Nyhed

Sårbare unge får igen glæde af sociale værksteder

De sociale værksteder i Aarhus har siden midten af marts været lukket ned. Niels Bjørnø, regionschef for Østjylland, glæder sig over, at flere af værkstederne igen kan byde sårbare unge velkommen.

Aarhus Træværksted

Genåbning betyder alverden for de unge

Arbejdsfællesskabet i Aarhus består af en række sociale værksteder, hvor der arbejdes med kreative og håndværksmæssige projekter. De forskellige værksteder består af ansatte, frivillige samt mere end 30 unge mennesker i vejlednings- og afklaringsforløb. 

- Vi har åbnet træværkstedet og cykelværkstedet op igen, fordi det er her, vi ser det største behov. Vi oplevede, at der var masser af de unge, der savnede selskab og til daglig manglede fællesskabet som de har her. De savner særligt den fysiske kontakt, at de kan få et kram af os og få at vide, at de er gode nok, siger Niels Bjørnø og fortsætter:

Det betyder alverden for dem. De kommer her hver dag, og de bliver længe. I værkstederne kan de rode lidt i potteplanter eller bygge videre på vores træbænke. Der bliver snakket rigtig meget, og der bliver drukket masser af kaffe i solen. Man kan se, at de unge lyser op, og at de er ved at genvinde troen på, at det hele nok skal gå.  

Telefonisk kontakt og gåture på afstand

Kirkens Korshær har under nedlukningen af samfundet været i telefonisk kontakt med de unge. De har også været på gåture sammen, hvor der er blevet holdt godt med afstand, og de unge har haft mulighed for at tale med psykologen, der er tilknyttet de sociale værksteder.  

- Under nedlukningen har de unge været mere ensomme og triste, og de har været bange for, at det hele var ved at ramle sammen. Nogle af dem er gået helt i sort og har været på sammenbruddets rand. De kan ikke se lyset for enden af tunnellen. Når det først er sket, så løber tankemylderet bare rundt i en ond cirkel, fortæller Niels Bjørnø.

De unge der kommer i de sociale værksteder er udfordret på forskellig vis, og har ofte en usikker boligsituation. I værkstederne indgår de i meningsfulde fællesskaber, hvor de får mulighed for at arbejde aktivt med deres hænder. 

Arbejdsfællesskaberne

Arbejdsfællesskaberne er Kirkens Korshærs sociale værksteder, hvor vi passer godt på hinanden og miljøet, og vi går ind for bæredygtighed. Derfor arbejder vi i videst muligt omfang med genbrug og overskudsprodukter.

Vi redesigner f.eks. gammelt tøj, gamle møbler og gamle cykler, som bliver solgt på vore årlige markeder, i butikken Mö & Flös og cykelværkstedet CykelDoKK. Arbejdsfællesskaberne består af ansatte, frivillige samt mennesker i vejlednings- og afklaringsforløb.

CykeldoKK er et gørested for unge udsatte i Aarhus. Værkstedet ligger på Mindet 6 på havnen i Aarhus. Værkstedet modtager gamle cykler, roder og skruer på dem, og puster nyt liv i dem og sælger dem videre. Alt overskud går til CykeldoKK's arbejde for at skabe bedre rammer for unge hjemløse i Aarhus. Læs mere om værkstedet på Facebook.

I træværkstedet laver de unge ting af træ og beton, som sættes i produktion og sælges. Der laves blandt andet spækbrætter og hylder af overskudsmaterialer. Her er en rar atmosfære og både ansatte, frivillige og kontanthjælpsmodtagere deltager.

I forbindelse med Værkstedet er der også etableret et drivhus og Grønne Gården, som er en grøn oase i gården på Nørre Allé 25. Her bruges der tid på vedligeholdelse og stiklinger, der pottes ud og sælges.