Nyhed

Vigtig håndsrækning til sociale organisationer

Et enigt Folketing er blevet enige om at oprette en kompensationspulje på 50 millioner kroner til Kirkens Korshær og en række andre organisationer, som har mistet penge under nedlukningen af genbrugsbutikkerne. Det skabte fra morgenstunden glæde og taknemmelighed på Kirkens Korshærs sociale arbejdssteder.

Slagelse varmestue
Der var smil, lettelse og taknemmelighed over den økonomiske håndsrækning, som den nye kompensationspulje giver Kirkens Korshær. Under nedlukningen har organisationen tabt 2,5 millioner kroner om ugen.

Med opbakning fra et enigt Folketing opretter Social- og ældreminister Astrid Krag (S) nu en pulje på 50 millioner kroner til Kirkens Korshær og andre sociale organisationer. En økonomisk håndsrækning efter de store tab, som organisationerne har lidt efter 10 ugers nedlukning af genbrugsbutikkerne.

- Det er afgørende, at vi holder fast i indsatserne for de allermest udsatte i vores samfund. Det er helt nødvendige tilbud, som hjælper udsatte børn og sårbare familier og giver mennesker et måltid mad, en seng at sove i og socialt samvær. De sociale organisationer har gennem hele krisen gjort en enorm forskel for de mennesker, som er dobbelt sårbare i en krisesituation, lyder det i en pressemeddelelse fra Social- og ældreministeren, som fortsætter:

- Vi afsætter 50 millioner kroner, som vi også gjorde sidste år, så organisationerne på trods af den lange periode med lukkede genbrugsbutikker kan fortsætte med at hjælpe de mest udsatte mennesker. Puljen dækker nogle af de tabte indtægter under nedlukningen, og samtidig er det glædeligt, at mange genbrugsbutikker nu igen kan slå dørene op.

Glæde og lettelse

Hos Kirkens Korshær kan socialt udsatte, hjemløse og ensomme mennesker få en kop kaffe og lidt mad, et varmt bad og en samtale med nogen, som lytter. Det er en uundværlig tryghed og et fast holdepunkt i en ofte svær og ensom hverdag.

Men de manglende indtægter fra genbrugsbutikkerne har siden årsskiftet hængt som en sort sky over Kirkens Korshær. Medarbejdere er blevet sendt hjem, åbningstider forkortet og enkelte sociale arbejdssteder har været helt lukket ned. Taberne i det regnestykke har været de mange mennesker, som benytter sig af de sociale tilbud.

For brugerne har det været en periode med usikkerhed og frygt, fortæller leder i Kirkens Korshærs varmestue i Ringsted, Café Dagmar, Mikkel Bendtzen til P4 Sjælland kort før varmestuen åbnede i morges.

- Jeg har dagligt fået spørgsmålet om, hvad der skal ske? Er det os, der bliver lukket ned? Der har virkelig været frustrationer, for hvor skal de gå hen, hvis varmestuen her i Ringsted lukker ned. Vi har prøvet at være positivt omkring det. Men det er en fantastisk nyhed, sagde han til P4 Sjælland.

Også i Nordjylland, var det en lettet regionschef for Nord-, Vest- og Midtjylland, som i morges talte med TV Avisen Morgen.

- Det er en fantastisk gave, som kommer her. For der er ingen tvivl om, at vi har været pressede. Så jeg kan kun sige tak på vegne af de mennesker, som kommer her og på vores andre væresteder, sagde han TV Avisen Morgen.

Kirkens Korshær har tabt 2,5 millioner om ugen

Kirkens Korshærs genbrugsbutikker har været lukket i perioden mellem 23. december 2020 og 1. marts 2021.

Under nedlukningen har Kirkens Korshær tabt 2,5 millioner om ugen.

Indtægterne fra Kirkens Korshærs 240 genbrugsbutikker udgør ca. 1/3 af organisationens årlige indtægter. De øvrige indtægter stammer fra kommuner, stat og regioner samt privatpersoner, fonde og erhvervsliv.

Godt på vej, men ikke i mål

60.000 varer blev langet over disken, da Kirkens Korshærs 240 genbrugsbutikker i mandags igen kunne byde kunderne indenfor efter 10 ugers nedlukning. En åbningsdag, hvor indtægten på landsplan lød på 2,6 millioner kroner. Lagt sammen med udmeldingen om den nye kompensationspulje kan det virke som om, at skyerne over Kirkens Korshærs økonomi endelig er ved at lette.

Den 50 millioner kroner store kompensationspulje skal fordeles blandt alle ansøgere. Derfor er det endnu uvist, hvor stor en del af det 20 millioner kroner store indtægtstab, som Kirkens Korshær har lidt siden årsskiftet, som organisationen kan få dækket. Ligesom ingen ved, hvordan situationen omkring genbrugsbutikkerne udvikler sig i den kommende tid, fortalte leder af varmestuen i Østergade Heinz Wolf til P4 Fyn.

- Det er et stort skridt på vejen i forhold til, at vi kan komme videre i forhold til den indvirkning coronakrisen har haft på vores økonomi. Det kan være, at det ikke er sidste gang, at vi bliver nødt til at lukke vores butikker. Men vi ved ikke, hvor det hele ender endnu, sagde han P4 Fyn.

Kompensationspuljen

Den nye kompensationspulje er på samlet 50 millioner kroner.

Puljen er rettet mod frivillige sociale organisationer, der driver genbrugsbutikker, samt socialøkonomiske virksomheder. Organisationerne og de socialøkonomiske virksomheder kan søge om at få kompensation for de tab, de har haft under nedlukningen fra den 9. december 2020 og frem til den 28. februar 2021. 

Det er Socialstyrelsen, som står for og håndtere puljen.