Vrangen af Vejle
Passagerer på tog, der tøffer gennem Vejle, præsenteres for skønheden. Men stiger man af, oplever man straks efter ankomst en skarp kontrast til det smukke landskab, som lokker folk fra nær og fjern til fjorden og Ådalene.
Her rammes man af grimheden i form af klassisk musik, som skingert skriger en i møde. Her kan man ikke opholde sig, og missionen er således lykkedes for hjernerne bag tiltaget, designet til at skræmme uønskede ”utryghedsskabende” eksistenser langt væk derfra. Dem, der ikke er en del af Visit Vejle. Dem, der ikke må være byens ansigt udadtil.
Dem er der til gengæld masser af plads til i Kirkens Korshærs varmestue på Flegmade, hvor Elsebeth og Jenny er frivillige. Jenny endda på 30. år:
- Sammensætningen har ændret sig meget i de år, jeg har været her. I starten var det mest ældre socialt udsatte og alkoholikere, nu er det fortrinsvis stofmisbrugere og socialt udsatte yngre mennesker.
Siden 2016 har der været sundhedsrum og stofindtagelsesrum på adressen.
- Alternativet er jo, at de står på gaden eller sidder i Byparken. Er det så ikke ligeså godt, at de sidder her, hvor der er personale på, der kan holde styr på dem?, spørger Jenny.
De såkaldte fixerum har skam skabt debat. Også Elsebeth kan såmænd være i tvivl.
- Hjælper vi dem på den måde, der er den bedste for dem? Ved at acceptere, at de lige går udenfor og får en øl eller får et fix? Jeg ved det ikke. Men det værste er sådan set ikke at gøre noget.
Vær dig selv!
Men hvad er det så de gør, de frivillige i varmestuen?
- Vi er os selv, siger Elsebeth. Brugerne skal ikke få den opfattelse, at vi er hævet over dem. Overhører jeg nogen sige, ”Min far er syg”, spørger jeg om, hvordan det går. Så kan folk byde ind med det, de har lyst til. Det vigtigste er, at de føler sig hørt og set.
- Ser vi dem på gaden, er det i nogle tilfælde vigtigt for dem, at vi har set dem. I andre tilfælde, at vi har overset dem, hvis det er det, de ønsker, pointerer Jenny.
- Skam har de nok af, fastslår Elsebeth. I varmestuen kan de være sammen med lige. Det kender vi jo alle sammen. Det er der tryghed i.
- Her er de både tålt og lidt, påpeger Jenny.
Accept og sammenhold
At være udsat er at stå udenfor fællesskabet. Derfor er det vigtigste i varmestuen, ifølge Elsebeth, brugernes sociale sammenhold, også selvom man godt kan være sammen med en masse mennesker og samtidig være ensom:
- Her accepterer brugerne hinanden. Det er dét, det handler om som menneske.
Jenny sætter ord på, hvordan hun som frivillig kan hjælpe folk ud af deres ensomhed:
- Når vi viser vores egne svagheder overfor andre mennesker, er det lettere at tale sammen. Så jeg fortæller brugeren, at jeg selv kan være en klovn. Ingen er perfekte.
- Jeg sætter mig altid hen til brugerne når vi drikker formiddagskaffe og spiser middagsmad. Hvis vedkommende ikke vil snakke, tænker jeg, ”Nu har vi da spist sammen. Du har ikke siddet helt alene ved bordet”. Vi kan sagtens sidde stille uden at sige noget. Det er ikke altid så vigtigt at sige noget. Faktisk hører det til sjælenhederne, at brugerne selv indleder en samtale, men når de gør, er det rart at få sit navn nævnt. Jeg er da glad for at blive husket.
- Og jeg blev glad, da en bruger vinkede til mig på gaden, Det må betyde, at vi har haft øjenkontakt, indskyder Elsebeth og deler sit eget ”trick”:
- Når vi viser vores egne svagheder overfor andre mennesker, er det lettere at tale sammen. Så jeg fortæller brugeren, at jeg selv kan være en klovn. Ingen er perfekte.
Fælles om frygten
Ingen er perfekt og ingen går umærkede fra arbejdet i varmestuen, som også byder på mindeandagter for varmestuegæster, der er gået bort. Socialt udsatte dør langt tidligere end andre, men fælles for både brugere og medarbejdere, fortæller Elsebeth, er angsten for at skulle herfra:
- Brugerne ser når der bliver tændt lys. Og så bliver de ramt. ”Jeg er jo også en af dem, der lever et farligt liv”, tænker de. Og synes jeg selv det bliver for tungt, holder jeg en pause, og så er jeg klar igen. Det er jeg nødt til for at kunne give ’mig’. Jeg giver folk dét, de mangler, ved at være mig, og jeg har altid godt kunne li’ at hjælpe mennesker, der har brug for lidt ekstra. Og man bliver en glad frivillig når man møder en glad bruger.
Jeg tænker ikke så meget på, om jeg gør en forskel for nogen, siger Jenny. Jeg tænker mere på alt dét, jeg selv får. Jeg kan gå glad hjem fra arbejde, når jeg har været her sammen med Elsebeth.
- Jeg tænker ikke så meget på, om jeg gør en forskel for nogen, siger Jenny. Jeg tænker mere på alt dét, jeg selv får. Jeg kan gå glad hjem fra arbejde, når jeg har været her sammen med Elsebeth. Her er et godt sammenhold og nogle gode medarbejdere, der kan hjælpe brugerne med det, de har svært ved. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg ville lave, hvis ikke jeg var her.
- Man bliver i godt humør af at være sammen med rare mennesker, slutter Elsebeth.
Du kan også blive en del af det frivillige fællesskab i Kirkens Korshær. Vi har altid brug for hjælp i vores genbrugsbutikker og på vores varmestuer. Kontakt os på frivillig@kirkenskorshaer.dk og hør om mulighederne.