For Jens blev Natcaféen første skridt
I 10 måneder var Natcaféen på Hillerødgade det tætteste Jens kom på et sted at høre til. Et fast holdepunkt i et omflakkende hjemløst liv. Og det blev det første skridt på vejen væk fra gaden og tilbage i egen bolig
Tekst: Kitte Fabricius - Foto: Massimo Fiorentino
Det var ikke første gang, at Jens havde måtte gå fra hus og hjem. Men hjemløsheden havde altid været flygtig. Ikke været rigtigt hjemløshed. Nu var han i starten af halvtredserne. Og for første gang oplevede han en hjemløshed, der varede ved. Fra et par andre havde han hørt, at man på Hillerødgade kunne få en seng at sove i. Og en juni aften stod han for første gang foran Natcaféens dør.
Det er mere end 10 år siden, alligevel husker han klart, hvordan vejret den aften var mildt. Han husker også, hvordan han i perioden optil levede et omflakkende liv som gadesover.
- Før det sov jeg ude i naturen. Rullede min sovepose ud i skoven, buskadser og andre steder, hvor jeg kunne finde lidt dække, så jeg ikke var synlig for andre. Det fungerede for mig, fortæller han med et skævt smil.
- Men altså… det er trods alt ret utrygt at sove alene udenfor.
På Natcaféen følte han sig tryg. Så hver aften stillede han sig klar foran Natcaféen klokken 23. Så ind. Tre stykker smørrebrød, en kop kaffe og en halv liter mælk. Søvn. Morgenkaffe. Ud på gaden for at sælge aviser. Tilbage på Hillerødgade klokken 23. Sådan gik dagene og nætterne i de 10 måneder, hvor Jens sov fast på natvarmestuen.
- Det blev en rutine for mig, at jeg skulle derned og være. Og det blev vigtigt for, at jeg kunne fungere som menneske, siger han.
Det ensomme liv
Han sidder i vintersolen et sted i det københavnske, mens han fortæller. Det hvide skæg er veltrimmet, og det glimter i øjnene bag brilleglassene, når han griner. Og at grine gør han ofte, mens han fortæller. For det gode humør har han altid haft med sig, også da livet var allersværest.
- Nogle gange kan jeg godt komme til at få det til at lyde som om, at det var nemt. Men det var det jo ikke. Det var virkelig en hård tid i mit liv, siger han.
Da han bliver bedt om at fortælle mere om, hvordan det var at leve som hjemløs, bliver han stille.
- Det er ensomt.
Han lader sætningen hænge i luften.
- Før jeg blev hjemløs, havde jeg aldrig rigtigt tænkt over det med netværk. Jeg har altid klaret mig selv. Men det viste sig, at det kan man ikke. Det var så afgørende for mig, at jeg fandt et sted at gå hen. Et sted, hvor der var andre mennesker, som var i samme situation. At jeg fik mulighed for at danne et fællesskab. Ellers…, han tøver et øjeblik.
- Ellers, så var jeg ikke kommet derhen, hvor jeg er i dag.
Fordi man er hjemløs, mister man ikke retten til at være menneske.
Fællesskab og et sted at høre til
På Natcaféen fandt han sammen med et par andre gutter, der som ham selv var lidt grå i skægget. Pludselig mærkede han, at der var nogen. Nogen at tale med. At dele livets op og nedture med. Han fandt et fællesskab, som gav ham ro og tryghed.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, som trives i ensomheden. For som mennesker har vi brug for at have nogen at dele det hele med. Det er nødvendigt for at kunne eksistere, ellers sygner du jo hen, mener han.
Det er ikke kun fællesskabet, han nævner. For lige så vigtigt var følelsen af, at han på Natcaféen fandt et sted, hvor han kunne høre til.
- Her blev jeg taget godt imod af medarbejderne og de frivillige. Det var virkeligt vigtigt at mærke, at her var der nogen, som gerne ville mig som menneske.
En hånd i ryggen
Jens har, som han selv siger, altid været et menneske i bevægelse. Derfor passede den omflakkende tilværelse som hjemløs ham på nogen måder også godt. Men inderst inde vidste han også, at det ikke skulle være for evigt. Og medarbejderne på natvarmestuen kom til at spille en vigtig rolle i forhold til at komme videre.
- Hvaaaaaaa’ Jens, skal du ikke snart have søgt et værelse ovenpå, spurgte de med jævne mellemrum.
Hver gang var hans svar det samme.
- Jo. Men først, når jeg engang er klar.
Og så stoppede den ellers der, som han fortæller. For hver eneste gang respekterede medarbejderne, at han ikke var klar – at han ikke havde lyst – og de pressede aldrig på.
- Fordi man er hjemløs, mister man ikke retten til at være menneske, siger han.
