Nyhed

”Vi har glædet os som små børn”

Efter 10 ugers nedlukning kunne Kirkens Korshærs 240 genbrugsbutikker i går åbne dørene og byde kunderne indenfor. En genåbning, som gik udover al forventning.

Frivillige i Kirkens Korshær
De sidste mange uger har personalet i Kirkens Korshærs 240 genbrugsbutikker tripper for at kunne komme tilbage til arbejdet.

- Jeg glæder mig til at se jer alle sammen igen. Jeg har savnet butikken.

- Jubi, endelig! Jeg elsker at komme og købe ting hos jer.

- Vi glæder os og kommer straks mandag morgen!

Siden det på et pressemøde sidste uge blev offentliggjort, at Kirkens Korshærs 240 genbrugsbutikker på landsplan igen må åbne, er det over hele landet strømmet ind med positive tilkendegivelser og beskeder. Både frivillige og trofaste kunder har glædet sig.

Derfor var det også en begejstret Lene Helbrønd, butikschef for Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Hillerød, som mandag morgen fortalte om genåbningen til P1 Morgen.

- Vi har glædet os som små børn til igen at kunne byde velkommen til vores kunder. Vi har fået henvendelser dagligt på vores Facebook side fra kunder, som glæder sig til at komme. Så jeg forventer en rigtig stor dag i dag, siger hun og fortsætter:

- Den sidste måned har vores personale trippet for at kunne komme i gang igen. De har været ivrigt på arbejde. Pudset vinduer, sat nye vare frem og ordnet for at gøre det hele klart til genåbningen.

Nye retningslinjer og gamle restriktioner

Hvor genåbningen i foråret 2020 var præget af en vis usikkerhed og tvivl, er der denne gang mere ro i maven. For både kunder og frivillige har prøvet det før.  Derfor føler chef for genbrug Dorthe Egede Hansen også, at alle er godt rustet.

- Det bliver en anden hverdag, vi starter op til. Men vi ved også, at det er muligt at det til at fungere i butikken. Og vi glæder os over, at butikkerne mange steder bugner af varer og er mere end klar til en ny start, siger hun

- Vi har prøvet det før. Derfor ved vi denne gang, hvad der venter sig i de første par uger efter en genåbning, og kan derfor langt hen ad vejen planlægge os igennem det. Forhåbentlig går vi denne gang lysere tider i møde, da vi har vaccinationen og test som effektive våben i bekæmpelsen af corona, siger hun.

Igennem det sidste år har både frivillige og kunder i Kirkens Korshærs genbrugsbutikker vænnet sig til at holde afstand, spritte af og bære mundbind eller visir. Og restriktionerne fra før jul gælder fortsat. Som noget nyt skal alle butikker derudover have en ’corona-guide’, som har ansvar for at se til spritstandere og holde øje med antallet af kunder i butikkerne. En del af genåbningsplanen betyder nemlig, at der er kommet et krav om øget afstand. Så der nu skal være 10m2 gulvareal per person.  

Genåbning gik over al forventning

Kirkens Korshærs 240 genbrugsbutikker udgør omkring en tredjedel af Kirkens Korshærs årlige indtægter. Det er derfor med til at holde hånden under det sociale arbejde. Siden december 2020 har organisationen tabt 2,5 million kroner om ugen, så genåbningen af genbrugsbutikkerne falder på et tørt sted.

Det gik over al forventning, kunne en glad genbrugsleder mandag aften fortælle til Ritzau. Mere end 60.000 varer blev i løbet af genåbningsdagen langet over disken i genbrugsbutikkerne, der på landsplan omsatte for 2,6 millioner kroner.

- Vi har haft et helt forrygende salg, siger Dorthe Egede Hansen til Ritzau.

- Det er en kæmpe gave at få sådan en dag, for det hjælper os virkelig i den slunkne kasse, så vi kan hjælpe med det sociale arbejde.