ildsjæl, hvor hendes hjerte særligt brændte for sårbare kvinder. Med Church Army i England som forbillede var det Kirkens Korshærs målsætning at organisere opsøgende arbejde hos de mest udsatte mennesker i slumkvartererne i den indre del af København.
Sideløbende med dette arbejde arbejdede hun som sygeplejerske, drev en tehandel og tog vare på sine tre børn, som hun blev alene med efter ægtemandens død i 1906. Frem til sin død i 1948 var hun en aktiv lederskikkelse med stor indflydelse på Kirkens Korshærs udvikling, og hun ledede kvindearbejdet og slummissionen i hovedstadens farligste kvarterer. Kirsten Prip er blevet beskrevet som ”lille af vækst, men brændende i ånden”, og rejste landet tyndt med sin evangelievogn, hvis bagsmæk kunne foldes ud og anvendes som talerstol. I forbindelse med sin forkyndelse og sociale indsats samlede hun desuden penge ind og lagde derved grunden til Kirkens Korshærs støttekredssystem.
En saltvandsindsprøjtning
Den butik, som Hanne Moesmann arbejder i, nyder god lokal opbakning. Selvom både tyske turister og folk udenbys fra svinger forbi, er langt de fleste kunder lokale, og de ved præcis hvilken dag, der er kørt tøj ind, så de står klar ved døren dagen efter for at se på sagerne. Også eleverne fra gymnasiet i nærheden er gode kunder.
- De kommer både efter gallatøj og tøj, hvis de skal skille sig lidt ud fra mængden. Og de unge ser jo godt ud, lige meget hvilket kluns de tager på, ikke sandt? Faktisk sælger vi mest til vores faste kunder, for vi kender hinanden godt. Det er primært ganske almindeligt dagligdagstøj, der efterspørges. Men nogle gange kommer folk og efterspørger festkjoler. Og hvis det er i god tid før festen, skriver vi for eksempel festkjole størrelse 38 op på opslagstavlen. Så husker vi at kigge efter sådan en næste gang, vi modtager tøj, forklarer hun.
Kirkens Korshær driver to genbrugsbutikker i Tønder, som er kendt som Store Tønder og Lille Tønder.
- Jeg er i Lille Tønder, og den er ikke større end cirka 50 kvadratmeter, så vi har kun tøj. Store Tønder har det hele – møbler, køkkenting, bøger og jeg ved ikke hvad. Vi har ikke megen plads, men er godt organiserede, selvom tøjet hænger over det hele. Indenfor de forskellige tøjgrupper er tøjet hængt op efter farver. Så er det lettere at gå til og ser ordentligt ud, fortæller hun.
Det har været en saltvandsindsprøjtning for mig at begynde arbejdet i Korshæren. Det var lige det, der skulle til. Vi har et godt fællesskab, og folk er søde.
Butikken har givet Hanne Moesmanns tilværelse et løft, for som hun siger, er det ikke helt nemt at opfinde sig selv på ny, når man bliver pensionist.
- Det har været en saltvandsindsprøjtning for mig at begynde arbejdet i Korshæren. Det var lige det, der skulle til. Vi har et godt fællesskab, og folk er søde. Det er et meget taknemmeligt arbejde, og vi kan mærke, at det er opgangstider for genbrug. Korshærens værdier ligger jo lige for, og folk er blevet obs på det fornuftige i genbrug. De kommer her i butikken, og de elsker det. De donerer faktisk ofte byttepengene til det sociale arbejde. Og så det er jo ikke raketvidenskab at sælge tøj og støtte en vigtig sag.
