En (u)almindelig bolig
Med respekt, rummelighed og fællesskab giver Kirkens Korshærs to permanente botilbud en mulighed for at skabe et hjem for en gruppe tidligere hjemløse, der har svært ved at være andre steder.
Tekst Kitte Fabricius. Foto: Iben Kaufmann, Helga C. Theilgaard og Louise Dybbro
Det er sjældent, at der bliver en bolig ledig i Kirkens Korshærs permanente botilbud, Hyttebyen i Vejle og Skurbyen i Aalborg. For når en beboer først overtager en af de små boliger, så bliver de fleste der, til de skal bæres ud. Det er i sig selv bevis på, at disse botilbud kan noget helt særligt. Beboerne er nemlig alle tidligere hjemløse, som har haft svært ved at være andre steder.
For hvis larm, postkasser som flyder over og skrald har overskredet det, naboerne og boligselskaberne i en gængs ejendom finder acceptabelt, har mange oplevet at blive sat på gaden eller er rejst fra rodet – ofte med en plads på boligselskabernes sorte liste som resultat. Og når det til tider har været svært at passe ind og overholde reglerne på herberger og andre midlertidige botilbud, har det været med karantæne som yderste konsekvens og gaden som
eneste alternativ.
Hvordan lykkedes det at skabe et sted, hvor beboerne både har lyst til og kan være? Svaret er ganske kort: rummelighed, mangfoldighed og fællesskab.
Højt til loftet
Den eneste regel i Kirkens Korshærs permanente botilbud er, at der ikke findes nogen faste regler. Her må man godt spille høj musik efter klokken 22, have gæster på alle tider af døgnet og lade være med at tømme postkassen.
Det kan lyde som opskriften på anarki og kaos. Men det er det kun sjældent, og det kan være svært at forstå for en udefrakommende. Leder og social vicevært i Hyttebyen, Bettina Bøgelund, tænker et øjeblik over sit svar. Højt til loftet og rummelighed er det umiddelbare svar. Hun uddyber:
- Det handler rigtig meget om, at vi er et fællesskab, hvor man siger tingene, som de er. Vi kalder en kost for en kost og en spade for en spade. Det gælder også, hvis vi har lavet en aftale, og den bliver overtrådt. Det siger vi ligeud, at man simpelthen ikke kan være det bekendt. På den måde pakker vi aldrig tingene ind, siger hun.
- Er det den mest pædagogiske tilgang? Nej! Men det er simpelthen nødvendigt en gang imellem.
Hjælp til alt
Til hver af de to botilbud er tilknyttet sociale viceværter, som først og fremmest er til stede i dagtimerne. Deres arbejder spænder bredt, fra hjælp til dagligdagsting som rengøring til at være bisiddere i møder med myndighederne eller hjælp til at finde løsninger på beboernes gældsproblemer, fortæller Bettina Bøgelund.
- I bund og grund handler vores job om at hjælpe beboerne med at få livet til at fungere. Men det handler også om at motivere dem til at ændre nogle af de ting, som kan være svære eller er problematiske, siger hun.
- Vi smøger gerne ærmerne op og kommer med kost og spand, hvis der er brug for det. Men vi gør det ikke for dem – vi gør det med dem. Nogle er vi meget direkte i forhold til, når vi ser, at der er noget, som kan blive bedre. Andre går vi mere nænsomt til og foreslår måske, at vi hjælpes ad med vasketøjet eller rengøringen.
At gøre intet
Spørger man, er der næsten ikke det, som de sociale viceværter ikke vil gøre for beboerne. Men. Og det er et stort men, hvis ikke beboerne selv vil eller beder om hjælp, så går de sociale viceværter ikke ind og påtvinger nogen noget.
Det kan være svært at forstå, hvordan man som social vicevært og fagperson finder en ro og balance i, at det rigtige nogle gange er ikke at gøre noget. Leder og sociale vicevært i Skurbyen i Aalborg, Carsten Andersen, trækker på skuldrene. Efter 25 år i Kirkens Korshær har han set og oplevet det meste, og den erfaring trækker han på.
- Det er hele tiden en balancegang og en mavefornemmelse. Men nok også det, man kalder godt håndværk, siger han.
