Fristedet

Denne artikel blev udgivet første gang i Korshærsbladet efteråret 2018

Hvis noget er råddent i Danmark, er det i hvert fald ikke kartoflerne, der dyrkes i jorden ved Stubben, Kirkens Korshærs varmestue og herberg i Helsingør, som huser 11 faste beboere. Faktisk er disse muldklumper en væsentlig grund til, at flere og flere forlader huset på Stubbedamsvej og finder egen bolig. Forklaring følger via to af stedets frivillige kræfter, Kylle og Rolf.

- Det er en solstrålehistorie, siger Rolf, som er i begyndelsen af tresserne, og fortsætter:

- Græsplænen lå ubenyttet hen, så jeg tænkte, at vi sammen med beboerne på herberget kunne dyrke kartofler og få dem i gang på den måde. Projektet lykkedes, og de har ejerskab for haven. Det, at de bruger tid på noget, der rent faktisk virker, kan få dem til at tænke, at der måske også er andre ting, de kan få til at fungere. Min rolle har været at give dem et fristed, hvor de kunne få nogle succesoplevelser. Det kan give dem selvtillid, og det har de brug for efter så mange nederlag gennem tiden, som har betydet, at de ikke tror på, at de nogensinde skal komme op igen.

Kylle på 78 fortæller, at to af drengene fra Stubben også har været med til at lave loppemarked i garagen ved Kirkens Korshærs genbrugsbutik i byen:

- Det har givet dem en mægtig gejst og selvtillid, at de bliver set som kolleger. Det har helt afgjort en betydning for, om folk kommer videre fra Stubben. Dét, at arbejde udenfor huset her, gør, at nogle af dem får mod på at få eget værelse og turde bo der.

Se mennesket

Stubbens varmestue gæstes både af mennesker, der har været udsatte det meste af deres liv og mennesker, som har haft en udmærket barndom og opvækst og fået sig en god uddannelse, men som er endt som udsatte. For de frivillige – og for Kirkens Korshær - er netop mennesket i fokus.

- Det er vigtigt, at det menneske, man står overfor, føler sig set. Man skal se det menneske, der kommer ind ad døren. Og så skal man lytte! Man skal have antennerne ude, tune sig ind på, om folk overhovedet har lyst til at tale, siger Kylle.

Indblikket i brugernes liv kommer drypvis, forklarer Rolf, og fortæller om en beboer, der blev sur over en tabt bordtenniskamp. Manden fortalte, at nederlaget fik ham til at tænke på dengang, han var på børnehjem og også flippede helt ud, når han ikke vandt.

Ikke alle er dog lige meddelsomme, men betroelserne har effekt.

- Jeg bliver ydmyg og taknemmelig over at få den tillid. Det synes jeg er en stor gave, siger Kylle. Når jeg går i seng om aftenen, tænker jeg på fem gode ting – det skal jeg finde hver dag – og jeg har lettest ved at finde gode ting, når jeg har været på arbejde på Stubben.

Glæden går begge veje

Mange af Stubbens stamgæster ses ikke længere med familien, som har svært ved at acceptere den situation, deres slægtning er havnet i. Men fællesskabet med de andre har ikke kun en tillokkende kraft på Helsingørområdets udsatte. Også de frivillige har gavn af herbergshyggen. Pensionister har også behov for at være sammen med andre mennesker, pointerer Rolf.

- Hvis ikke jeg gjorde noget for at komme ud, ville jeg også være ensom. Brugerne giver også mig kontakt.

Rolf har undervist på laborantuddannelsen, og Kylle har bl.a. haft en rådgivningslinje om HIV og AIDS. Rolf er ret ny på Stubben, mens Kylle har været der i 15 år. Ens er de ikke, men Kylle kalder forskelligheden for en rigdom.

- Jeg har været meget begejstret for at møde de ildsjæle, der arbejder her, og for det store fællesskab, vi har fået.

Hun slår fast:

- Skal man være frivillig i en varmestue, er man nødt til at indstille sig på at være rummelig og tolerant. Det drejer sig ikke om at have indsigt på forhånd, men om de mennesker, man er her for.