Hjemløshedens mange ansigter

Der er ingen mennesker, som har siddet hos studievejlederen i teenageårene og sagt, at de drømmer om en dag at blive hjemløse. Alligevel oplever op mod 15.000 danskere hvert eneste år at blive ramt af hjemløsheden. For nogle har vejen dertil været kort, og er sket nærmest fra den ene dag til den anden. For andre er det kulminationen på en længere deroute.

Men hvem er det hjemløse menneske? 
 

Med udgangspunkt i hjemløsetællinger og andet datamateriale, kan man sige meget om hjemløsheden i Danmark. At der statistisk set er flere mænd end kvinder. At den største gruppe er mellem 30 og 49 år. At størstedelen af  hjemløse modtager kontanthjælp. At mange har psykiske problemer, misbrug eller dårlig økonomi. Men det siger meget lidt om, hvem de er som mennesker - for mennesker er forskellige. 
 

Det oplever man også på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade i København. Derfor mener afdelingsleder for modtagelsen Patrycja Wyszomirska heller ikke, at man kan definere det hjemløse menneske som én slags. 
 

- Der er ikke nogen generelle kendetegn for de mennesker, vi møder. Ikke en bestemt type. Alle har de enormt forskellige historier og grunde til at være der, hvor de er, siger hun.  

Hjemløshed kan ikke ses  

På herberget møder medarbejderne mennesker, der kommer med vildt skæg og plettet tøj. Et tydeligt billede på, hvor svært det kan være at holde sig velsoigneret og ren, når man i perioder lever og sover på gaden. Men også mennesker, som ved første øjekast er langt fra det billede af hjemløshed, som mange måske har. 

Som eksempel fortæller afdelingslederen om en mand, som en dag stod på herbergets dørtrin. Han var i slut 40’erne, havde en god uddannelse og havde indtil for nyligt haft et godt job. Men bag facaden havde han igennem længere tid kæmpet med et stadigt stigende alkoholmisbrug og boet i sin bil, da han ikke længere var i stand til at betale husleje. Til sidst var misbruget blevet så stort, at det kostede ham jobbet. 

- Da han kom her, var han stadig på dagpenge, siger hun og fortsætter:

- Det viser, hvor kort vejen fra beskæftigelse og job til herberg kan være. Hvor utroligt hurtigt, det kan gå. 

Copyright

Massimo Fiorentino

Svært at bede om hjælp

For mange er der stor skyld og skam forbundet med hjemløsheden. Måske derfor forsøger mange også at skjule det eller at holde det hemmeligt. Det betyder også, at mange ikke får den hjælp, som de er berettigede til. 

- Det kan føles som et stort stolthedstab at skulle indrømme, at man har brug for hjælp. Derfor er der også mange, som ikke vil tage imod hjælpen, siger Patrycja Wyszomirska.

Samtidig kan hemmeligholdelsen føre til social isolation. Som eksempel nævner lederen en kvinde i 30’erne, der - efter at være udsendt til en krigszone - havde fået PTSD. Før hun blev ramt af hjemløshed, havde hun et stort socialt netværk. Men det faldt med tiden fra. For det er svært at opretholde det sociale netværk, når man aldrig kan invitere nogen hjem og altid skal mødes på en café eller ude i byen. 

- Med tiden holdt hun op med at spørge eller invitere, fordi hun var bange for, at de andre ville blive mistænksomme. Bange for, at nogen ville opdage, at hun var hjemløs og boede på herberg. For det er for nogle en kæmpestor falliterklæring, siger Patrycja Wyszomirska. 
 

Nogen som husker en 

Ensomhed, isolation og frygten for at blive glemt. Det er nogle af de ting, som herbergets personale ofte hører i de daglige samtaler med beboerne. Både for dem, hvor livet nærmer sig sin slutning. Men også når en af beboerne skal videre i egen bolig. Der hører lederen dem ofte sige: ’I er blevet mit hjem, min familie. Jeg er bange for, at hvis jeg flytter herfra, så er der ingen, som vil huske mig’. 

- Det rammer mig, at så mange er bange for at blive glemt. At man tænker over, om nogen vil opdage, når man ikke er her mere. Om nogen vil huske en, når man er væk, siger Patrycja Wyszomirska.  

- De fleste af os går og har en idé om, at når man har en vis alder, så har man selvfølgelig også et netværk. Skolekammerater, kollegaer, familie og venner. Men mange af vores brugere har et overraskende lille netværk og ingen kontakt med familie. Der er vi i virkeligheden den eneste sociale kontakt.