Nyhed

Ingen skal lades i stikken

I arbejdet med FN’s 17 verdensmål skal ingen mennesker lades i stikken, lyder det fra Kirkens Korshær og syv andre organisationer i et debatindlæg på Altinget.

Kirkens Korshær arbejder med FNs verdensmål

Denne uge har regeringen lanceret en handlingsplan for arbejdet med FN’s 17 verdensmål. En handlingsplan, der sætter klare mål for den nationale indsats for at skabe et mere bæredygtigt og lige samfund.

Ingen skal lades i stikken, lyder det gennemgående tema og bærende princip i de 17 verdensmål. Derfor skal handlingsplanen også tage hånd om de mest udsatte mennesker i samfundet, og de skal aktivt inddrages i arbejdet med at omsætte verdensmålene til virkelighed. Sådan lyder det fra Kirkens Korshær og syv andre organisationer i et debatindlæg på Altinget.dk.

De otte organisationer er gået sammen om at danne en ’leave no one behind’- koalition (ingen skal lades i stikken, red.). En koalition, som i debatindlægget tilbyder finansminister Nikolai Wammen hjælp med at komme i mål med den danske indsats for verdensmålene.

Læs også: "Verdensmålene hænger uløseligt sammen"

Konkrete anbefalinger

I debatindlægget kommer de otte organisationer med tre konkrete anbefalinger til finansministeren. For det første vil de gerne have, at de mennesker, som det hele handler om, bliver inddraget noget mere.

Derudover ønsker de en udspecificering af, hvordan regeringen vil løfte verdensmålets bærende princip om, at ingen mennesker skal lades i stikken.

Den sidste anbefaling er, at finansministeren og regeringen skal trække på og bruge den erfaring og viden, som de otte organisationer har om udsatte og sårbare grupper i samfundet.

Det fulde debatindlæg kan læses på altingets hjemmeside.

Kirkens Korshær og FN's verdensmål

Kirkens Korshær bidrager særligt til arbejdet med seks af FN’s 17 verdensmål.

Afskaf fattigdom, stop sult, sundhed og trivsel, mindre ulighed, bæredygtige byer og lokalsamfund, ansvarligt forbrug og produktion.

Du kan læse mere om, hvordan Kirkens Korshær arbejder med verdensmålene på siden her.