Christians historie

Af Lea Lyngø

Han har været her før, men det er nogle år siden nu, og han er ret omtumlet. Det føles som meget længe siden, og der er ikke noget, der virker bekendt.

Christian er kun 22, men har surfet rundt og boet på gaden i 7 år. Han har haft ophold på adskillige forsorgshjem - heriblandt Alberta - og også været indlagt i psykiatrien et utal af gange.

Den aften Christian ankommer i Sønderborg, er han blevet sendt på toget fra Randers netop efter at være blevet udskrevet. Han er lidt i tvivl om, hvor længe han var indlagt, eller om han selv synes, han har det bedre. Han er syg, det er han stadig, og det er han ikke i tvivl om. Men måske har han det lidt bedre? Det fortalte sygeplejersken ham i hvert fald. Det er svært selv at mærke efter.

I Randers fik han stukket en togbillet i hånden og adressen på Vøl-Bogade 8. “Der er en plads til dig dernede,” fik han at vide, efter at være blevet fortalt at der ikke længere var plads til ham på afdelingen.

Han er glad for, at han kom frem til Sønderborg. Det var en lang togtur, med skift på vejen, og fristende plan B’er og åbne muligheder helt indtil han står foran døren til Alma.

Da vi åbner døren, ser vi en træt ung mand med to poser i hænderne. To hvide plastiksække. Han har alt, hvad han ejer med i poserne til Sønderborg. Sit tøj, sin PlayStation, et håndklæde, en hovedpude.

Den første aften kommenterer Christian, at der er meget tomt i huset. Han spørger ind til, hvornår de andre mon kommer hjem. Han bliver urolig, da han hører, at der skal være stille allerede kl. 22, så han får lov til at låne en computer den første aften. Så er der lidt underholdning.

Morgenen efter får Christian stærke abstinenser. Der bliver ringet efter vagtlægen, der kan komme og give ham noget for det. Christian fortæller, at han hører stemmer, der fortæller ham, at han skal begå indbrud eller slå nogen ihjel. Han siger, at Alma er det sidste “skud i bøssen” for ham.

Vagtlægen vurderer, at der ikke er tale om stærke abstinenser, og han vil ikke give Christian noget for det. Han mener i stedet, at det er et psykisk problem, som psykiatrien i Aabenraa skal tage sig af. Eftersom Christian netop er blevet udskrevet fra psykiatrisk i Randers, er vi lidt i vildrede.

Vi tager os af Christian, så godt som vi kan. Da han har været her et par dage, lægger hans mor en hård sms besked til ham på telefonen til Alma: “Vi kan ikke klare mere af dig og dit.”

Christian håber virkelig, at han kan komme ud af sit misbrug, og han ankommer til Sønderborg med et desperat ønske om forandring. Men han er skeptisk. Christian siger, at han har været “gennem møllen” i årevis, og tilliden til både “systemet” og folk omkring ham er faldende. Han siger selv, at han “er blevet kastet frem og tilbage.”

Hans tillid til sig selv har også haft det bedre. Han virker indimellem utryg i den ro, vi prøver at skabe her. Som om at han er så vant til kaosset, at han føler sig nødt til at reproducere det. Når man ikke har oplevet andet end svigt, er det måske ikke muligt at forvente mere end det. Eller også er det for hårdt at investere sig i processen hver gang.

Christians tid på Alma er svær. Os personale føler tit, at vi ikke slår til i kontakten til ham. Han er en god dreng, men man kan glemme, at han kun er 22 med måden, han taler til os, når han er frustreret, eller med de historier fra sit liv, som han kan fortælle. Med en opvækst som hans, skal man måske huske, at det  kan være svært at gætte sig til normal adfærd.

Christians baggrund maler desværre et billede, vi ofte ser hos unge beboere på Alma og Alberta. Hans barndom var præget af misbrug, svigt og overgreb. Gennem sit ophold her, beder vi igen og igen Christian om at passe på sig selv, men det er tvivlsomt, om der nogensinde er nogen, der rigtigt har passet på ham.