Nyhed

Ingen skal starte i skolen uden en skoletaske

Alle forældre ønsker at give deres børn en god skolestart. Men når penge er små, er det ikke en ny skoletaske eller tøj, der står højest på indkøbslisten. Hos Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde kan udsatte børnefamilier få hjælp til skolestarten.

Barn tegner, Torvegade

Tekst: Kitte Fabricius Foto: Modelfoto

Hvert eneste år markeres sommerens slutning en ny begyndelse for godt 65.000 børn, når børnehaven skiftes ud med indskolingen. I ugerne op til tager de fleste børn spændte sammen med mor og far på indkøbstur. Får lov til at vælge skoletaske, penalhus, madkasse og drikkedunk. Måske også en fin ny kjole eller en sej trøje til den første skoledag. Mens den første skoledag nærmer sig, flyver spændte og forventningsfulde sommerfugle flyver rundt i de små maver.  

Men for nogle børn vokser en knude i maven. For når pengene derhjemme er små, er det ikke en skoletaske eller et nyt sæt tøj, der står øverst på indkøbslisten. Og de ved, at de allerede første skoledag kommer til at skille sig ud.  

De mange bekymringer omkring skolestart kender medarbejderne i Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde kun alt for godt. 11 forskellige steder i landet og hele året rundt hjælper de udsatte og sårbare børnefamilier – også når der er skolestart. 

Vigtigt med værdighed 

Et af de steder, som træder til ved skolestarten, er Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde i Herning Familiehjørnet. De ligger godt halvanden kilometer fra Kirkens Korshærs lokale genbrugsbutik og har en aftale. Mangler en af familierne en skoletaske, penalhus eller andet udstyr til skolestart, så ringer de sammen, fortæller leder Annette Stær. 

- Når medarbejderne i genbrugsbutikken ved, at familien er udfordret, så bliver det nemmere. Så kan de hjælpe familierne med ikke bare at finde den rigtige skoletaske, men også en god pris. For det betyder rigtigt meget, at de selv betaler for den, siger hun. 

Hvorfor er det så vigtigt? 

- Der er rigtigt meget værdighed i, at man selv kan betale, også selvom det kun er et meget lille beløb. For når man tager med sit barn ud og køber en ny skoletaske, så er man også med til at give dem så god en start på skolelivet som overhovedet muligt, svarer hun. 

Mere end en skoletaske 

Den praktiske hjælp til at finde en skoletaske, penalhus og måske noget nyt tøj betyder rigtigt meget for familierne. Men i virkeligheden handler det om noget andet og meget større end skoletasken, fortæller Annette Stær.  

- Det handler om at komme godt fra start, en god oplevelse, der giver lyst til at holde ud og blive der. På den måde er vi med til at bryde den sociale arv. For mange af de forældre, vi møder, har selv haft dårlige oplevelser med skolen og er droppet ud meget tidligt. De har et stort ønske om, at deres børn skal have en anden oplevelse af det at gå i skole, siger hun. 

Derfor står medarbejderne i Familiehjørnet også til rådighed for familierne i tiden op til og under skolestarten. De tilbyder at tage med til netværksmøder med skolen, er sparringspartnere og støtter op om, at det hele bliver så godt som muligt.  

 - Vi har en stor rolle i forhold til at støtte og vejlede dem. Vi giver forældrene noget ro. Fortæller dem, at det nok skal gå. Siger ’ro på’. Det er et sikkerhedsnet under dem. For de ved, at vi også er der, hvis der bliver problemer, eller de har brug for hjælp, siger hun. 

- Det er vigtigt. For hvis forældrene bliver stressede og bekymrede, så gør deres børn også.  

Er med hele vejen 

Familiehjørnet kommer ind i familiernes liv på meget forskellige tidspunkter og følger familierne så længe, de har brug for og ønsker det. Derfor er der familier, hvor alle børnene går i daginstitutioner eller folkeskolen, men også familier med større børn og unge.  

Det er unge, der er på vej til at tage de første skridt ind i deres ungdoms- og voksenliv. Derfor fylder efterskolestarten en del i sensommeren, hvor nogle af dem får mulighed for at få et år hjemmefra. Det fylder meget for både dem og deres forældre. 

Praktisk tøj, gummistøvler, toiletartikler, sengetøj og andet udstyr. Før starten på efterskolen får de fleste familier tilsendt en lang liste med ting, de unge skal medbringe på første dag. De unge skal etablere en liv uden for hjemmet. Det koster penge, og det lægger et stort økonomisk pres på familierne.  

- For os ligger der et stort hjælpearbejde i at give dem en god start. Det er helt enormt vigtigt for dem, at det de har med, ligner det, de andre har. For som alle andre teenagere vil de gerne passe ind. Og det er med til at give dem en god start, hvor de føler sig som alle andre, fortæller Annette Stær. 

- Derfor kunne vi godt ønske os, at vi havde nogle penge stående til, at vi kunne hjælpe familierne med at få børnene afsted på efterskole. Og til at sørge for, at der også var råd til, at vi nogle gange kunne gå ud og købe helt nye ting til dem.  

Ingen børn i Danmark skal frygte første skoledag, fordi der ikke er råd til skoletaske, penalhus eller madpakke. 

Hjælp udsatte børn til en bedre skolestart

Giv et udsat barn en bedre skolestart

Første skoledag er lige om hjørnet. Der er købt ny skoletaske, penalhus, tuscher, drikkedunk og sko og tøj til hverdag og sportsaktiviteter.

Bare ikke til børn fra landets fattigste familier. Dem, som end ikke har råd til madpakker.

Al begyndelse er svær, men så svær skal den ikke være.

Hjælp Kirkens Korshær med et rette op på disse mangler. Vores 19 steder med familiearbejde står klar til at hjælpe.

MobilePay 97090 (valgfrit beløb)

SMS MADPAKKE til 1416 og støt med 150 kr.