Nyhed

Kirkens Korshær er en form for familie

Juletiden er svær for mange af de udsatte børnefamilier, hvor et svigtende økonomisk og mentalt overskud sætter begrænsninger og skaber bekymringer. Hos Kirkens Korshær kan familierne få et tiltrængt pusterum, blive en del af fællesskabet – få en ekstra familie.

Donerede julegaver til det familiestøttende arbejde i Aalborg

Tekst: Kitte Fabricius
Foto: Børne- og familiearbejdet i Brønderslev, Aalborg og Holstebro

’Vi glæder os til juleaften, så bli’r træet tændt
Og vi får fine julegaver, iihh, hvor er vi spændt!’


De fleste kan nok nynne med på Otto Brandenburgs juleklassiker om Søren Banjomus og nikke genkendende til den følelse, som sangerne med omkvædet sætter ord på: Forventningens glæde.

Forestil dig et øjeblik, hvordan du ville have det med julen, hvis ikke du vidste, hvor du skulle være juleaften. Hvis du ikke var sikker på, om der var råd til julemad og gaver til dine børn. Hvis du måtte fortælle dit barn, at det ikke kunne have en nisseven i skolen, fordi der ikke var råd. Tanken er ikke rar. Ikke desto mindre er det virkeligheden for mange af de godt 1000 børnefamilier, som er en del af Kirkens Korshærs børne- og familiearbejde.  

- Vi siger, at julen er hjerternes og børnenes fest. Men for rigtigt mange af de familier, som vi har kontakt med, er det også bekymringernes tid, fortæller Annette Stær, der er leder for Familiehjørnet, Kirkens Korshærs børne- og familietilbud i Herning.

- De vil så gerne være gode forældre og gøre det bedste for deres børn, men det er virkelig vanskeligt for dem. For de er et sted, hvor der ikke er mere at give af hverken materielt eller mentalt.

Familiære juletraditioner

En tur i skoven for at samle pyntegrønt og kogler til juledekorationerne. En julebagedag med et rend af børn og kagedej. En juletræsfest med gave og besøg fra julemanden. I Kirkens Korshær børne- og familiearbejde er der tradition for, at man med arrangementer, oplevelsesture og julehjælp gør noget særligt ud af december måned.

Glædelig jul fra alle i Kirkens Korshær

Det betyder rigtigt meget for de udsatte familier, hvor forældrenes svigtende overskud og spinkle netværk ofte er ensbetydende med en tom kalender og en på mange måder ensom jul, fortæller Lone Rasmussen, der er daglig leder af børne-familiearbejdet i Holstebro.

- Hvad kan vi tilbyde dem og sætte i stedet for?, spørger hun.

- Vi kan tilbyde dem, at de kan komme og mødes med korshærsfamilien. Et sted at være, hvor der er andre mennesker og muligheden for at blive en del af et fællesskab. Det er vigtigt, for vi vil gerne mindske den ensomhed, de oplever.

Familie. Det ord brugere flere af lederne fra børne-familiearbejdet, når de skal beskrive betydningen af at kunne invitere indenfor i julen. Det er også det første ord, der falder leder i Aalborg og Brønderslev, Lene Højland Laursen, ind.

- Om det er i mødregruppen eller kvindecaféen, bliver vi en form for familie. Vi bager småkager og laver juledekorationer, laver julegaver med børnene og spiller banko. Alle de små ting, som de fleste andre ville lave derhjemme med deres familie. Ting, som forsøder julen en smule, og gør, at det hele føles lidt mere almindeligt, siger hun.

Uddelingen af julehjælp handler om omsorg

Mange steder vælger man at give julehjælp i en traditionel forstand i form af gaver til børnene, kasser med julemad eller gavekort til supermarkeder. Beløbene er ofte beskedne, men betydningen af julehjælpen er ikke til at tage fejl af, fortæller Stine Lyngs, der er leder af familiearbejdet Silkeborg. 

- Det er en lettelse og en glæde for familierne, fordi det gør, at de kan give deres børn noget, som de ellers ikke har råd til i form af et lækkert julemåltid, en chokoladejulekalender eller en lidt større gave, siger hun.

Hun oplever, at julehjælpen handler om andet og mere end det rent materielle. Når hun skal forklare betydningen, bruger hun i stedet for ordet omsorg.

- Vi kan mærke, at det for familierne handler om, at her er nogen, der gerne vil dem. At her er et sted, som uden modkrav, gerne vil give dem noget. Det bliver de meget bevægede over i familierne.

