Nyhed

De frivillige er ikke sådan at slå ud

At varmestuen Kafé Klaus i Roskilde er i stand til at yde omsorg for byens socialt udsatte, skyldes i høj grad medarbejderne i de lokale genbrugsbutikker. Tag med til Darupvang, hvor frivillige løfter i flok, læsser af på hinanden og holder både stand og afstand.

Lotte, frivillig i genbrugsbutik
Tekst og foto: Rasmus Adserballe

2020. Intet er, som det plejer. Plejer er død, siger man. Men plejer må indse, at de frivillige i Kirkens Korshær ikke er sådan at slå ud. Da først butikkerne åbnede igen efter nedlukningen i foråret, strømmede de frivillige tilbage, og med dem kunderne.

Julen bringer måske nok velsignet bud, men i år også bekymringer. For bliver den overhovedet til noget – set med butiksbriller?

- Normalt pynter vi op i vinduerne, siger frivillige Lotte (billedet øverst), som Annie Einfeldt Jørgensen til dagligt kaldes.

- Og der dækkes julebord med rød eller grøn dug. Troldehasselgrene kommes i vaser. Der er glaskugler, glögg, æbleskiver, pebernødder, brunkager, og så har vi en kæmpe nissemand, som byder velkommen ved døren. Vi holder også vores egen lille julefrokost midt i butikken i åbningstiden. Kunderne kommer forbi og ser, at vi sidder dér med at fad smørrebrød og julepynt på bordet. Det kan folk godt li’.

- Men julefrokosten er strøget i år, meddeler ligeledes frivillige Hanne Povlsen (som poserer på billedet med hunden) og tilføjer:

- Det samme er personalemøderne.

Afstand, afspritning og afskærmning

Sikkerhed frem for alt. Ikke kun for de frivillige, men også for køberne af de varer, som sælges, så det hele kan køre rundt – også i modgangstider. Håbet er selvfølgelig, at butikken fortsat kan holde åbent, og at medarbejdere og kunder får den december, de er vant til.

- Vi regner ikke med, vi får mere travlt denne december, så jeg tror, at de regler, vi har nu, fungerer. Vi har de værnemidler, der skal til, og folk er meget flinke til selv at styre det. Vi har sprit og handsker og Hold afstand-skilte, fortæller Hanne.

- Vi har også skærme ved kassen. Og er der mange kunder i butikken, så har vi ret til at minde dem om at holde afstand, men det har ikke været nødvendigt at sige noget til nogen endnu, supplerer Lotte.

Hvorfor skal man købe julegaven brugt?

Sidste år svarede en tredjedel af de adspurgte i en undersøgelse foretaget af Userneeds for Trendsales, at de med glæde ville give en gave, som de havde fundet brugt. En undersøgelse som understøtter en stigende tendens til, at danskerne i tiltagende grad giver og modtager julegaver, som kommer fra genbrug.

Men, hvorfor skal man købe julegaven brugt? Hanne er ikke i tvivl:

- Fordi man går ind for bæredygtighed. Fordi alt overskud går til de svage i samfundet, siger hun.

- De, der køber julegaver brugt, er både dem med få penge, men også folk, der ikke mangler noget, folk som får øje på noget unikt i butikken. Men der skal en holdningsændring til – både hos den, der giver gaven, men også hos modtageren. De skal bearbejde den tanke, at det er okay at modtage noget, der er brugt.

Man kan gå nok så meget ind for at passe på miljøet og for at hjælpe udsatte mennesker i Danmark. Men selv med en eventuel holdningsændring på plads, er det bare ikke fedt at modtage en pakke med ødelagt indhold. Også det kan være medvirkende til, at folk ikke går genbrugsvejen, når det kommer til gaver.

Hanne, frivillig i genbrugsbutik.

Her kan man dog være 99% sikker, siger Lotte og forklarer:

- Puslespilsbrikker bliver talt, og vi gennemprøver stort set alting; Hårtørrere og elektriske knive står jeg selv og kontrollerer. Vi gør også meget ud af at rengøre.

Ellers får kunderne en garanti for, at de kan komme og returnere det, fortæller Hanne.

- Vi har ting og sager til salg, der er unikke. Så vi håber på et godt salg og stimler sammen omkring kassen om aftenen, når den skal gøres op, lyder det fra Lotte.

- Somme tider kan vi ikke få armene ned. Og så gør det jo egentlig ikke noget, at vi er trætte.

- Mange kunder siger også, at de ved, det går til et godt formål, fortæller Hanne. Vi gør også, hvad vi kan for at fortælle dem om Kafé Klaus (den lokale varmestue, red.). Vi har flyers, der ligger fremme, og de puttes også ned i folks poser.

Varmestuens stamgæster nyder godt af udvalget i butikken, som de ofte kan købe til favorable priser, og hver 14. dag sendes varer, som matcher behovet hos brugerne, afsted til Kafé Klaus, hvor det deles ud til hjemløse og andre med mangel på fx tøj og sko til vinteren.

Hårdt og godt

De har travlt, de frivillige. Nogle dage mere end da vi var på arbejdsmarkedet, siger Hanne, og fortsætter:

- Vi har ikke brug for meget fitness. Vi får rørt os. Men vi synes jo stadig, det er sjovt at komme på arbejde. Vi gør det lige så meget for vores egen skyld. Da butikken var lukket, savnede vi fællesskabet. Man får snakket hernede, får luft for de gode og dårlige ting, der er sket derhjemme. Det første, vi gør om morgenen, er at læsse af. Det er der tid til. Man skal huske at holde sig i gang!

Men skal man efter et langt liv på arbejdsmarkedet ikke bare have lov at sætte sig ned i sin stol, slappe af og se fjernsyn?

- Nej, det skal man ved gud ikke, siger 81-årige Lotte.

- Når jeg går herfra onsdag aften, så er der længe til mandag, som er den bedste dag. Så er jeg nemlig tilbage efter at have holdt fri i fire dage. Bare se, hvor friske vi er! Sidde derhjemme? Jeg kan da ikke blive ved med at støvsuge. Jeg vil ikke være i en badmintonklub. Der skal ske noget, og det gør der her! Der er spænding hele dagen, og så hjælper man lokalt.

’Kafé Klaus’, Kirkens Korshærs varmestue i Roskilde

Kafé Klaus er en varmestue for udsatte mennesker, hjemløse, misbrugere, psykisk syge, ensomme. Stedet besøges af ca. 50 personer om dagen og har min. 300 faste brugere. 

Der er morgenmad, frokost og varm mad hver dag. Desuden er der badefaciliteter, billigt genbrugstøj, og udlevering af gratis tøj, soveposer mv. til værdigt trængende. Varmestuen har åbent 365 dage om året.”

Denne artikel blev bragt i Korshærsbladet #4, 2020.  Som medlem af Kirkens Korshær modtager du Korshærsbladet. Læs hvordan du bliver medlem 

medarbejder giver suppe til kvinde på gaden

Bliv medlem af foreningen Kirkens Korshær, og få indflydelse på vores sociale arbejde.