Ved skillevejen

De fleste har stået ved en forgrening i livets landevej, hvor vejen delte sig i to, og de skulle tage en beslutning: dén uddannelse, dét job, dén kæreste?

De langsigtede konsekvenser af at vælge den ene vej fremfor den anden lurer først ude bag horisonten.

For nogle bliver det forskellen mellem livet som tandlæge og som brandmand.

For andre mellem rækkehuset og varmestuen.

Da Lars var 13 røg han sin første joint. Det var sidst i 60erne. Intet problem. Et par år senere stak han en nål i armen og følte sig hjemme. Endelig følte han sig ikke så forbandet anderledes længere.

Mariannes far blev smidt ud hjemmefra, fordi han drak for meget. Derfor blev hun selv afholdskvinde. Indtil livet blev for hårdt. Så holdt hun sig ikke tilbage længere.

Ifølge SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er der en større risiko for at ende på varmestuen, hvis du har mødt modstand tidligt i livet. Du kan også sagtens leve med et misbrug, men den dag, du rammer et bump i vejen, bliver misbruget et åg om halsen på dig.

I dag kan man finde både Lars og Marianne på en af Kirkens Korshærs varmestuer. Lars laver mad. Marianne samler energi til langsomt at genopbygge det, hun kalder et normalt liv.

Bumpet i vejen

Den 16. marts 1999 var en dag som alle andre. Marianne stod op sammen med sin mand, de spiste morgenmad, og hun fulgte børnene i børnehave og skole.

Mens hun var væk, sprang hendes mand ud foran et gennemkørende s-tog.

Det behøver ikke være starten på en historie om en nedtur. Men psykologen ville hellere tale om Mariannes barndom og forholdet til hendes mor, end om hvordan hun levede med, at hendes mand tog livet af sig. Kommunen sendte hende breve om, at hun ikke kunne håndtere at være alene med tre børn. Måske havde de ret. Børnene kom i aflastning, og Marianne fik tid til at se andre voksne mennesker.

- Jeg kan være meget stille og meget genert. Jeg er ikke den, der kommer ind og siger ’halløj, her kommer jeg!’ Havde jeg fået et par glas vin eller tre, så havde jeg lidt nemmere ved at gå ud og tale med fremmede, fortæller hun.

Så blev det starten alligevel.

- Det var ikke sorg, det var vrede. Jeg har været så vred i mange, mange år. Jeg havde godt nok bedt om skilsmisse, men vi havde tre børn, kunne han dog ikke være blevet i den her verden, så vi kunne have været sammen om det? Siger Marianne.

Langsomt tog det til med flere glas vin, når hun var ude med sine venner – og når børnene var i skole. Da hun nogle år senere mødte en god mand, kunne hun ikke længere styre det.

- Der var en mand, der ville mig det godt, men jeg havde ikke fået bearbejdet selvmordet. Jeg smed ham ud otte gange, 10 gange. Jeg hævede hele tiden barren for, hvad han skulle gøre, for at jeg var glad. Om morgenen kunne jeg ikke huske, at jeg havde smidt ham ud, fortæller Marianne. 

Bagud fra start

Man rammer ikke altid en skarp forgrening i vejen. Nogle gange glider man ubemærket ned af et blødt sving, og uden at opdage det har man valgt en retning. Lars kan ikke længere huske, hvad der ledte op til den første gang, han røg sig skæv - hvorfor stofferne tiltrak ham så meget. Han kan bare huske, at han ville dem, at han vidste, at han skulle have del i rusen.

Måske handlede det om at føle sig anderledes. Lars og hans familie var ellers helt almindelige mennesker, der var ikke noget, der skilte dem ud. Bortset fra, at Lars, fra han var helt lille, stammede så meget, at han næsten ikke kunne tale. Naturligvis blev han mobbet i skolen for det.

- Ingen kunne forstå mig. Det var meget frustrerende. Jeg rakte ikke hånden op i skolen, fordi jeg skulle igennem alt det der d-d-d-d-d… fortæller Lars.

Derfor klarede han sig ikke godt i skolen, forholdet til forældrene blev i stigende grad dårligt, og han havde ikke mange venner. Lars længtes efter noget, efter at blive forstået. Stofferne måtte være vejen frem, det var han sikker på.

I 7. klasse røg han hash første gang, og det føltes godt. Her var han tryg, her var der ingen problemer.

- Jeg fandt ud af, at det der med stoffer, det gav mig noget godt. Jeg fik mere energi, mere velvære – jeg følte mig godt tilpas, forklarer Lars.

Da han først havde prøvet at slippe væk fra hverdagens grå problemer, var der ingen vej tilbage. Amfetamin og LSD fulgte efter, og endeligt kastede han sig over kanylen.

En måned efter, at han gik ud af 10. klasse, pumpede Lars sin arm fuld af morfin.

Han havde fundet det, han stræbte efter.

Misbruget blev normalt

Det var ikke, fordi livet havde været en dans på roser, før Mariannes mand valgte at gøre en ende på det hele. Marianne blev også mobbet i skolen, da hun var barn. Hendes far drak – og det gjorde hendes mor også i en periode. Marianne ville gerne have haft en uddannelse, men så blev hun gravid som 20-årig. Der havde også været et ophold på et krisecenter sammen med børnene. 

Men indtil selvmordet havde alkoholen været under kontrol. Marianne kunne håndtere sit liv. Men så stod hun der, 30 år gammel med tre børn, en depression og en ufaglært indtægt.

Der havde været en balance. Hun havde været afholdskvinde i sine unge dage, men da hun blev gift med sin første mand, lærte hun at drikke – med måde. Hun havde aldrig drukket sig fra sans og samling, men hun havde heller aldrig haft brug for det.