At give julehjælp er langt fra gratis. Derfor er man i børne- familiearbejdet afhængig af, at der kommer sponsorater og donationer ind fra virksomheder, foreninger og fonde. De kommer ofte fra lokale initiativer som menighedsråd, Y’s men-klubber og virksomheder. Det giver hjælpen en særlig betydning, fortæller Stine Lyngs.

- De bliver rørt over, at donationerne kommer lokalt fra. For det viser, at der er nogen, som tænker på dem. Det giver en styrke og en tryghed at vide, at der nogen i lokalområdet, der gerne vil dem og bakker op, siger hun.

Intet er som det plejer

- Havde du spurgt mig for 14 dage siden, havde svaret nok været noget helt andet, siger Lone Rasmussen.

Få dage forinden er retningslinjerne igen blev ændret, og det samme er planerne for julen. Sådan har det været meget af 2020, hvor kampen mod covid-19 har betydet en næsten konstant strøm af ændrede retningslinjer og restriktioner, som man har skullet forholde sig til i børne-familiearbejdet.

En julegave der passer til "dreng ca. 11 år"

Julen bliver anderledes, det er det eneste, de ved med sikkerhed. Rundt om i landet er lederne af børne- og familiearbejdet derfor også påpasselige med at sige for meget om, hvad de gør i år. For de vil ikke love for meget. Vil ikke skuffe.

- Vi har planlagt ting og aktiviteter i år, som vi har været nødt til at aflyse. Det er faktisk værre for familierne, når vi på den måde stiller dem noget i vente, som vi ikke lever op til. Og vi vil ikke skuffe dem mere, siger Stine Lyngs.

Det bliver ikke aflyst

Traditionerne omkring julen vil de så vidt muligt gerne holde fast i. Men den usikre situation og de mange hvis’er gør også, at man rundt omkring i landet har været nødt til at finde på både en plan B og C.  Man har brygget på idéen om at lave pakker med aktiviteter og lidt juleknas, har overvejet at låne et festlokale ude i byen, eller om dansen rundt om juletræet kan foregå under åben himmel.

Hvor der er en vilje, er der en vej, siger man. Og det gælder også for børne-familiearbejdet. Så det skal nok blive jul – også i år!

- Om ikke andet så må juletræsfesten komme til dem, som Lene Højlund Laursen siger med beslutsomhed i stemmen.

 - For de her børn skal have en gave, lidt godt til maven og en hilsen fra os og julemanden. Også, hvis den eneste måde at gøre det på er, at vi kører rundt til hver enkelt familie med det.

- Det gjorde vi også i foråret, da landet lukkede ned.

Juletraditioner i børne- og familiearbejdet

Vi har en årlig julebagedag, hvor nogle af vores frivillige kommer med dej, de har lavet hjemmefra. Det er en dag, som er et rent inferno af småkagedej, legende børn og talende voksne. Men alle får bagt lidt, som de kan tage med hjem og nyde sammen. Dagen plejer vi at slutte med, at alle spiser æbleskiver sammen, inden vi går hver til sit.
Annette Stær, familiearbejdet i Herning

 

Gennem hele året har vi fællesspisning, og det gør vi lidt ekstra ud af i julen. Vi plejer at lave noget kreativt sammen som at bage eller lave juledekorationer. Sidste år tømte vi lagret på varmestuen for ting, de havde liggende og ikke længere brugte. På den måde fik de ryddet op og børnene fik noget at lave juledekorationer af. Det hørte genbrugsbutikkerne om, og de har tilbudt, at de gerne vil give os noget til at lave dekorationer af i år.
Lone Rasmussen, familiearbejdet i Holstebro

 

Vi holder juletræsfest med dans om juletræet, besøg af julemanden og med en gave til hvert barn. Gaverne samler vi ind ved, at alle borgere i Aalborg kommune kan komme forbi rådhuset og aflevere dem, og så deler vi ud. De sidste par år har vi været så mange til festen, at vi har været nødt til at holde det af flere omgange for at få plads til alle.
Lene Højland Larsen, familiearbejdet i Aalborg og Brønderslev

 

Hvert år plejer vi at tage en tur i skoven, hvor vi samler kogler og pyntegrønt. Bagefter laver vi juledekorationer, som familierne kan få med hjem. De bliver lavet på fade og i brødforme, som vi har samlet ind i løbet af året og er til store glæde for alle.
Stine Lyngs, familiearbejdet i Silkeborg

Denne artikel blev bragt i Korshærsbladet #4, 2020.  Som medlem af Kirkens Korshær modtager du Korshærsbladet. Læs hvordan du bliver medlem. 

medarbejder giver suppe til kvinde på gaden

Bliv medlem af foreningen Kirkens Korshær, og få indflydelse på vores sociale arbejde.