Nyhed

Landsindsamlingen bliver digital i år

Korshærsdagene i uge 47 har fokus på de hjemløse i Danmark. Der er om muligt et endnu større behov for hjælp til landets udsatte og hjemløse i denne svære tid hvor intet er som det plejer at være. Kirkens Korshær gør alt hvad der kan gøres, for at holde liv i det sociale hjælpearbejde på trods af en hårdt presset økonomi.

Hjemløs og usynlig

Mandag d. 16. november starter Kirkens Korshærs årlige indsamlingsuge. Igen i år sættes der fokus på udsatte og hjemløse med kampagnen ’Hjem for hjemløse’. Mange af de mennesker, som kommer i Kirkens Korshær tilbud er ensomme, kæmper med psykiske problemer, har ofte misbrug og mangler basale relationer som er vigtige for at trives. Deres liv og hverdag er svær, og for en dels vedkommende umulig at håndtere alene. De har brug for mennesker, som kan være der for dem, som ser dem, lytter til dem og accepterer dem, som de er.

Alle har brug for et sted at kunne føle sig hjemme

Fakta
  • Kirkens Korshær er til stede i 27 byer
  • 38 varmestuer i Danmark
  • Børne- og familiestøttende arbejde i 9 byer
  • Fast kontakt til over 1000 familier
  • 5 døgn- og natvarmestuer
  • 11.550 overnatninger pr. måned
  • 9000 frivillige
  • 3 stofindtagelsesrum
  • 238 genbrugsbutikker 

Hos Kirkens Korshær tilbyder vi mad, en seng at sove i - basale behov som er livsnødvendige og kan give dem ro for en stund. Men vigtigst af alt møder vi mennesker i øjenhøjde. Kirkens Korshær er HJEM i alle ordets betydninger - for dem der ikke har andre steder at gå hen. På den tillidsskabende baggrund kan vi også hjælpe mennesker til at få den hjælp, de har brug for til forbedringer i deres situation og skabe de forandringer, de håber og ønsker selv.

Det er første gang landsindsamlingen bliver gjort digitalt, da covid-19 situationen gør det problematisk at gå ud med indsamlingsbøssen. Indsamlingen foregår derfor digitalt gennem fundraisere på Facebook.

Korshærsdagene i uge 47 starter med en virtuel lystænding om mandagen, som markerer antallet af hjemløse i Danmark, anslået til mere end 6400. Derudover laves der koncerter, foredrag, velgørenhedsarrangementer og andre forskellige lokale aktiviteter der går ud på at skabe opmærksomhed og indsamle midler til Kirkens Korshærs hjælpearbejde.

Der har været åbent i Kirkens Korshærs sociale tilbud under hele Corona-krisen da resten af samfundet lukkede ned. Alle Kirkens Korshærs 238 genbrugsbutikker holdt lukket i en lang periode i foråret, og den indtjening mangler i finansieringen af det sociale arbejde. Lukningen var nødvendig for at passe på de mange frivillige medarbejdere i butikkerne. De hjemløse mennesker har fortsat haft brug for et åndehul og den tryghed Kirkens Korshær kan tilbyde dem, i en i forvejen svær tid. Derfor holdfer vi de sociale tilbud åbne, selvom pengene har manglet. 

Landsindsamling foregår digitalt i år

I Kirkens Korshær har vi besluttet, at vi ikke stemmer dørklokker under corona-pandemien. Derfor har vi i år valgt at gøre vores landsindsamling 100% digital. Det foregår på Facebook, og alle kan oprette deres egen digitale indsamlingsbøsse. Læs mere om kampagnen og se hvordan du kan være med her.

Hjem for hjemløse