Indlæg

Hvem er det hjemløse menneske?

Verdens gang og tilfældigheder gør, at det ene menneske bliver hjemløst, mens det andet har et hjem. Men der er tryghed i at vide, hvor og hos hvem trygheden er - at have et sted at høre hjemme, skriver korshærspræst.

Mand der sidder op ad en mur med sovepose på

Tekst: Gunder Gundersen, Korshærspræst i Roskilde

Den 14. oktober 1975 døde en hjemløs mand på Bispebjerg Hospital. Han var 67 år og havde de sidste mange år boet på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade. Hans navn var Marcus Lauesen – og gamle mennesker huskede det navn.

I 1931 var den 24-årige Lauesen blevet landskendt som forfatteren til ’Og nu venter vi på Skib’. Romanen solgte 38.000 det første år og blev oversat til ti sprog. Det gjorde ham velhavende med et slag. Hus til familien og bil – foredragsvirksomhed i hele Norden, ja, i hele Europa. Med høje idealer om frihed og fred – bekæmpede han ufredens kræfter med ordets sværd.

Gunder Gundersen, korshærspræst i Roskilde
Til dagligt er Gunder Gundersen korshærspræst i Roskilde og sognepræst i Ågerup-Kirkerup-Hvedstrup nord for Roskilde.

Men han tabte – og blev sortlistet i Tyskland i 1933 og i Danmark i 1940 – og i 1944 gik han under jorden. Hus og bil måtte sælges. Og da tabte han også en anden kamp. Mismod og opgivelse førte til alkoholmisbrug, separation og skilsmisse. Sådan blev varmestuer, herberg og Nicolai kirke hans ’hjem’ de sidste år. Men han blev ved med at skrive og fik et kort comeback i begyndelsen af 60’erne. Flere af hans digte blev siden bragt i Korshærsbladet.

Verdens gang, tilfældigheder og uheld gjorde, at Marcus Lauesen endte som hjemløs. Alle vi andre er bare heldige, når vi har et hjem. Det er forskellen på mig og en hjemløs: Jeg har været heldig, og det har han/hun ikke.

Marcus Lauesen var et dybt troende menneske – og det bar ham gennem livet til det sidste. I 1973 skrev han et barskt juledigt, som nu er i nr. 130 salmebogen. Første vers lyder:

Fredløs er freden, hvor menneskets veje
ikke vil følge, hvad Skaberen vil;
hjemløst er barnet, som ikke vil eje
tryghed, hvor trygheden ene er til.


Og han vidste om nogen, hvad hjemløshed er – men vidste også, hvor og hos hvem trygheden er – og det
er der, hvor han har hjemme. Trygheden er at følge Skaberens vilje: At leve sit liv nu og her. Sådan som
han skriver i sidste vers:

Ikke hvad vi vil, men hvad han os byder,
dette alene skal komme os ved.
Det er fra Betlehem, sandheden lyder:
Barnet er givet til frelse og fred!


Indlægget blev oprindeligt brag i Korshærsblad #1 2021. Læs mere om, hvordan du kan modtage bladet her.