Ensomhed er et fælles anliggende
De fleste af de mennesker, som lever i social udsathed herhjemme, føler sig ensomme. En ensomhed som kan blive så dyb og invaliderende, at den kan føre til alvorlig sygdom. Direktør i Fonden Ensomme Gamles Værn, Christine E. Swane, fortæller her om forskning i ensomhed og giver sit bud på, hvordan vi bliver bedre til at afhjælpe ensomheden.
Tekst Rie Helmer
- Jeg græd, da jeg læste de interview igennem.
Ordene falder i en samtale om ensomhed og social udsathed. De kommer fra Christine E. Swane, direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn.
Historierne, som Christine E. Swane refererer til, stammer fra en undersøgelse om svær ensomhed midt i livet, som hun sammen med kollegaer foretog for Mary Fonden for nogle år siden. Her gik et særligt træk igen. Nemlig, at de fleste mennesker, som var svært ensomme, havde følt sig mobbet som barn.
Mærkelig på grund af sorg
- Det kan for eksempel være et barn, der oplever en stærk sorg. Her er der risiko for, at barnet bliver holdt udenfor af de andre børn. Fordi et menneske i omverdenens øjne kan komme til at virke ”underlig”, når vedkommende er så ked af det og føler sig alene med sine problemer, at han eller huntrækker sig og er mere for sig selv. Det kan føre til en spiral, hvor tilbagetrækningen fører til de andres udelukkelse, siger Christine E. Swane.
Et andet fællestræk for mange af deltagerne i undersøgelsen var, at de ikke i barndommen havde haft et eneste voksent menneske at dele sorger og bekymringer med. For mange af dem betød det, at de op gennem voksenlivet oplevede, at afstanden til andre og følelsen af at være udenfor bare øgedes.
- Der er sket noget i disse menneskers liv. Noget er gået skævt. Det kan være dødsfald, sygdom, svære skilsmisser. Eller forældre, der af forskellige årsager ikke var i stand til at have børnenes venner hjemme, så børnene ikke har lært at være sociale, siger Christine E. Swane.
- Ikke at ville være tæt på andre mennesker, kan jo være en slags beskyttelse. Fordi det, man hidtil har oplevet i relation til andre mennesker, for eksempel mobning, har gjort for ondt.
Kun mor at ringe til
Et eksempel på ensomhedens omfang er en af deltagerne i undersøgelsen. Han havde som 50-årig kun sin mor at ringe til, når han havde det rigtigt skidt.
- Velvidende, at den mor jo ikke bliver ved at være der, siger Christine E. Swane.
Det er den slags skæbner, som kan trække tårer, selv hos en garvet forsker og ekspert som Christine E. Swane. For ensomheden kan blive så dyb, at den bliver selvforstærkende. Nogle mennesker kan føle sig tvunget til at isolere sig for at slippe for risikoen for yderligere smerte. Det at være alene er normaltilstanden. Så føler man sig mindre ensom og udsat end ved at være fysisk omgivet af andre mennesker, som man alligevel ikke er forbundet med.
Samspillet mellem menneske og samfund
På spørgsmålet om, hvad ensomhed egentlig er, svarer Christine E. Swane:
- Ensomhed er komplekst. Ensomhed opleves forskelligt, og der er mange forskellige årsager. Nogle føler ensomheden fysisk, som smerte, måske kvalme. Ensomhed kan føles som tomhed, ikke at have lyst til noget, et kæmpe savn, at være ked af det, at længes. Årsagerne er utallige. At være alt for meget alene, at have mistet nogen eller noget betydningsfuldt, at have svært ved at forbinde sig til andre mennesker, at blive holdt ude, ikke at blive forstået og inkluderet, at være alene med svære problemer, kedsomhed. Det kan være svært at få styr på årsagsforklaringerne – fordi der netop ofte er tale om en forstærkende ensomhedsspiral. Selv om man for eksempel kan se en sammenhæng mellem depression og ensomhed, kan man ikke påvise, om årsagen går den ene eller anden vej.
Hun uddyber:
- Udsathed og hjemløshed ses ofte sammen med psykiske lidelser og få økonomiske ressourcer. Men psykisk sygdom kan også være noget, man lever godt med, med den rette behandling og støtte. Jeg er blevet mere og mere optaget af de kulturelle processer, der er med til at skabe ensomhed i vores samfund. For der er nogle strukturer, som belaster os og gør, at mennesker i stigende grad bliver ensomme. Det sker i et samspil mellem menneske og samfund, ikke inde i det enkelte menneske.
