Nyhed

Første korshærssamrådsvalg er veloverstået

De planlagte regionsårsmøder måtte på grund af covid-19 aflyses, og korshærssamrådsvalgene blev i stedet digitale. Valgene er netop overstået og de fem korshærssamråd har fået nye gode kræfter. Det er en styrkelse af forankringen under Kirkens Korshærs arbejde for socialt udsatte mennesker over hele landet.

det er nu muligt at stille op til korshærssamråd

Som så meget andet under coronakrisen blev de første korshærssamrådsvalg ikke som planlagt. Af hensyn til de frivillige og medlemmernes sikkerhed og som følge af det forsatte forsamlingsforbud valgte Kirkens Korshær nemlig at aflyse de planlagte fysiske årsmøder, hvor valgene skulle være holdt. I stedet blev korshærssamrådsvalgene holdt digitalt.

Valgresultatet er nu klart, og alle pladserne i de fem korshærssamråd er blevet besat med gode kræfter fra både korshærsnetværkene og Foreningen Kirkens Korshær.

Det glæder chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, at man nu for alvor kan se Kirkens Korshærs nye demokratiske struktur tage form. Samtidigt med, at valgene til de fem regionale korshærssamråd skaber en stærk forankring for det arbejde, Kirkens Korshærs mange medarbejdere udfører overalt i Danmark.  

Korshærssamrådenes arbejde vil være pionerarbejde i den nye regionale organisering, og i samrådene vil flere grene af Kirkens Korshærs mangeartede arbejde være repræsenteret. Det samarbejde på tværs vil forhåbentligt være et godt grundlag til at udbrede kendskabet til og sikre lokal forankring og udvikling af Kirkens Korshærs arbejde i jeres region
Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær

Mød de nyvalgte medlemmer af korshærssamrådene

I hver region er blevet valgt seks repræsentanter for korshærsnetværkene og to repræsentanter for Foreningen Kirkens Korshær.

Region Nord-, Vest- og Midtjylland
Region Sjælland og Øerne
Region Storkøbenhavn og Bornholm
Region Østjylland
Region Syd- og Sønderjylland og Fyn
Overblik over den nye struktur i Kirkens Korshær
Korshærssamrådene er en del af den nye struktur, som skal binde Kirkens Korshærs arbejde tættere sammen og sikre bedre samarbejde på tværs af hele landet.

Kirkens Korshær står tættere sammen

I 2019 fornyede Kirkens Korshær sin organisatoriske form. Formålet var bedre at kunne imødekomme udsatte menneskers behov for hjælp og støtte. Den nye struktur binder organisationen tættere sammen og baner vejen for mere frivilligt engagement.

En del af den nye struktur har været oprettelsen af de fem korshærssamråd, som skal være med til at understøtte, udvikle og udbrede kendskabet til Kirkens Korshærs regionale arbejde. Det er også korshærssamrådene, der står for at planlægge og holde regionsårsmøderne, hvor alle frivillige og medlemmer kan få indflydelse og mere viden om Kirkens Korshærs arbejde for socialt udsatte i Danmark.

Korshærssamrådenes medlemmer består af både lønnede medarbejdere og repræsentanter fra korshærsrådene, korshærsnetværkene og Foreningen Kirkens Korshær. På det første konstituerende møde i hvert af de nye korshærssamråd skal der vælges en repræsentant blandt de ikke lønnede medarbejdere, som kommer til at sidde i Kirkens Korshærs hovedbestyrelse.

Læs mere om korshærssamrådene