Nyhed

Hvor skal de syge hjemløse sove i nat?

Nogle hjemløse har det værre end andre, men desværre er et af de få steder i København, hvor de kan være, presset på økonomien.

Heine Iversen leder af Kirkens Korshærs natcafe på Stengade

Anders har smitsom tuberkulose. Der var ikke mere, hospitalet kunne gøre, han skulle bare tage sin medicin regelmæssigt på klokkeslættet, så ville tuberkulosen ikke smitte. Han blev udskrevet. Anders er hjemløs.

”Vi oplever tit, at syge hjemløse mennesker bliver udskrevet til os. Vi står også som nærmeste pårørende for nogle hjemløse. Det er jo bedre, end at de går rundt på gaden og er syge,” fortæller Heine Iversen, der leder Kirkens Korshærs natvarmestue på Stengade i København.

En stor andel af de danske hjemløse er syge. 24 procent har en fysisk sygdom og hele 59 procent har en psykisk sygdom. Hvis der ikke er plads til dem på hospitalet eller i psykiatrien, hvis de ikke kan behandles, eller ikke – f.eks. pga. en psykisk sygdom – kan finde sig til rette på et herberg, så er de syge på gaden.

Der er ikke andre

I København er der sandsynligvis samlet set overnatningspladser nok, men der er stor forskel på de steder, hvor hjemløse mennesker kan få en madras at sove på. Nogle steder er kun for mænd, andre kun for kvinder, og nogle steder er primært for misbrugere. Det er hårdt at være hjemløs, og derfor kan miljøet være hårdt. Det er ikke alle steder, en syg hjemløs person kan klare sig.

”Der er ikke andre, der laver det, Stengade laver. Hvis ikke vi var her, så gik dem, der har det allersværest, rundt på gaden hele natten. Her, hvor vi er, her er der virkelig ikke andre,” siger Heine Iversen.

I Københavns Kommunes hjemløseenhed benytter man sig derfor af natvarmestuen på Stengade, når det drejer sig om de mest udsatte – de fysisk og psykisk syge.

”Vi har prøvet at henvise nogle af dem til de øvrige tilbud i kommunen, men det er ikke alle, der kan klare sig i de miljøer. Nogle af dem gik tilbage til Stengade,” siger Thomas Sørensen fra hjemløseenheden.

Ifølge Thomas Sørensen er natvarmestuens fokus på de syge hjemløse et vigtigt værktøj for hjemløseenheden. Hvis ikke de var der, ville nogle af de hjemløse, der har allersværest, have endnu sværere ved at klare sig om natten.

”Stengade skiller sig ud, fordi der er allerhøjest til loftet, der er ro og fokus på den enkelte, hvilket ikke nødvendigvis er muligt andre steder,” siger Thomas Sørensen.

Og det er vigtigt, at der er steder, hvor de allermest udsatte hjemløse kan holde ud at være. På gaden får du det bare værre.

”Det er livsfarligt at bo på gaden. Du er konstant i alarmberedskab og skal have et øje åbent, så du kan passe på dine penge og dine sko. Det er en stresssituation, og det kan ikke opretholdes,” forklarer Thomas Sørensen.

Pres på Stengade

Desværre er natvarmestuen på Stengade presset på økonomien. De modtager 2 mio. kr. årligt via finansloven, men det er kun halvdelen af, hvad det koster at hjælpe de allermest udsatte hjemløse i København. Resten forsøger Kirkens Korshær at finde hvert år, men antallet af syge hjemløse stiger, og det samme gør presset.

”Vi er glade for, at staten støtter vores arbejde for de mest udsatte mennesker, men desværre flugter støtten ikke med behovet. Medarbejderne i natcaféen udfører en kæmpe samfundsopgave, når de tager hånd om de mennesker, som bliver udskrevet til ingenting. En opgave, der desværre kun bliver større hele tiden,” siger chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

Anders døde af sin tuberkulose i år. Hans krop kunne ikke mere. Der er stadig fyldt op på alle madrasserne på Stengade.