Hverdagsensomhed og langvarig ensomhed
Kirkens Korshær har rakt ud til Christine E. Swane i forlængelse af det seneste tema i Korshærsbladet: Ensomhed og fællesskab.
Ensomhed er nemlig en væsentlig faktor i mange af Kirkens Korshærs brugeres liv, uanset om det er børnefamilier, som lever i fattigdom, mennesker i hjemløshed, mennesker med misbrug, psykisk sygdom eller ja, netop mennesker, som føler sig ensomme.
Christine E. Swane fortæller, at hun selv skelner mellem to slags ensomhed.
Den, hun kalder ”hverdagsensomhed”. Det er den ensomhed, vi alle støder på, når vi mister noget eller nogen, og skal finde fodfæstet igen efter et tab. Den ensomhed, hvor man føler sig ude af trit og tænker, at det går meget bedre for alle andre. Eller den ensomhed, som er forbundet med ubehag og fysisk eller psykisk smerte.
Og så er der den anden slags ensomhed. Den tilbagevendende ensomhed. Den, der bider sig fast og bliver langvarig.
- Er invaliderende det rette ord?
Christine E. Swane overvejer kortvarigt, om ordet er dækkende. Hun kommer frem til, at det er det. For ensomheden kan fylde så meget i et menneskes liv, at det faktisk kan gribe om sig og påvirke hverdagen grundlæggende.
Ensomhed kan nemlig være farlig for vores helbred. Fordi den øger risikoen for sygdomme som kræft, hjertekarsygdomme og demens, fordi det kropsligt set er en stressbelastning af et menneskes system at føle sig ensom gennem lang tid.
Holdt udenfor samfundet
Målinger viser, at cirka 4 procent af danskerne kan karakteriseres som socialt udsatte. Det, der kendetegner den sociale udsathed, er komplekse og massive problemer, såsom fattigdom, flere sygdomme på en gang og manglende netværk og relationer.
Over halvdelen af disse fire procent føler sig holdt udenfor samfundet. Og langt de fleste af dem føler sig ensomme.
- Det at leve i en socialt udsat position gør ensomhed til et væsentligt vilkår, som folk kæmper med eller endda har affundet sig med. De mennesker, der er tale om her, lever i konstant udenforskab. De føler ikke, at samfundet – vi andre – vil dem det godt, forklarer Christine E. Swane og fortsætter:
- Det er helt grundlæggende for, hvordan vores liv opleves, at vi føler os i et nært forhold til mindst et andet menneske. At vi føler, at vi har nogen at stå sammen med.
Indsatser, der ikke virker
Christine E. Swane refererer til et hollandsk forskningsprojekt, hvor en forsker igennem fem år fulgte en gruppe sundheds- og socialarbejdere på arbejde blandt socialt isolerede ældre i Rotterdam.
Projektet gik ud på at undersøge, hvorfor de sociale indsatser, målrettet mennesker over 55 år, ikke virkede efter hensigten.
I sin forskning inddrog forskerne både socialarbejderne og de mennesker, indsatserne var til for, ved at stille dem spørgsmål og lade de ældre selv være med til at evaluere de svar, de sammen fandt.
Den ensomme mand
Et af eksemplerne fra projektet var en mand, der levede sit liv i total ensomhed. Undervejs i projektet mødte forskeren ham én gang om året. Altid udendørs, aldrig i hans bolig, for det ville have været for tæt på.
Alligevel var det forskerens visitkort, manden havde i lommen. For så var hun den, der ville blive kontaktet, hvis han døde.
Selv om deres relation opstod i arbejdssammenhæng, og de kun sås den ene gang årligt, var hun den eneste, han faktisk havde en relation til. For resten af året tilbragte han alene, uden at tale med en sjæl.
En historie, der gør indtryk. Og som kan være svær at relatere til, hvis man kun har oplevet ”hverdagsensomhed”.
Ingen vælger at isolere sig
Det hollandske forskningsprojekt viste også, at der er forskellige former for ensomhed.
- I den lettere kategori at hjælpe er de mennesker, der føler sig isolerede nu og her, fordi deres livsvilkår med ét ændrer sig. I den anden ende af skalaen er de mennesker, hvor det ikke længere er til at sige, hvad der gik galt engang. Hvor de gennem en årrække har vænnet sig til et liv på kanten i isolation, fortæller Christine E. Swane.
