Nyhed

I Aalborg er der igen plads til alle

På bagkant af coronakrisen er der mange hjemløse og socialt udsatte, der mangler samvær og fællesskab. Takket være en donation fra Det Obelske Familiefond, udvider varmestuen i Aalborg nu udendørsarealet med et telt, hvor der er plads til alle.

Jonas Jakobsen
Regionschef for Nord-, Midt- og Vestjylland, Jonas Jakobsen, glæder sig over, at varmestuen i Aalborg igen kan invitere flere brugere inden for i fællesskabet. Foto: Louise Dybbro.

Et stort socialt efterslæb

- Under coronakrisen har vi været nødt til at fokusere vores arbejde på de mest udsatte, der ikke har et hjem, et netværk eller et herberg, hvor de kan søge ly og hvile. Mennesker, der simpelthen ikke har andre muligheder. Og det har efterladt en kæmpe gruppe mennesker, der har lidt store tab og som har oplevet flere forskellige former for afsavn. Og det går vi i gang med at rette op på nu, fortæller regionschef for Nord-, Midt- og Vestjylland, Jonas Jakobsen.

Fra midten af marts har varmestuen i Aalborg været i nødberedskab. For at mindske smittespredning har det kun været muligt at invitere et begrænset antal særligt udsatte hjemløse ind i varmestuens dag- og nattilbud.

- Den gruppe, der nu skal fokuseres på, udgør et sted mellem 40 og 70 personer. Det er mennesker, som har manglet en solid støtte og et trygt sted at være. Det er mennesker, der først og fremmest har savnet nærvær og fællesskab, lyder det fra Jonas Jakobsen.  

Telt i varmestue i Aalborg
Donationen fra Det Obelske Familiefond dækker leje af telt samt en medarbejder, der sikrer gode, hyggelige rammer.

Mætte maver og optankning på samvær 

Takket være støtte fra Det Obelske Familiefond, har varmestuen nu fået sat telte op, og allerede d. 18. maj blev de første brugere budt indenfor. 

- Det hele er forløbet over al forventning, og jeg har stor respekt for, hvor gode brugerne har været til at omstille sig og vise hensyn ved at holde afstand til hinanden. Det betyder rigtig meget, at de nu igen kan føle sig velkomne hos os. Det har gjort en kæmpe forskel, at de nu kan spise et måltid mad sammen i et socialt fællesskab, de kan komme forbi og hilse på i køkkenet og de kan få sig en snak med vores medarbejdere. Og det har været tydeligt for mig, at medarbejderne også virkelig har savnet at snakke med brugerne, så gensynsglæden går i den grad begge veje, hvilket er fantastisk, siger Jonas Jakobsen. 

Lea Juhl har som leder sin daglige gang i varmestuen, og hun er heller ikke i tvivl om, hvad genåbningen har betydet for brugerne.

Vi har i lang tid fortalt brugerne, at vi har savnet dem og glædet os til at se dem igen. Nu kan vi endelig vise dem det - ikke kun med ord, men med handling.
- Lea Juhl, leder af varmestuen i Aalborg.

- Det er så dejligt, at det endelig er muligt at åbne op for fællesskabet. Det handler om at mætte maver, men i meget høj grad også om at tanke op på socialt samvær, hvilket er noget brugerne virkelig har manglet. Vi har i lang tid fortalt brugerne, at vi har savnet dem og glædet os til at se dem igen. Nu kan vi endelig vise dem det - ikke kun med ord, men med handling. Og det betyder virkelig meget for dem, det er tydeligt at se. Man kan mærke en ægte glæde blandt brugerne, og det er blevet taget så godt imod, lyder det fra Lea Juhl.

Fokus på at genopbygge relationer

Varmestuen har dog hele tiden været i daglig kontakt med brugere, der har haft brug for hjælp. Det har været muligt at komme forbi varmestuen og hente kaffe og et måltid mad til at tage med. Brugerne har også fået støtte og vejledning til at håndtere situationen samt hjælp til at kontakte offentlige myndigheder. De har dog ikke haft mulighed for at blive i varmestuen. 

Ligegyldigt hvor de er gået hen, så er de hele tiden blevet bedt om at gå igen. Nu har de et sted, de kan blive i lidt længere tid.
- Lea Juhl, leder af varmestuen i Aalborg.

- Dét, der har været særlig svært for brugerne, er, at de i forvejen har ensomhed meget tæt inde på livet. Ligegyldigt hvor de er gået hen, så er de hele tiden blevet bedt om at gå igen. Nu har de et sted, de kan blive i lidt længere tid. De kan komme indenfor og blive tanket op på samvær, nærvær og fællesskab, fortæller Lea Juhl. 

På bagkant af coronakrisen venter der nu en stor social opgave i at sikre, at alle brugerne kommer på fode igen, forudser Jonas Jakobsen.

- Det betyder noget helt særligt, at brugerne oplever at blive set, hørt og lyttet til. Det betyder sindssygt meget, at den enkelte bruger virkelig oplever, at vi er der for dem. Nu skal vi langsomt til at bygge vores relationer op igen ved at vise brugerne, at vi virkelig er her for dem, slutter Jonas Jakobsen.   

Hjælp os

Støt

Hjælp hjemløse og fattige mennesker
Mand sidder på bænk med hovedet i sit skød

Få mere viden

Om vores arbejde