- Selvbestemmelsen betyder alt. At det var mit valg. Det gjorde en verden til forskel, at de så mig. At de spurgte ind til, hvad jeg gerne ville. At jeg kunne mærke, at her var nogle mennesker, som gerne ville mig det godt.
Hvad var der sket, hvis de havde skubbet på?
- Så havde det nok været en helt anden historie. For så var jeg nok bakket. For det er helt naturligt, at paraderne kommer op.
Kærligheden gav skubbet
Det blev en påskefrokost på stamstedet rundt om hjørnet, som blev vendepunktet i hans liv. Her slog lynet ned. Jens blev forelsket i en kvinde – og hun i ham – og han vidste, at noget skulle ske.
- Det blev det sidste skub for mig. Jeg vidste jo godt, at hvis jeg ville noget med hende, så skulle jeg også ændre på tingene. Så kunne jeg ikke bare gå rundt og sælge aviser, fortæller han.
Han gik i gang. Søgte og fik efter kort ventetid en plads på Herberget i Hillerødgade. Et lille værelse med en seng og et bord. Et skab og en lås på døren. Fik tildelt kontanthjælp. Tilværelsen blev, som han siger med et grin, lidt mere magelig.
- I den tid, hvor jeg sov på natvarmestuen, var der kun åbent i et vist tidsrum. Så der skulle jeg finde på noget at gøre hele dagen, mens jeg ventede på, at de åbnede igen. For mig betød det, at jeg i al slags vejr gik på gaden for at sælge Hus Forbi, fortæller han.
Da jeg blev hjemløs, tænkte jeg, at jeg var helt alene. Men det viste sig, at det var jeg ikke. Der var masser af mennesker, som gerne ville hjælpe mig.
- Det er ikke særlig spændende, kan jeg godt love dig for. Der skal der nogle gange hankes op i en, for at komme igennem det. For mange gange ville det nemme have været at finde et sted, hvor jeg bare kunne sidde, fortsætter han.
- Men da jeg fik værelse på herberget, så kom der en anden ro på. Nu behøvede jeg ikke at være ude og i gang hele dagen. For der kunne jeg tillade mig at kigge ud på vejret og sige til mig selv: ’Det regner i dag, så der kommer nok ikke nogen købere’. Og så kunne jeg blive derhjemme.
Alle har brug for hjælp
Seks måneder boede han på det lille værelse på herberget inden, at han med hjælp fra kommunens hjemløseenhed fik anvist en lejlighed. Da han flyttede ind, havde han ikke stort andet end det tøj, han gik og stod i, men med hjælp fra gode venner, fik han hurtigt lejligheden indrettet. Han var klar til en ny start.
- Og så kom rudekuverterne, siger han og griner tørt.
- Det var jo ikke særligt godt. For lige pludselig skulle jeg til at forholde mig til en masse forskellige ting. Ting jeg ikke havde skullet forholde mig til i den periode, hvor jeg var på gaden, fortæller han.
I overgangen til egen bolig fik han støtte fra kommunen, der havde et tilbud om, at de kom på et par husbesøg. Et tilbud, som han med glæde tog imod. Og det er for ham måske en af de vigtigste pointer. Man skal tage imod de fremstrakte hænder, man får.
- Da jeg blev hjemløs tænkte jeg, at jeg var helt alene. Men det viste sig, at det var jeg ikke. Der var masser af mennesker, som gerne ville hjælpe mig. Masser af tilbud. Det var bare et spørgsmål om at tage imod det. Og det kan jo være lettere sagt en gjort, siger han og griner igen.
Man kan ikke gøre det alene
Jens har været heldig, mener han. For kort tid efter han fik lejligheden, fik han også et vikariat på Hus Forbis sekretariat, som blev til et fast job. Senere fik han job hos Gadens Stemmer. Han har langsomt men sikkert betalt sin gæld af. Og i sidste uge kunne han fejre uofficielt kobberbryllup med sin kæreste. Bag brilleglassene bliver øjnene blanke og han får en klump i halsen.
- Jeg føler, at selvom jeg har været helt dernede. Ja så… jeg er sgu nået meget langt, siger han.
- At jeg kom videre. At jeg er kommet herhen. At jeg fik den tryghed på Natcaféen og senere på herberget. Mødet med min kæreste. Vennerne på stamstedet. Det er det, som har båret mig herhen. Det er jeg dem evigt taknemmelig for.
Kirkens Korshær er et fristed for de mennesker, som kommer der. Derfor er historien om Jens også anonymiseret, selvom han ikke længere er bruger af Kirkens Korshærs tilbud. Organisationen er bekendt med hans fulde navn.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Korshærsbladet #3, 2023