Nyhed

Housing First virker, derfor skal det bruges

Efter mere end 10 år med Housing First i Danmark anvendes metoden kun i begrænset omfang, viser ny rapport fra Socialstyrelsen. Men indsatsen virker og bør derfor implementeres bedre og bredes mere ud, mener Kirkens Korshær.

Skurbyen i Aalborg

Det er mere end ti år siden, at man herhjemme begyndte at arbejde med den såkaldte Housing First-tilgang, hjem først (red.), til hjemløshed. En indsats, der oftest bliver omtalt som den mest effektive måde at komme hjemløshed til livs. Men en ny rapport fra Socialstyrelsen viser, at de danske kommuner kun i begrænset omfang benytter sig af Housing First tilgangen.

Rapporten er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, hvor 81 af landets kommuner har deltaget. Ud af dem arbejder 39 kommuner aktivt med Housing First, og i en periode på et år modtog kun omkring otte procent af de mennesker, som levede i hjemløshed, hjælp gennem en Housing First Indsats. Derfor er rapportens konklusion klar:

Housing First

Med Housing First giver man et permanent sted at bo - med  det samme - og uden betingelser. 

Housing First bygger på en grundlæggende tro på, at selvom man har komplekse sociale problemer, misbrug og psykiske sårbarhed inde på livet, så kan man få det bedre og få styrket sin livskvalitet. 

Derfor skal der sammen med en bolig gives individuel støtte, der bygger på principper om selvbestemmelse, aktiv involvering og har fokus på, hvad det enkelte menneske ønsker og drømmer om. 

Der er potentiale for at implementere Housing First bedre og brede den ud til flere kommuner.

Læs også: "En (u)almindelig bolig"

En konklusion som chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen bakker op om. For Housing First virker godt for mange mennesker, når metoden anvendes helt og fuldt efter sin hensigt. Så er den nemlig med til at sikre, at den enkelte ikke bare får et sted at bo, men også får nødvendig hjælp og støtte til at klare sig i egen bolig – og dermed øger trivsel og livskvalitet.

- For langt de fleste mennesker, der lever i hjemløshed, er manglen på en bolig et symptom på at komplekst virvar af psykisk og fysisk sygdom, sociale problemer, misbrug, ensomhed og andre former for sårbarhed. Derfor handler kampen mod hjemløshed ikke bare om at give mennesker et sted at bo, siger hun. Men det skal heller ikke glemmes, at ikke alle mennesker har glæde af Housing First. Derfor skal der også være tilbud til f.eks. mennesker i hjemløshed, som har stort behov for pleje.

- Housing First virker fordi, det handler om meget mere end en bolig først. Med indsatsen giver man ikke bare mennesker et sted at bo, man giver dem en individuel støtte til at blive der. En støtte, der er til stede så længe, der er behov for det. Og det kan godt være meget længe.   

Regeringen på vej med nyt udspil

Blandt andet på baggrund af rapporten varsler Social- og Ældreminister Astrid Krag (S), at regeringen efter sommer vil komme med et nyt udspil, der skal adressere problemer og udfordringer i den danske hjemløseindsats.

- Ingen bør være hjemløse i et rigt samfund som vores. Skal vi hjemløsheden til livs, skal vi bruge de metoder, vi ved hjælper folk ud af tilværelsen som hjemløs, siger hun i en pressemeddelelse.

- Housing First virker netop, fordi udsatte mennesker ikke bare får en bolig, men også den rette støtte til at klare tilværelsen. Derfor skal den metode udbredes, ligesom vi skal have løst de andre problemer, der står i vejen for en effektiv indsats mod hjemløshed.

Læs også: "Organisationer skal inddrages i indsatsen mod hjemløshed"

Kirkens Korshær ønsker en styrket indsats

Der er ingen mennesker i et land som Danmark, der i længere tid skal slås med manglen på et hjem, mener Kirkens Korshær. Derfor er det vigtigt, at der på tværs af sektorer og politiske skel bliver arbejdet på at komme hjemløsheden til livs. Derfor ser chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen frem til regeringens udspil.

Samtidigt påpeger hun, at Kirkens Korshær gerne står til rådighed med erfaringer og viden om, hvordan man kan sikre, at en bolig bliver til et hjem, så ingen mennesker skal leve i hjemløshed.

- Vi har masser af gode erfaringer i Kirkens Korshær, som vi gerne vil bidrage med både i forhold til regeringen og de enkelte kommuner. Også når det gælder det gode og tætte samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet, der er en hjørnesten i, at Housing First indsatsen er lykkedes i eksempelvis Odense.  

Læs også: "Odense har knækket koden"