Har du penge, kan du få – har du ingen…

TEKST OG FOTO: Rasmus Adserballe

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske med de små.

Anne Marie Blom gyser ved spørgsmålet om, hvad der ville ske med de mindste børn, hvis Børnecaféen ikke fandtes. Hun har været frivillig i Børnecaféen i fire år og kan sammen med sin kollega Elisabet Linderot  og den øvrige stab svare ja til et andet spørgsmål, nemlig: ’Findes der fattige i Danmark?’

- Gå ud i din by. Gå til en anden bydel end den, du bor i, så kan du se tegn på fattigdommen i Danmark, opfordrer Elisabet, som har boet på Christianshavn i 20 år og med egne øjne har set behovet for hjælp til såvel voksne som børn stige.

København er ikke Calcutta, men armod har mange ansigter. Her i bydelen ses den i de børn og unge, som får stillet deres sult ved at spise de sandwich, Elisabet laver i Børnecaféen. 

 - Før jeg tog på ferie, bagte jeg en masse brød og lagde dem i fryseren. Da jeg kom hjem var der ingen tilbage, fortæller hun.

Fattigdom i fritiden

Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå, synges der. Men for de udsatte familier, der nyder godt af Børnecaféens tilbud om hjælp, er det ikke bare et tekststykke fra en sang - det er sandhed. En sandhed, de kender alt til, og som Anne Marie får indblik i, hver gang hun er på arbejde. 

- De ting, der koster penge, har familierne ikke råd til. Mange af børnene har ikke mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter. De får ikke del i det fællesskab, der er i idrætsforeninger. Eller nye sko, fortæller hun.

Ofte kan børnene få sko i Børnecafeen, som også sørger for, at børnene får nogle oplevelser, så de kan tale med kammeraterne om film, de har set i biffen, og bidrage til underholdningen, når samtalen falder på, hvad de lavede i deres sommerferie. Her kan de bl.a. fortælle om ture til Bornholm.

- Vi søger også penge til, at unge med særlige behov kan komme på kursus eller på aftenskole. Det kan hjælpe dem med at komme tilbage i et skolesystem, de måske er faldet ud af. Forældrene ville aldrig have råd til det, fortæller Anne Marie og fortsætter.

- Det er dog forskelligt, om der kommer penge eller ej.

Det skal - og giver - mening

Netop pengene til organisationens hjælpearbejde ville være meget små, hvis ikke gode mennesker som Anne Marie og Elisabet havde frasagt sig løn. For sidstnævnte, som er svensk, og som før hun gik på pension var specialist i børnetandpleje, handler det mere om at give noget end at få. 

 - Jeg tænker ikke over, at jeg ikke får penge for det. Jeg har det, jeg behøver. Jeg får en masse ud af at arbejde her. En følelse af at have hjulpet. Der er nogle mennesker, der får det bedre, fordi jeg laver det, jeg laver. Der skal være mening med det, man gør. Mange er afhængige af den støtte, Kirkens Korshær kan tilbyde. En mor kom ud i køkkenet og takkede for, at jeg havde gjort en forskel. Det gjorde mig glad, siger hun smilende. 

For Anne Marie, som er tidligere sygeplejerske og blandt andet har haft med udsatte grønlændere at gøre, faldt det helt naturligt at fortsætte arbejdet med dem, de andre ikke ville lege med, som hun – og Kim Larsen - udtrykker det. 

- Bare fordi jeg har rundet de 65 og er gået på pension, skal jeg jo ikke lave om på den del af mit liv. Allerede mens jeg arbejdede, vidste jeg, at jeg ville være frivillig her i huset. Her kan jeg hjælpe med svære familiedynamikker, og jeg er evigt taknemmelig for at være et sted, hvor det jeg kan, bliver anerkendt, forklarer Anne Marie.

Om Kirkens Korshærs rolle fortæller hun. 

- Hvis ikke vi var her, ville der være mange ulykkelige mennesker. Kirkens Korshær kan noget andet end det sociale og offentlige system. Vi har skabt et rum, der signalerer, ”Her er du velkommen”.

Her stoppede interviewet, Anne Marie og Elisabet skulle lave sunde muffins til børnene.