Nyhed

"Det er trist at lukke efter næsten 50 år i butikken"

Med 50 år på bagen - først som brugsuddeler og senere som frivillig i Kirkens Korshær - drejer Inger Madsen nu nøglen om, og genbrugsbutikken i Fåre lukker.

Frivillig Inger Madsen i Fåre
Efter 19 gode år lukker Inger Madsen og de andre frivillige medarbejdere genbrugsbutikken i Fåre.

Det hele startede med, at Inger Madsen skulle af med sin købmandsbutik.

- Jeg blev ringet op af Kirkens Korshær, der gerne ville leje sig ind og starte en genbrugsbutik. Vi mødtes samme dag og lavede en aftale med det samme. Jeg startede som frivillig, fordi jeg gerne ville sætte skub i tingene, og så er jeg jo endt med at blive hængende, fortæller Inger Madsen.

Den 4. oktober 2002 slog Kirkens Korshærs genbrugsbutik i vestjyske Fåre dørene op, og folk var budt ind fra nær og fjern. 

Butikken var gjort klar, der var feststemning, og jeg havde masser af sommerfugle i maven.
Frivillig Inger Madsen, ​​​​​Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Fåre

- Jeg kan tydeligt huske dagen, hvor vi åbnede. Butikken var gjort klar, der var feststemning, og jeg havde masser af sommerfugle i maven, husker Inger Madsen.

Et givende fællesskab

Butikken har de sidste 19 år kørt på frivillige kræfter, og for Inger Madsen har det hele vejen igennem været lysten, der drev værket.

- Jeg kan godt lide at stå i butikken og få tingene til at køre. Jeg har været den, der har lagt vagtplaner, og det handler om at få sat folk rigtig sammen, så man kommer til at hygge sig. Det sociale samvær har betydet utrolig meget. Vi har det godt sammen på kryds og tværs, og vi har haft mange gode oplevelser sammen.

De frivillige i butikken har hvert år taget på udflugter sammen og lavet åbent hus-arrangementer, hvor der blev lavet juledekorationer, adventskranse og mange andre ting.

- Vi har haft et eminent fællesskab her i butikken. Alle har været gode til at hjælpe hinanden, og det har været utrolig givende, siger Inger Madsen.

Mangel på frivillige

Da genbrugsbutikken i Fåre igen skulle åbne efter covid-19, havde Inger Madsen håbet, at det ville være muligt at finde nye frivillige.

- Jeg var rundt og spørge de første 50 mennesker, om de havde lyst til at blive frivillige i butikken, men interessen har ikke været stor. Jeg ved ikke, om det skyldes frygten for corona eller om kræfterne bare ikke rækker til det, lyder det fra Inger Madsen.  

Butikken har ikke tidligere haft svært ved at finde frivillige, men efter to måneders coronakrise så tingene pludselig anderledes ud. Flere af butikkens frivillige var efterhånden oppe i alderen, og efter nedlukningen mente mange, at det var en god anledning til at stoppe.

Kommer til at savne kunderne

Når Inger Madsen kigger tilbage på de sidste 19 år som frivillig, sætter hun pris på, at hun var med til at gøre en forskel i genbrugsbutikken.  

Kunderne kan godt blive lidt paf, og næsten have svært ved at tro på, at så stor en andel går direkte til det sociale arbejde.
Frivillig Inger Madsen, ​​​​​Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Fåre

- Som frivillig er man glad for at være med til at samle penge sammen til mennesker, der har det svært. Jeg plejer at omregne overskuddet til, hvor mange portioner mad vi kan give videre. Det plejer kunderne at kunne forholde sig til, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg synes, det er spændende at snakke med kunderne. Mange spørger os, ’hvad går overskuddet til, hvor mange penge bruger I på administration osv.’ Og der har jeg ofte hevet et lagkagediagram frem, der viser, at størstedelen af pengene går til mennesker, der har det svært. Kunderne kan godt blive lidt paf, og næsten have svært ved at tro på, at så stor en andel går direkte til det sociale arbejde.

Derfor er det med en vis grad af vemod, at Inger Madsen nu må lukke butikken syd for Lemvig.

- Det er trist at lukke efter næsten 50 år i butikken. Men jeg har både mand, børn og børnebørn samtidig med, jeg også er frivillig i den lokale fodboldklub, så jeg skal nok få tiden til at gå, slutter Inger Madsen.  

Hjælp os

Støt

Hjælp hjemløse og fattige mennesker
Kirkens Korshærs logo som skilt på butiksfacade.

Find din butik

Se butikker i nærheden