Vi er ikke skabt til at være alene

Tekst: Rie Helmer Nielsen

- ALLE har brug for andre mennesker. Ingen kan leve som solister. Vi er dybt afhængige af hinanden. Og af fællesskabet.

Ordene er Jann Sjursens. Formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Samtalen handler om, hvad man i dag ved om, hvordan man afhjælper social udsathed i Danmark. Og det er faktisk ikke så lidt. Men det er umuligt at ændre noget, hvis vi ikke også som privatpersoner tager opgaven som medmenneske på os, siger Jann Sjursen.

- Vi har brug for at genopdage fællesskabet. Genopdage, at vi alle sammen har brug for støtte og for hinanden. Det bør være motoren i vores velfærdssamfund. Vi bliver nødt til at række ud, og vi bliver nødt til at tænke over, hvordan vi indretter vores samfund. Nogle skal have mere støtte end andre. Men vi har alle sammen brug for andre. Det er en del af det at være menneske.

Et godt fundament

Medmenneskeligheden er en forudsætning for, at samfundet hænger sammen. Det samme er de politiske rammer. Jann Sjursen peger først og fremmest på, at vi har behov for et solidt forsørgelsesgrundlag og et godt fundament.

- Det er dybt problematisk med kontanthjælpsloftet, som indirekte sparker benene væk under endnu flere borgere, siger Jann Sjursen.

Det handler om at give mennesker et ordentligt forsørgelsesgrundlag, at få knækket den opadgående fattigdomskurve og om at skabe tilbud nok i form af forskellige indsatser. Og så skal der være opsøgende arbejde i langt højere grad end i dag.

- Gruppen af udsatte er ikke dem, der råber højest. Man plejer at sige, at systemet har opgivet borgeren, men der er også en stor del af de udsatte borgere, der har opgivet systemet, som skal genvinde tilliden og motivationen til at gøre noget ved deres tilværelse, siger Jann Sjursen.

Derfor er NGO’er som Kirkens Korshær centrale. Et værested skal være et fristed, hvor en uforpligtende snak og en kop kaffe kan danne bro til kommunen, så borgeren kan få glæde af nogle af de indsatser, der er i det offentlige.

Dyrt at lade stå til

Men hvad med økonomien, hvis folk skal have langt flere og bedre tilbud end i dag og samtidig følges i meget længere tid for eksempel efter endt misbrugsbehandling?

- Men hvor dyrt bliver det ikke at gøre noget?, siger Jann Sjursen.

- Hvis en masse mennesker aldrig kommer ud af deres misbrug eller i hvert fald opnår et stabilt liv, så kommer det til at koste kassen på længere sigt, og det gør det allerede i dag. Vi lever stadig i et velfærdssamfund, selv om solidariteten er begyndt at krakelere lidt. Vi er ikke nået til, at vi bare kan lade stå til.

Tal med naboen

Men vi skal også selv bidrage, bl.a. ved i højere grad at se hinanden som medborgere.

- Vi skal øve os i at se hinanden. Tale med naboen, dem, man møder i toget eller supermarkedet. Det lyder måske lidt for nemt, men jeg tænker, at vi på mange måder, er blevet fremmede for hinanden. Det er, som om vi vokser ind bag hver vores skærm og ikke ser så meget til hinanden.

Der er mange muligheder for at bidrage, f.eks. i grupper på de sociale medier, hvor folk tilbyder hjælp og ting til andre, som ikke selv har råd. Man kan påtage sig frivilligt arbejde, være besøgsven eller frivillig i en varmestue.

- Vi er som samfund afhængige af, at man tager medansvar. Uanset hvad man kunne ønske sig af den offentlige sektor, så er det jo ikke sådan, at kommunen kan sætte rammer for medmenneskelighed. Det er noget af det mest værdifulde i vores samfund, som vi trænger til at få løftet højere op på dagsordenen, siger Jann Sjursen.

Efterspørg socialt ansvar

Et godt sted at starte kunne være til kommunalvalget til november, mener Jann Sjursen. Vi skal efterspørge det sociale ansvar, når vi stemmer. Vi skal sige til vores folkevalgte, at det skal prioriteres.

Incitamentet må være, at man har det brede blik. At man som medborger tænker på andre og ikke kun på det, man selv har.

-Vi bør hæve blikket. Vores historie og velfærdssamfund er udtryk for, at vi heldigvis på mange måder har fomået at tænke på de mennesker i vores samfund, som ikke har det godt. Det handler om at tage ansvar, at lade sig forpligte af fællesskabet, siger Jann Sjursen.

Kunne være dig

Hvis det ikke er incitament nok, så må vi også huske, at det lige så godt kunne være os selv, der af forskellige grunde havnede i misbrug eller blev hjemløse.

- Man kan ikke melde pas og sige ’det vedrører ikke mig’. For det kan det komme til. Det kan godt være, man ikke har det inde på livet lige nu, men det kan blive en selv eller ens nærmeste. Vi er ikke robotter, og det er ikke på forhånd bestemt, hvordan vores liv former sig, siger Sjursen.

Og så er vi tilbage ved fællesskabet og mennesket, som ikke er skabt til at være alene. Men til at være en del af et forpligtende fællesskab.

- Vi er ikke skabt til at leve livet selv alene.