Det er det hele værd

Denne artikel blev udgivet første gang i Korshærsbladet efteråret 2019

Jens er ingeniør og arbejdede i sin tid med vedligehold af bygninger. Nu gælder det vedligehold af mennesker. Såvel udsatte odenseanere som kollegerne i den genbrugsbutik, han leder med respekt for den enkeltes formåen.

- Det så mildest talt forfærdeligt ud!

Jens mindes synet, da to mandlige kolleger havde dekoreret et udstillingsvindue med en lyserød chaiselongstol og strandsand.

- Jeg har det sådan; Nu har de lavet det, så skal det i hvert fald have lov at stå i en uge. Man skal have respekt for, at nogen gør noget. Og være positiv overfor hinanden, for kunderne og sig selv.

Ændringen fra arbejdslivet på en kontorstol til nu at lege flyttemand for Kirkens Korshær har medført et vægttab på hele 22 kg. Flere huller i livremmen er dog ikke det eneste, frivilligtjansen kan tilbyde.

- Den giver det fællesskab, man havde på sit arbejde. Og for mange giver den et frikvarter, et åndehul mod kedsomhed, ensomhed og eventuelle problemer. Vi gør faktisk hinanden nogle store tjenester ved at støtte hinanden i vores pensionisttilværelse. Og samtidig holder vores indsats flere varmestuebrugere kørende.

Overraskende salg

Butikkens bogafdeling bidrager i forbløffende høj grad til hjælpearbejdet. Mellem 15 og 20 procent af omsætningen skyldes læsehestenes møde med såvel udvalget som valget af frivillige på vagt blandt klassikere og mere kuriøs lekture. Det til trods for at området bebos af mange med dårlige danskkundskaber.

- Vi sælger tre gange så mange bøger om onsdagen, fortæller Jens og forklarer, at butikken midt i ugen besøges af mange kunder med indvandrerbaggrund, som vælger at handle netop den dag, da man dér har folk i jobtræning, som taler somalisk eller arabisk.

- Vi bruger deres sproglige styrker til at komme i kontakt med kunder af anden etnisk herkomst. De fleste er muslimer eller hinduer, men ingen religioner vil ikke tage sig af de svageste, så på den måde hænger arbejdet her også sammen med deres tro.

Som butiksleder vil Jens gerne skabe et sted, der ”oser af velvære og god stemning”, men der må og skal være et fornuftigt afkast og et formål:

- Ellers kunne jeg ligeså godt være i bestyrelsen for en græsslåmaskineklub, slutter han.

Barnebarnet elsker butikken

Før pensionen var Irma hjemmehjælper, men hun hjælper stadig. Både svagelige ældre, hvor hun bor, og i genbrugsbutikken, hvor hun får et kick ud af at sammensætte hjælpepakker til lokale udsatte.

- Mit barnebarn på otte elsker at komme med farmor på arbejde. Hun ved, man godt kan hjælpe andre uden at få penge for det. De er nødstedte, og vi gør en forskel. For brugerne af varmestuen, hvis de mangler underbukser og strømper. Og for netop løsladte, der skal begynde et nyt liv uden for murene og kun har det, de står og går i. Dem samler jeg en kasse med sager til, som de får gratis. Det er det hele værd, når man kan se, hvor glade folk bliver. Når nogen fortæller, at de endelig har fået en lejlighed og kommer her med julelys i øjnene og en rekvisition på møbler, klapper jeg dem på skulderen og siger, ”Det er virkelig dejligt at høre. Hvor er jeg glad for, at du har fået noget at bo i”. Jeg elsker mit arbejde. Vi er miljøaktivister*, og vi tjener penge til, at hjemløse kan få en seng at sove i, få en dyne over sig og noget varmt tøj på kroppen. Jeg har slet ikke ro nok i rumpen til bare at sidde derhjemme og trille tommelfingre og kunne sagtens blive frivillig i en varmestue. ”Kom ind og sæt dig, så skal jeg smøre dig en madpakke”, ville jeg sige til de sultne. Sådan er jeg opdraget. Alle mennesker er noget værd.