Nyhed

I Børnecaféen er torsdag Mors dag

Når man står alene med ansvaret for sine børn og har en begrænset økonomi, kan det hele være svært at bære rundt på. I Børnecaféen på Christianshavn er der både plads til børn og deres mødre

Familiestøttende arbejde, fællesspisning

På Christianshavn er der trængsel på fortovet og gang i gaden. Men indenfor i Børnecaféen – Kirkens Korshærs familiearbejde – er der ro. Her kan både store og små få skuldrene lidt ned og få en pause fra en hverdag, som ofte er svær, og problemerne tunge at bære på.

Det mærker man også torsdag aften, når mødre og børn sætter sig sammen om bordene i spisestuen for sammen at spise aftensmad. Det er - som en af mødrene siger det – Mors dag. Jacob Fischer arbejder til daglig i Børnecaféen og kan sagtens nikke genkendende til den beskrivelse.

- Det er virkelig en friaften for dem. For lige den aften skal de ikke selv tænke på at klare det praktiske, og der bliver måske ikke ryddet helt så meget op efter ens børn som man plejer, siger han med et smil og fortsætter:

- Men den aften skal de bare læne sig tilbage og trække vejret helt ned i maven. Vi sørger for maden, børnene leger med hinanden og der er tid til, at de kan kigge lidt rundt inde i butikken eller venindesnakke over bordet.

Mor alene i verden

Børnecaféens formål er at række ud til familier med et ekstra behov, og således tilbyde støtte til såvel sårbare som økonomisk trængte familier. De fleste er enlige mødre, som har to eller tre børn. De kæmper ofte med en blanding af problematikker som for eksempel en meget trængt økonomi, brudte relationer, ensomhed, eller psykiske såvel som fysiske udfordringer.  Nogle af dem har selv haft en svær opvækst, som gør dem sårbare, og korthuset kan derfor sidenhen vælte som følge af skilsmisser, afskedigelser, udsættelser eller andre livsomvæltninger.

- Når vi tumler med noget, så vil de fleste af os række ud til vores forældre, søskende, kollegaer eller venner. Vi har et stort netværk, der er opbygget helt fra barnsben af, som gør, at vi aldrig rigtigt er alene, selv når vi måske oplever det. For der er altid nogen i den anden ende.

- Men når de mødre, vi kender, siger de er alene om tingene, så er de virkelig alene, fortæller Jacob Fischer

- Det ser vi meget tydeligt i deres hverdag. Skal de eksempelvis flytte, så har de ikke lige tre venner, de kan ringe til. Skal de have passet barnet, så er der ikke nogen der kan gøre det for dem. De står ofte meget alene med de hverdagsproblemtikker og udfordringer, som vi andre måske ikke engang overvejer, at man kunne være mutters alene om. Nogle af mødrene har et netværk, eller et sparsomt et. Men nogen fortæller også, at de er helt alene. Ingen at tage på ferie med. Ingen at besøge. Ingen at vende de store og små spørgsmål med.

Samtale i Kirkens Korshærs familiearbejder

Nogen at tale med

Hver dag når Børnecaféen slår dørene op står medarbejdere og frivillige klar til at tage imod. Her kan man komme og få en kop kaffe og en sludder. For mange af de mødre og børn, der kommer her fast, er det et vigtigt holdepunkt i hverdagen. En del af den faste rutine.

Her kan børnene lege. Og mor kan få en skulder ad læne sig op ad, nogle at vende det hele med. Både når det gælder de store ting. Økonomien, skolevægring, trivselsproblemer. Men også hverdagens små dilemmaer, som alle forældre kæmper med. Den 2-årige, som er i trodsalder. Det lidt større barn, som ikke vil spise sine grøntsager. Den til tider tvære teenager.

- Som nævnt kan det være ekstremt sparsomt, hvem de kan sparre med. Derfor har de først og fremmest brug for nogen at snakke med. Nogen, som de kan læsse af på, og som kan lytte, spørge ind og som man kan spejle sine oplevelser med, fortæller Jacob Fischer

I børnecaféen får både mødre og børn mulighed for at opbygge gode, sunde og trygge relationer. Med medarbejderne, der alle har socialfagligt eller pædagogisk baggrund. Men i lige så høj grad i forhold til hinanden. For over tid blomstrer venskaber og relationer op mellem mødrene, som hjælper hinanden udenfor børnecaféens trygge rammer.

 - Det varmer os utrolig meget når vi ser, at mødrene bruge hinanden – også uden for børnecaféen. Til at snakke med, til at mødes med, Ja måske til netop at træde til og kunne passe hinandens børn, hvis mor har brug for det.

Hjælp til både børn og mor

Det er børnene, som er i fokus hos Børnecaféen. Og alt i de små lokaler er så vidt muligt indrettet efter deres behov. Her sidder man kun sjældent ved bordet og voksensnakker, mens børnene passer sig selv. I stedet bliver kaffen indtaget på gulvtæppet, mens de mindste leger. For det er en selvfølge, at det hele foregår i børnehøjde. Det gælder også, når børnecaféen tager på udflugter eller miniferier, for her falder valget på steder og aktiviteter, som er fede for både store og små børn.

Og så er der ungeklubben, madpakkeudlevering, gavekort til fødevare og hjælp til at betale kontingent, så børnene kan gå til gymnastik, fodbold og andre fritidsaktiviteter. Men hjælpen til barnet er i sidste ende også en hjælp til mor, som Jacob Fischer siger det:

- Når vi giver dem en madpakke med hjem, så betyder det måske, at mor har overskud og energi til at putte barnet om aftenen. Og når vi hjælper med at betale kontingent til fritidsaktiviteter, så skal mor ikke ligge søvnløs over, hvordan hun også skal få råd til den dyre ADHD medicin. På den måde prøver vi at tage lidt af alt det, som fylder på tallerkenen hos mor.

Børn

Hvad er rygsækken fyldt med?

De fleste af mødrene har en masse tung og svært med i bagagen, forklarer han. Han bruger et billede af en rygsæk, som eksempel. Hvordan vi alle gennem vores opvækst og ungdom fylder i den med livserfaringer og oplevelser, som vi kan trække på i voksenlivet. Det er en ballast vi bærer med os, som gør os mere robuste.

- Men…, siger han.

- Der er nogle af mødrene, som pga. af de vilkår de voksede op i og har været igennem, har langt mindre ballast med i rygsækken. Nogen starter måske helt fra nul, og har ikke haft det trygge børneliv selv som vi ellers tager for givet at alle skal have når de vokser op. Og selvom de så nu kæmper og tager hånd om deres voksne liv, så er de bagud fra start. Det er vigtigt at forstå. For det er så meget nemmere at klare sig selv som voksen, hvis man fik lov at være barn, Det er der desværre nogle, som ikke har fået lov til. Tværtimod har de skulle være voksne og klare tingene selv i en alt for tidlig alder.

Jacob Fischer kommer til den måske vigtigste pointe.

- Vi kan derfor ikke sige det nok gange: Det er ikke dårlige forældre. Tværtimod! Det kan godt være, at det skal klare sig for et absolut minimum. Men de får hverdagen til at fungere. En hverdag, hvor der måske ikke er råd til en ny IPhone, fredagsslik og pizza, men hvor der er masser omsorg, nærvær og tryghed for deres børn.

Gavebevis og gaveæske

Giv en Mors Dags gave med mening

hjælp udsatte mødre