Nu havde hun brug for det. Både for at glemme alle de ubearbejdede følelser og for at få selskab.

Den næste mand fandt Marianne på et værtshus.

- Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg aldrig ville finde sammen med en mand fra et værtshus, men han virkede jo meget normal. Han havde job, var veltalende, drak kun efter arbejdstid, og han var charmerende, fortæller hun.

Måske var han også for charmerende. Han var kontrollerende, bestemte over hende, kritiserede hende og krævede sex, selvom hun ikke havde lyst, men nogle gange gik hun med til det for at holde freden.

Og så drak han – mere og mere som tiden gik. Han blev skadet og kunne ikke arbejde, og så gik tiden med at drikke. Selvom hun ikke havde lyst til at drikke med, så gjorde hun det nogle gange alligevel.

Det blev hverdag.

Den kedelige hverdag

Måske kunne det være gået anderledes, måske var der øjeblikke, der kunne have sendt Lars ned af en anden vej. Men Lars fungerede fint med sit misbrug, der var ikke nogen grund til at holde op. I flere år havde han kone, barn og job og boede i et helt undseeligt rækkehus. Alt imens han groede valmuer og røg lidt en gang imellem.

- Men det blev kedeligt med hus, kvinde og barn. Den første mulighed, der bød sig, der fløj jeg lige på stedet, forklarer Lars.

Et skænderi om en opvask, og så forlod Lars rækkehuset og kom aldrig tilbage.

Efter en tur forbi en uddannelse, som stoppede brat, da Lars trappede sit forbrug op i ”rå mængder” og en derpå dumpet eksamen, gik det stærkt. 

Fra midt i 1980erne og frem til begyndelsen af 00erne tog Lars alle de stoffer, han kom i nærheden af.

Amfetamin, Stesolid, Ronal, hash, kokain, heroin og metadon… stofferne var blevet hans hverdag.

Han fungerede, lige indtil stofferne holdt op med det.

Det normale liv

For Marianne var der et øjeblik, hvor det gik op for hende, at hun ikke ville drikke mere. Det var, da hun for anden gang faldt og slog ansigtet efter lidt for mange glas vin.

Hun forlod sin mand en nat, da hun blev bange for, at han ville eskalere fra psykisk vold til den fysiske af slagsen. Hun fik hjælp af sin sagsbehandler til en midlertidig bolig og begyndte at komme på Kirkens Korshærs lokale varmestue, hvor hun efter et stykke tid fik hjælp til at få sin egen lejlighed.

- Havde det ikke været for min sagsbehandler og Kirkens Korshær, så var jeg nok gået tilbage til ham. Jeg havde ikke andre steder at gå hen, siger hun.

Problemet var bare, at hun følte sig alene, og hvor vidste hun af erfaring, at hun kunne få selskab? På værtshuset. Det var et sted, hun kendte. Der var mennesker at tale med.

Heldigvis har hun nu fået selskab i varmestuen og i en forening af tidligere alkoholikere. Efter fald nummer to kunne hun holde op med at drikke uden at blive ensom. Nu har hun mennesker, hun kan tale med, og som forstår hende.

- Jeg vil have lov til at føre et normalt liv og selv have kontrollen over mit liv, for det havde jeg ikke før, siger hun.

Hverdagen smuldrer

Har du haft et misbrug længe nok, sker det nogle gange, at stofferne får en lidt anden effekt.

- Jeg kunne tage amfetaminer, og så lægge mig til at sove! forklarer Lars.

Nu kunne han ikke længere få den rus, han havde brug for – og var vant til.

- Jeg var træt af det hele. Havde ikke nogen planer om at blive stoffri. Jeg skulle dø af det. Det var planen.

Når først noget er blevet normalt, når det er hverdag, og alle, man omgås, har det på samme måde, så er det svært at ændre sit liv. Man skal forlade dem, man kender, få nye vaner, være en anden. Så hvordan kan historien om Lars og Marianne ende godt?

Ligesom der ikke var en enkel vej ind i misbruget for Lars, så var vejen ud heller ikke soleklar. Rusen var holdt op, Lars fik en depression og blev taget for at sælge stoffer. Mens han sad i fængsel, besluttede han, at når nu stofferne ikke længere virkede, så blev han jo nødt til at holde op.

Endelig blev der lyttet

Det blev Kirkens Korshær, der greb ham. Lars havde prøvet at trappe ned før, men det var aldrig gået særlig godt. Derfor kom den lokale korshærsleder som sendt fra himlen.

Som Lars forklarer det, så var det første gang i sit liv, at han mødte nogen, der kunne rumme ham.

- Han lyttede bare til mig. Uanset hvor vred og truende jeg blev, så lyttede han, fortæller Lars.

Noget andet, korshærslederen gjorde, var at sørge for, at Lars ikke begyndte at kede sig. Han gav Lars noget at lave.

Lars kan godt lide at lave mad, og i stedet for at sidde derhjemme og zappe kanaler og overveje om ikke stofferne alligevel var at foretrække, så kunne han da ligeså godt lave mad i Kirkens Korshær.

Der er ikke noget inspirerende øjeblik, hvor det gik op for Lars, at nu skulle det hele være anderledes. Han har levet sit liv på bedste beskub med de værktøjer, han havde til rådighed. Og da de ikke virkede længere, så fandt han nogle andre.

I dag er Lars frivillig i Kirkens Korshær og hjælper flere steder, blandt andet med lejrturene, men primært laver han god mad til dem, der kommer forbi.

- Jeg er holdt med at bore i, hvorfor jeg begyndte at tage stoffer, og hvorfor jeg stammede. Det kommer der ikke noget godt ud af, slutter Lars af.

* Lars og Marianne er ikke de to menneskers rigtige navne, men Kirkens Korshær er bekendt med dem