Krea-pakker skaber glæde i børnefamilier

Nogle har - i endnu højere grad end før - brug for nærvær, omsorg og respekt. I bl.a. Aalborg og Herning er medarbejderne derfor fast besluttede på at holde forbindelsen til udsatte børnefamilier. Det er nærvær på afstand.

26 krea-pakker er indtil videre blevet uddelt til børnefamilier i Aalborg.
26 krea-pakker er indtil videre blevet uddelt til børnefamilier i Aalborg.

Normalt holder Kirkens Korshær aktiviteter for udsatte børnefamilier hver uge. Men på grund af risiko for smitte, er aktiviteterne sat på pause. Men Kirkens Korshær hjælper fortsat forældre, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Bare på en anden måde.

I Aalborg plejer medarbejderne at lave aktiviteter som fællesspisning, udflugter og kreative værksteder. Men nu hvor det familiestøttende arbejde er lukket ned, står alle kreative materialer uberørte hen. Medarbejderne fik derfor den idé at pakke materialerne ned, og køre dem ud til familierne i stedet.

Indtil videre er 26 krea-pakker pakket og leveret til mere end 55 børn. Pakkerne indeholder kreative aktiviteter, spil, slik og enkelte gavekort til dagligvarebutikker.

- For forældre, der i forvejen mangler overskud og er pressede på økonomien, kan det være rart at få nye idéer til hyggelige aktiviteter man kan lave sammen. Det kan fungere som et afbræk i den daglige trummerum, fortæller regionschef Jonas Jakobsen og fortsætter:

- Der er blevet taget rigtig godt imod krea-pakkerne, og vi har fået opkald og sms'er fra forældre og børn, der er virkelig taknemmelige. Bare dét at der er nogen, som tænker på dem og sender dem gode tanker, gør en kæmpe forskel i sig selv.

Beskrivelse af kreativ aktivitet, man kan lave derhjemme.
Beskrivelse af kreativ aktivitet, man kan hygge sig med derhjemme.

En ventil, der letter trykket

Nedlukningen af Danmark betyder, at familierne er endnu mere pressede på økonomien, da de ikke får den vanlige hjælp og støtte til f.eks. madpakker, fællesspisning m.m. Det kan være en stor omvæltning for både børn og voksne, at skolen og fritidsaktiviteter er lukket ned, og samtlige måltider derfor spises hjemme.

I Herning deles mad ud til familier, der trænger til det. Her ringer medarbejdere til familierne for at høre, hvordan de klarer sig og om de har brug for hjælp.

- Der bliver sagt godmorgen, og der bliver spurgt ind til, hvordan deres dag ser ud. Det er vigtigt, de mærker, at der er nogen, som kærer sig om dem. Og særligt på en dag, hvor de måske føler, at de står lidt alene med det hele derhjemme, fortæller Birthe Mygind Thorup, der leder det sociale arbejde i Herning og Holstebro.

- Det daglige opkald fungerer som en ventil, der letter trykket. Og fordi samtalen bygger på en relation, hvor medarbejderen kender familien og deres situation, betyder det rigtig meget for dem. Det kan f.eks. være en familie med et barn, der har særlige behov, angst eller en form for diagnose. Her kan det være rart for forældrene at få repeteret redskaberne til at håndtere og forebygge konflikter, slutter Birthe Mygind Thorup.