Nyhed

Frivillige har renoveret genbrugsbutik under coronakrisen

Frivillige i Kirkens Korshærs genbrugsbutik på Stenager i Sønderjylland har under nedlukningen haft travlt. De har nemlig renoveret hele butikken, der i mandags slog dørene op for kunderne.

Under Coronakrisen har 38 frivillige nyrenoveret Kirkens Korshærs genbrugsbutik på Stenager.

- Vi havde i lang tid snakket om, at butikken virkelig trængte til en ordentlig omgang. Da butikken blev lukket ned, havde vi jo så en oplagt mulighed, fortæller butiksleder Rita Nielsen.

Rita Nielsen og de andre frivillige gik allerede to dage efter nedlukningen i gang med renoveringen. De indhentede tilbud på maling, gennemgik en omfattende oprydning og to nye afdelinger blev sat op. Butikken modtog massevis af nyt tøj, der skulle sorteres, og det væltede ind med møbler. I alt 38 frivillige meldte sig til opgaven. Rita Nielsen fortæller, at der er lagt mange timer, hårdt slid og masser af engagement i arbejdet med at renovere butikken.

Genbrugsleder for Sønderjylland, Lars Meldgaard, er glad for resultatet, der ikke kun dækker over en nyrenoveret butik, men også et styrket sammenhold blandt de frivillige.

- De frivillige er glade for at komme i gang igen og tilbage til noget, der ligner en hverdag. For nogle frivillige er butikken det største sociale netværk, de har. Mange har savnet fællesskabet, og dét at kunne være med til at gøre en forskel. Jeg oplever, at de frivillige i butikken er rykket meget tættere sammen, og renoveringen har ovenikøbet skaffet dem nye frivillige, fortæller Lars Meldgaard.

7 nye frivillige ind ad bagdøren

Det havde i en periode været svært at finde nye frivillige. På trods af facebookopslag og andre tiltag var der ikke nye frivillige, der meldte sig i butikken. Så kom coronakrisen, og pludselig var der flere, der fik øjnene op for muligheden. Samtidig er der frivillige, der fortsat må blive væk fra butikken.

- Vi har enkelte frivillige, der skal blive hjemme, fordi der er forskellige hensyn at tage højde for. Og der har jeg sagt til dem, at de skal blive hjemme så længe, de ikke føler sig trygge ved situationen. De skal først komme tilbage, når de er helt sikre på, at det er den rette beslutning, fortæller Rita Nielsen.

I butikken skal det være lysten og glæden, der driver værket og ikke følelsen af, at man er forpligtet til noget.

- Der er ikke én dag, hvor jeg ikke gider ned i butikken. Jeg glæder mig til at komme afsted hver gang, lyder det fra Rita Nielsen.

rita nielsen fra stenager
Rita Nielsen har været frivillig i Kirkens Korshær i fem år, og hun bedriver fortsat sit virke med stor tilfredshed.

En festdag uden lige

I mandags slog butikken igen dørene op, og kunderne blev budt varmt indenfor.

- Det er sådan en dejlig følelse. Kunderne har været så glade, og de synes butikken er blevet så flot. De blev overvældede over, hvor mange nye varer vi har fået, og de fortalte, at de virkelig har savnet os, fortæller Rita Nielsen.

Da dagen gik på hæld, var hun spændt på at se, hvor meget butikken havde solgt for. Hele 35.000 kroner kom i kassen, hvilket er den største omsætning i butikkens historie.

Selvom enkelte af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker fortsat er lukket ned, og de fleste butikker kører med begrænset åbningstid, skaber genåbningen glæde og gejst i hele organisationen. 

- Det betyder, at vi endelig kan få skruet op for vores sociale arbejde, få varmestuerne op at køre, og i det hele taget komme tilbage til vores gode sociale samvær og fællesskab, slutter Lars Meldgaard.

Hjælp os

Støt

Hjælp hjemløse og fattige mennesker
Kirkens Korshærs logo som skilt på butiksfacade.

Find din butik

Se butikker i nærheden