Nyhed

Udsatte børn skal også have en glædelig jul

Mens alle de andre glæder sig til juletræ og mad og gaver, går nogle rundt med en knude i maven.

Jul i Kirkens Korshær

Det gør ondt i maven ikke at kunne give sine børn en glædelig jul. Ingen familiefest, ingen lækker mad eller slik og slet ingen gaver. Gaver er noget, børnene må høre deres klassekammerater tale om efter juleferien. 

Men i Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde kan mor, far og børn alligevel godt glæde sig til juleaften. Her holder medarbejderne julefrokoster, julestuer, bager julekager deler gavekort ud til mad og gaver og varme vinterstøvler til børnene.

Der er mange grunde til at komme hos Kirkens Korshær, men i det familiestøttende arbejde handler det ofte om en stram økonomi og brudte relationer. Alt det, der gør julen svær.

Mette voksede op med omsorgssvigt og en misbrugende mor, men hun klarede sig - tog en pædagoguddannelse og fik arbejde, mand, børn og hus. 

Alligevel kommer hun nu hos os i Kirkens Korshær. Hendes mand fandt en anden og ville skilles. De havde tre små børn på 2, 4 og 6 og havde lige lånt penge til et lille hus.

- Det var fuldstændigt uventet. Han var én, jeg stolede på, og så trak han tæppet væk under mig. Det var en kæmpe sorg, fortæller hun.

Sorgen lagde sig som en dyne, der udviklede sig til en stresstilstand. Ikke mindst fordi hun stadig måtte blive boende i huset med eksmanden, fordi hun ikke kunne finde en bolig, hun havde råd til. Hun blev sygemeldt, mistede jobbet og indtægt.

Hvem griber dig?
Mette kunne ikke finde en bolig, så hun kunne flytte. Hun var så langt nede, at tanken om at finde et job virkede som en fantasi. Og så var hun bare grundlæggende ensom. Hun følte sig helt alene i verden.

- Man er sårbar, når man ikke har et netværk, fortæller Mette med henvisning til sin opvækst, der landede hende i voksenlivet uden et bagland, der kunne gribe hende, da hun faldt. 

Der var ingen mor, der kunne passe børnene, når det hele blev for meget. Ingen sofa, hun kunne sove på, indtil hun fandt sin egen bolig. Ingen, der kunne låne hende penge til mad.

Jul i Kirkens Korshærs skød
Det var i sidste ende ensomheden, der skubbede hende over Kirkens Korshærs dørtærskel.

- Man skal huske at kigge på opslagstavlen på biblioteket, griner Mette.

Det var der, hun så et opslag om noget med noget fællesspisning. Hun kunne ikke længere overskue indkøb, madlavning og opvask og ensomhed. 

- Jeg blev nødt til at række ud efter et eller andet! Så jeg tænkte, måske kan jeg finde noget varme dér, hos Kirkens Korshær, fortæller hun.

Varmen fandt hun. Og et netværk, en slags familie. En masse hjælp. Medarbejderne hjalp hende med at blive skrevet op til en lejlighed, hun havde råd til. Den er lille og slidt, men hun kan betale den på sine sygedagpenge. 

Nu nærmer julen sig, og også der er medarbejderne i Kirkens Korshær som en familie for hende. Kirkens Korshær samler penge ind, så der kan uddeles gavekort, som forældrene kan købe julegaver og julemad for. En af medarbejderne, der hvor Mette kommer, laver hvert år en pakkekalender til alle børnene. 

- Medarbejderne giver mig den støtte og hjælp, man normalt ville få af sin familie og venner, fortæller Mette.

Og i julen savner man hurtigt familien. Derfor holder medarbejderne også julefrokost i juledagene, så også sårbare forældre og børn kan få god mad i familiens skød og mærke, at julen er hjerternes fest.

De sårbare familier

Kirkens Korshær har familiestøttende arbejde ni steder i landet. Det er desværre et område i vækst. For få år siden havde vi ”kun” fem steder, hvor sårbare familier kunne få hjælp.Sårbare familier kan i dag komme hos os på Christianshavn og på Drejervej i København, i Aarhus, Aalborg, Brønderslev, Herning, Silkeborg og Nordborg. 

I 2017 hjalp vi cirka 1000 familier over hele landet. 

Arbejdet indretter sig efter de behov, som familierne har, men de fleste steder arrangerer fællesspisning, ture for børnene og oplevelser i ferierne. Forældrene kan få rådgivning, en bisidder med til møder og samvær med andre forældre i lignende situationer. Børnene får et frirum – her behøver de ikke føle sig anderledes.

Hjælpen handler også om det helt basale, nemlig mad og tøj. Bl.a. på Christianshavn i København smører medarbejderne madpakker til børnene, de ikke skal åbne en tom madkasse i frokostpausen. Der bliver også delt varmt vintertøj ud til børnene. 

Arbejdet med de sårbare familier er bl.a. afhængigt af private bidrag.