Alle er noget værd
Alle mennesker er enestående og har umistelig værdi. En værdi, som ikke mindskes eller afgøres af deres livsvalg eller evne til at klare sig selv. Det er grundtanken i al Kirkens Korshærs sociale arbejde og noget, som de to ledere gentagne gange vender tilbage til.
- Jeg tror, at det er derfor, vi lykkes. Fordi vi ser mennesker i øjnene og møder dem med åbne arme. Hos os er man ikke et sagsnummer, en alkoholiker eller et problem. De er Karl og Peter, og dem er vi virkelig glade for at se, siger Bettina Bøgelund.
- For mange er det en helt ny oplevelse. Beboerne kan være helt forundrede over, at vi gerne vil komme hjem til dem og drikke kaffe. Og det siger så meget om, hvordan de er blevet set på og behandlet før.
Behandlingsfrizone
Alle beboerne i både Hyttebyen og Skurbyen er over 50 år. Gennem det meste af livet har de været et sagsnummer – en handleplan – på kommunens skrivebord. Har fået at vide, at der skal være en plan – et næste skridt – er blevet bedt om at gå i misbrugsbehandling, at få et arbejde eller finde en ny bolig.
Men i Hyttebyen og Skurbyen får beboerne ro. For ingen af de to steder arbejder med handleplaner og krav om forbedring eller forandring. Tværtimod er det som Carsten Andersen siger ’behandlingsfrizone’:
- Lige så snart vi opsætter et mål, gør vi også beboerne til objekter. Men det er mennesker, og mennesker er forskellige. Derfor har vi også en Peter-metode, en Torben-metode og en Knud-metode, når vi skal finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem, siger han.
- I virkeligheden er det paradoksalt. Det øjeblik, vi holder op med at stille krav til beboerne, så rykker de fleste af dem sig.
Hverdagens små sejre
Mange af beboerne i de to botilbud har levet i årevis uden et fast sted at bo. Men i Hyttebyen og Skurbyen får de ikke bare fast tag over hovedet, de får muligheden for at skabe et hjem, fortæller Carsten Andersen og lægger tryg på det sidste ord.
- Vi giver dem muligheden, men hjemmet skal man selv skabe. Det ser vi, hvordan beboerne langsomt begynder at gøre, når de hænger billeder på væggen og indretter sig. Begynder at tømme postkassen og at åbne rudekuverter. Nogle kommer endda så langt ud, at de begynder at betale licens, siger han med et smil.
- Men det er kun sjældent let, og meget ofte er det et skridt frem og mange tilbage. Men vi lærer hele tiden og bliver klogere.
Der er de store sejre. Gæld, der bliver betalt af. Mennesker, som får genetableret kontakten til familien. De beboere, som får mod på at stå på egne ben og flytter fra Kirkens Korshærs botilbud til en almen bolig. Men der er ofte langt mellem dem – og det er helt ok.
I stedet er det de små ting, som de sociale viceværter fremhæver. Et smil. En god samtale. At få lidt mad i en beboer, inden vedkommende bliver for fuld. Når de sammen får ryddet op og tømt ud eller gjort hovedrent i et af de små huse.
- Vi kan ikke måle, om det er lykkedes. Men vi kan kigge på måden, vores beboere har lyst til at leve deres liv på. Og vi kan se, at de har det godt, føler sig velkomne og accepterede, siger Bettina Bøgelund.
- Det er vores succeskriterie – og det er forskellen på det, vi laver, og mange andre steder.
- Hvert tilbud består af seks selvstændig bolig, som deles om udearealer og fælleshus.
- Beboerne skal betale indskud, husleje, el, varme og vand.
- Målgruppen er mennesker, som ikke har kunnet trives i eksisterende boformer og egne boliger. Mange af
- beboerne har psykiske problemer, alkohol- eller blandingsmisbrug.
- Man kan ikke blive skrevet på en venteliste til de to botilbud, som i stedet bliver tilbudt til enkeltpersoner af repræsentanter fra Kirkens Korshær og de respektive kommuner.
Artiklen blev oprindeligt brag i Korshærsblad #1 2021. Læs mere om, hvordan du kan modtage bladet her.