- Det kan være mennesker, der ikke længere ønsker samfundets indgriben. De har formentlig været udsat for alle mulige initiativer, men de kan være svære at bevæge sig ind på. Nogle vil nok sige, at de mennesker selv vælger ensomheden. Men jeg tror ikke på, at noget menneske frit vælger at leve helt isoleret. Det sker på grund af livsomstændigheder, måske noget, som er hændt dem allerede i opvæksten. Eller psykisk sygdom, som de ikke har fået hjælp til at leve godt med.
Relationen er det vigtigste
Det hollandske forskningsprojekt viste også, at det, der spillede den største rolle, var relationen mellem den professionelle og det udsatte menneske.
- Det fortæller os, at det sociale arbejde kan gøre en forskel. Det, at et andet menneske vil dig noget godt, men ikke definerer, hvad du har brug. At et menneske stiller sig til rådighed og ikke forventer at få noget igen, forklarer Christine E. Swane.
Derfor støtter Fonden Ensomme Gamles Værn også en lang række projekter, som skal dæmme op for ensomhed blandt især udsatte ældre mennesker. Gerne projekter, som inddrager målgruppen selv i løsningen. Christine E. Swane tror på støtte til de frivillige organisationer, understøttelse af lokale projekter og på gennem forskning at forsøge at få en grundlæggende forståelse af folks situation.
På samfundets underflade
I et ph.d.-projekt, som fonden har iværksat og støttet, fulgte antropolog Jon Dag Rasmussen for nogle år siden en række ældre, socialt udsatte mennesker, rundt i København. Projektet blev siden til bogen ”Ældre på samfundets underflade” og handler om mennesker, der ikke kan bruge deres bolig om dagen, men som i stedet bruger byens parker, gader, væresteder, værtshuse og andre offentligt tilgængelige steder.
I bogen beskrives blandt andet værdien af de netværk, der trods alt er, og væresteders store betydning for mennesker, som lever under svære vilkår. Det fremgår også, at mange mennesker i udsathed er ekstremt på vagt overfor tiltag fra et hvilket som helst system. Fordi de har slået sig på systemet så ofte før.
Hvordan kan vi hjælpe?
Men hvordan kan vi så hjælpe, hvis mennesker i social udsathed vender ryggen til systemets hjælp?
- Jeg tror ikke på, at man kan lave en metode, der virker for alle, siger Christine E. Swane.
Det var blandt andet derfor, det var vigtigt for hende at formidle den forskning, som blev lavet i Holland. For netop at sætte fokus på, at der ikke er én formel. At selve præmissen om, at noget bestemt virker hver gang, er forkert.
- Det handler om, at vi mennesker skal engagere os og være villige til at være sammen med andre, der ikke ligner os selv. Vi skal bekæmpe fattigdom og stille ressourcer til rådighed for folk, så vi forbedrer deres hverdag, siger Christine E. Swane, og fortsætter:
- Lige nu gør vi flere mennesker fattige, og vi gør det med åbne øjne. Vi sætter mennesker i desperate situationer. Men hvordan forestiller vi os, at mennesker reagerer, hvis de ikke en gang har mulighed for at spise sig mætte? siger hun.
Som eksempel på den voksende ulighed, nævner Christine E. Swane de ringe økonomiske forhold, vi her i landet byder ældre flygtninge, når de når pensionsalderen. Her tæller pga. en lovændring nu kun de år, de har tilbragt i Danmark med, når det månedlige beløb til pensionsudbetaling bliver udregnet.
Tid er en faktor
Direktøren for Fonden Ensomme Gamles Værn er ikke i tvivl om alvoren af den voksende ulighed og den stigende ensomhed i vores samfund. Ifølge hende skal vi ikke tøve, men gribe ind så tidligt som muligt.
For tid er en faktor, som det er meget vigtigt at forstå betydningen af. Jo længere en periode et menneske lever isoleret og føler sig ensom, des dybere bliver ensomheden og des sværere bliver det at komme ud af den igen.
Derfor er det så afgørende at arbejde for at forbedre menneskers vilkår. At gribe ind, støtte og tilbyde samvær og muligheder, mener Christine E. Swane. For hvis vi tror, at ensomhed er det enkelte menneskes problem, tager vi fejl. Ensomhed er et fælles anliggende.
Fonden Ensomme Gamles Værn støtter og skaber projekter, der hjælper de ældre mennesker i Danmark, som har mindst socialt og økonomisk.
Fondens direktør, Christine E. Swane, er forskningsleder, uddannet mag.art. i kultursociologi og har en ph.d.-grad i folkloristik fra Københavns Universitet.
Christine E. Swane har i mere end 35 år beskæftiget sig med forskning og formidling inden for gerontologien (læren om aldring, alderdom og gamle mennesker).