Korshæren er stærkt vanedannende

Af Ejnar Svendsen

Kirkens Korshær har spillet en hovedrolle i mit liv.

Den Korshær, jeg begyndte i, var et nært lille fællesskab i Randers. Her drev Søster Esther korshærsarbejde fra kælderen i menighedshuset, og byens hjemløse kunne overnatte i Esthers udhus. Hendes arbejde lagde grundlaget for den Kirkens Korshær, vi har her i dag.

Jeg havde været i praktik i Kirkens Korshærs lokale byarbejde, og da jeg blev færdig som diakon, blev jeg tilbudt en stilling dér. Der var nok at tage fat på, dengang i ’73. Og jeg fandt ud af, det var blandt de skæve eksistenser, jeg hørte hjemme.

Vi tog på husbesøg, delte tøj ud, arrangerede juleaftener, lejrture og korshærsgudstjenester - selvom vi ikke havde en korshærspræst.

Men der skulle penge til. Mange penge! Så i kælderen i den tidligere Adventskirke i Søren Møllers Gade, hvor Korshæren allerede havde lavet både varmestue, et lille nødherberg til fire personer og Sct. Nicolai Tjeneste, indrettede vi en genbrugsbutik, hvilket var helt nyt dengang. 

Det var et meget alsidigt arbejde. Som en sagde, ”Bedst som man sidder midt i en alvorlig samtale, skal man ud at sælge en sofa”.

3-4 frivillige og jeg havde et lille rejsehold, som med årene var med til at lave yderligere 7 genbrugsbutikker, der støttede Kirkens Korshærs sociale arbejde i Randers. Oftest bankede vi dem selv op af brugte materialer.

 

Intet sted passer udtrykket ”at gøre en forskel” vel bedre end i Korshæren.

Senere blev varmestuen adskilt fra byarbejdet, og et nyt herberg blev etableret i Markedsgade. At jeg i 1998 valgte at blive frivillig, faldt naturligt i forlængelse af min ansættelse. Det er dejligt at kunne bruges, og man må glæde sig over at arbejdet føres videre.

Det bedste ved at være frivillig i Kirkens Korshær er, at det giver mening i ens tilværelse. Man er med i noget større.

Intet sted passer udtrykket ”at gøre en forskel” vel bedre end i Korshæren. Ligeledes kan ”Livet har nu noget, man ikke finder andre steder,” nemt omskrives til ”Korshæren har nu noget, som ikke findes andre steder”.

Korshæren er stærkt vanedannende! Det er det helt specielle fællesskab, der får en til at blive. Og selvom det lyder beskedent, har jeg egentlig ikke tænkt så meget over, om jeg har været med til at hjælpe andre mennesker. Jeg har været optaget af at skabe et helle eller et fristed, hvor skadede og ”mislykkede” trods alt kunne trives.

 

Der er stor forskel på de ”korshærsbrødre og - søstre", som jeg mødte de første år, og så de mere "strømlinede" medarbejdere af i dag. Men der holdes stadig korshærsgudstjenester. Der holdes stadig andagt. Og ingen kan være i tvivl om grundlaget, man driver arbejdet på.

I den forbindelse skylder vi tidligere korshærschef – og min personlige ven - Bjarne Lenau Henriksen en stor tak for hans arbejde med "korshærsånden"

Jeg betragter mine 25 år som ansat som en rig tid. Og opfatter de 25 år som frivillig på samme måde. Jeg har en uendelig stor taknemmelighed over min tid i Korshæren. Det jeg fik lov at være med i og opleve.